tirsdag, november 28, 2006

Min musik, din musik

Hvad mon der ville ske,
hvis man hev den ene af folks
øretelefoner ud, og proppede den
i sit eget øre, mens de sad dér

i deres egen lille verden og rokkede til
mp3-afspilleren i toget? Hvordan ville
de mon svare,
hvis man smilede og
spurgte:
"Må jeg lytte med?"


Jeg tilbringer rigtigt megen tid i offentlige transportmidler. Nogle få dage om året ser jeg det som en nødvendig pine. Men resten af tiden er jeg faktisk rigtigt glad for det. Jeg hører til de mennesker, der godt kan abonnere på det budskab, der ligger i ét af DSB's slogans: "I toget er tiden din egen". Jeg nyder i dén grad, at jeg overhovedet ikke skal bekymre mig om at finde vej, om at være opmærksom på noget som helst omkring mig - andet end dét, jeg lige har lyst og overskud til. Hvor kan man dog dagdrømme dejligt i toget...

For nylig fik jeg mig så en mp3-afspiller. Den erhvervelse har kun gjort det endnu bedre at køre i tog. Jeg har, hvad der svarer til cirka femogtyve cd'er med mig rundt og kan lynhurtigt og nemt finde netop den musik, der passer til min sindsstemning lige nu.
Nu er jeg så begyndt at lægge mærke til, hvor mange der ligesom jeg egentlig render rundt med de dér små hvide dippedutter i ørerne og meget diskret dapper med foden under sædet eller rokker let med hovedet i takt til musikken.

Jeg har i den forbindelse flere gange tænkt på et interview, jeg læste for ikke så længe siden. En eller anden sociolog eller antropolog, eller hvad hun nu var, beskrev det sådan, at folks private rum nu var noget, de tog med sig rundt. - I modsætning til førhen, hvor det private rum var afgrænset rent fysisk til "derhjemme".

Man snakker ofte om, at vi i højere og højere grad inddrager andre i vores private rum. Og forskellen på 'privat' og 'personligt' debatteres tilsvarende. Hvor går grænserne? Hvorfor produceres (og ses!) tv-programmer som "Big Brother"? Hvad er blogging for noget? Hvor privat kan man være på en blog? Osv..

Dér i s-toget kan man så pludselig opleve fænomenet ved selvsyn: Privat og offentligt smelter sammen. En kvinde sidder og ser nærmest vred ud med sine ipod-ledninger i ørerne, en ung fyr i baggy pants smiler saligt, mens hans hoved rokker i noget, der godt ku' være være en funk-rytme, en midaldrende mand ligeledes med de afslørende dimser i øregangene småslumrer afslappet.

Jeg ku' SÅ godt tænke mig at vide, hvilket lydspor, de tre denne mandag eftermiddag havde valgt til deres liv. Men det ville være at gå over grænsen. Tilsvarende finder jeg det faktisk en sjælden gang imellem lidt pinligt, hvis en medpassagér hører så høj musik, så man rent faktisk kan afgøre, hvad det er for en kunstner, der lyttes til. Og jeg kan ikke være den eneste. Flere gange har jeg iagttaget, hvordan folk sidder og smiler indforstået til hinanden:
"Åh Gud, Nik og Jay! Én af dem!"**

Det er ikke bare, at musik, som man ikke selv har valgt at høre på, nemt kan opfattes som støj. Det er simpelthen osse et spørgsmål om, at man meget hurtigt kommer til at føle sig som en voyeur.
Lidt ligesom hvis et par sidder og råkysser og rager på hinanden, mens man sidder lige over for dem. Man ser noget, man ikke selv har valgt, bryder sig sandsynligvis ikke så meget om på den måde at blive inddraget i noget, der ikke vedkommer én, og alligevel kan man nærmest ikke lade være med at kigge. Om ikke andet så fordi man med et måske meget stirrende blik forsøger at indikere, at dette overskrider éns grænse og gør det umuligt at ha' sit eget lille private rum dér i linje A mod Hillerød. Jeg vil altså hellere høre min egen musik og drømme om min egen partner, når der har været mennesker i mit personlige rum hele dagen.

Men alligevel får jeg altså lyst til somme tider at "banke på" hos en medpassagér: "Undskyld, må jeg komme ind? Må jeg lytte med? Der ser rart/interessant ud ovre hos dig."

Lommen - nysgerrig på den tavse måde

P.s. Mig? Jeg hørte Karen Busck, fordi jeg var så glad, men hvad vedkommer det nu egentlig dig...? !-)


**) Visse - ældre - medpassagerer tænker dog sandsynligvis blot: "Det var dog noget rædsom musik!" eller "sku' dét nu være moderne??"

5 Comments:

Blogger BusterLiguster sagde...

Skønt indlæg... måske også fordi jeg fuldstændig falder for din sociologiske vinkel ;-)

Og i den sociologiske optik kan der da så afgjort argumenteres for, at vi tager vores private rum med ud i den offentlige sfære... Problemet med dette er vel blot, at forbliver med at være privat i det offentlige... Jeg er således ikke helt sikker på, at alle vil kunne få lov at lytte med ...

Men super interessant indlæg du har gang i her...

28 november, 2006 08:47  
Blogger Pernille sagde...

@Liguster:
Nej, hvor er jeg glad for, du ku' li' indlægget! Var ikke særligt sikker på, at det var helt færdigformuleret, da jeg postede det, og tankerne er stadig ikke heeeelt gennemtænkte. Men det behøver de jo heldigvis heller ikke altid at være på en blog... :-) Ska' jo være plads til prøveballoner.

Min pointe er netop, at folk vedbliver at være private, selv om de tager deres lille "boble" med ud i det offentlige rum. Og at de bobler kan være meget frustrerende at se på, fordi man får lyst at "smage". Ligesom i en slikbutik, hvor alt står fremme, men man ikke må stjæle.
På den anden side, uanset hvor éns private rum så befinder sig rent fysisk, så er det vel enormt vigtigt, at det ER der og vedbliver at være privat?

De overvejelser jeg har haft her er fx:
Hvad sker der, hvis man prikker hul på boblen? Er det dét, der er meningen? Hvordan ville man selv ha' det, hvis andre gjorde det mod én? Osv., osv.

Til syvende og sidst ku' man vel osse overveje, om det at vi sidder med musik i ørerne, gør os så meget mere private i offentligt rum, end når vi bare sidder i vore egne tanker...

28 november, 2006 18:11  
Blogger BusterLiguster sagde...

Jeg ville ønske flere turde prikke til boblen ... men som skrevet ... er ikke sikker på, at det vil blive modtaget lige godt af alle...

Men prøv det ;-)

28 november, 2006 20:04  
Anonymous Anetq sagde...

Fantastisk indlæg - tænker også tit på noget lignende, måske skal vi starte en trend med at spørge efter medhør på folks musik?

29 november, 2006 20:47  
Blogger Pernille sagde...

@Liguster:
Der er mange måder at prikke på. Og jeg gør det skam. Bare ikke lige ift. folks mp3-afspillere. De er hellige. Trods alt.
!-)

@Anetq:
Dejligt, du ku' li' mit indlæg. :-)
Ja, jeg har osse overvejet det dér med medhør, men sjovt nok ved jeg ikke, hvor interesserede hverken jeg selv eller andre ville være. Hvis modvilligheden viste sig meget stor, ku' man måske begydne at anvende det som en slags straf?
"Du skylder for meget i skat/har ubetalte fartbøder, så du er hermed idømt medhør på din Ipod resten af året."

Hm...

30 november, 2006 14:40  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home