tirsdag, november 28, 2006

Ét ord...

... ét eneste forbandet, lille ord. I en sms - mediet, man umuligt kan tage seriøst, men som alligevel har startet demonstrationer, afsløret utroskab og dermed smadret forhold. Ét ord. Og straks sidder jeg i loftet af fortolkning.
En fortolkning som ku' strække sig ud over hele dagen i morgen, hele tiden hvirvle ængsteligt rundt i mit baghoved og få maven til at sitre nervøst. Ganske enkelt gøre dagen til en dårlig dag, en halv dag. En af dem, hvor man ikke heeelt er til stede. *Suk*.

Men ved I, hvad det fantastiske er? Det fantastiske er, at selv om tossede, overfølsomme Pernille så ringer til ham midt om natten og spørger, hvad det betød og fortæller, hvor ked af det, hun nu er lige ved at blive, så svarer han, at...

... det gør ikke noget, du vækker mig
... det var rigtigt godt, du ringede
... det var bare et dårligt ordvalg, sov trygt
... selvfølgelig vil jeg gerne ringe til dig
... du skal ikke være flov over dine følelser

Lommen - hvorfor skal vi kvinder bare (over)analysere??!

5 Comments:

Anonymous Alice sagde...

Men hvor modigt er det lige at du vælger at gøre det, vælger at vække ham og finde ud af hvad det liiige var han mente. Ret modigt synes jeg. Jeg kender mange piger, som ville vælge at gå rundt med ondt i maven over tvivlen...

28 november, 2006 12:57  
Blogger Pernille sagde...

@Alice:
Modigt? Hm... Altså jeg har jo mest en tendens til at tænke, at jeg bare burde ha' tillid og så lade være med at være så møgfjollet. Men sådan er virkeligheden desværre - endnu - ikke for mig.
Jeg anskuer det nok lidt sådan, at hvis jeg vælger at lade tvivlen nage, så kan jeg ikke tænke på andet og så bliver det pludselig til et eller andet kæmpestort, som der vil blive prikket til inden i mig, så snart der så er noget andet, jeg bliver stødt over. Og så ku' det hele lige pludselig blive vældigt kompliceret.
Så selv om jeg følte mig pinlig over det, valgte jeg så at "bekende kulør".
Men altså, hvor er det dog skidt at måtte indrømme, at man har så lidt tiltro. - Til modparten og til sig selv (og til sin egen værdi for den anden).

28 november, 2006 16:37  
Blogger Lizelotte sagde...

Han lyder da godtnok helt rigtig... gi' ham et livsnyderkram fra mig...

28 november, 2006 22:38  
Blogger Pernille sagde...

@Lizelotte:
Dét er han nemlig! Jeg har stadig svært ved at fatte, at jeg virkelig har været så heldig. :-)
Ku' i øvrigt godt lide den formulering. Den lyder i mine ører meget lun og meget jysk... !-) Svært at forklare nærmere.

28 november, 2006 22:51  
Anonymous Alice sagde...

Jeg synes stadig, at det er modigt! Og følsen af at være lidt fjollet, når man får afvide, at det ikke var noget, er intet imod følelsen af at være eksploderet over noget mere åndsvagt... (fx, chokolade der nægter at hænge ordentligt fast på jordbær) og så midt i eksplosionen måtte erkende, at det i virkeligheden handler om noget helt andet, som man bare er for bange til at få sagt...

28 november, 2006 23:20  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home