Fætter Bent, Karl Kvik og Ejvind

Vi kender dem alle sammen, de dér fiktive figurer, hvis navne egentlig bare bruges i stedet for 'fister' eller 'makker' eller tilsvarende tåbeligheder. Bruger dem skam osse selv, ta' ikke fejl af det, men godt lyder det jo (hånden på røven) egentlig ikke: Bror Lort, Søster Lystig (el. Lagkage), Ole Oplæser, Holger Fortolker, og hvad de nu ellers hedder alle sammen. Der er liiiige lidt for meget "smart-i-låget-og-teflonbelagt-bybo" over det. Men sådan tænker jeg måske nok bare, fordi jeg har en tendens til at synes, at jeg selv for hurtigt bliver lidt vel smart (og irriterende) at høre på, hvis jeg kalder folk ét af ovenstående tilnavne. Tilsvarende gider jeg egentlig heller ikke høre mig selv til- eller omtalt på den måde.

Næ, helt anderledes nyttige og meningsfulde er figurerne i det persongalleri, som min familie har skabt. Somme tider har jeg overvejet, om andre familier mon osse har sådanne figurer. I så fald kunne jeg virkelig godt tænke mig at høre om dem! Indtil da kommer her fortællingerne om Fætter Bent, Karl Kvik og Ejvind.

I den familie, jeg kommer fra, er der (surprise!) en tendens til, at folk snakker længe, højt og drillende. Vi afbryder hinanden enormt meget og har i det hele taget en ufatteligt dårlig og til tider næsten stressende samtalekultur, når det kommer til at vise respekt for hinanden (hvilket især min bror og jeg er blevet os mere og mere bevidst i de år, vi nu har boet for os selv). Så vi prøver at komme efter det, fordi det faktisk begyndte at gå os på, efter at vi alle mulige andre steder havde oplevet, hvad det egentlig vil sige, når folk lytter til hinanden i stedet for enten at afbryde eller parallelsnakke, som vi kalder det (det er, når man begynder at tale om sig selv under dække af interesse for modparten. Indledes ofte med formuleringer à la: "Jamen, det kender jeg godt. Det er ligesom, når jeg...". Nej, det er ikke, og hvis jeg havde brug for at høre om dig lige nu, havde jeg sagt det. Okay?)

Well. Fordi det er meget langt at skulle sige til nogen, at "nu gør du igen det dér med at sidde og være helt vildt smart at høre på, når jeg har sagt noget, som jeg faktisk gerne ville have, at I andre viste respekt for og gik ind i", så har min altid sprogligt kreative Fru Moder opfundet figuren Karl Kvik. Det vil sige, han har nu ganske vist eksisteret i vores familie en del år efterhånden, men efter at vi begyndte at diskutere vores samtalekultur derhjemme, har han helt klart fået en revival.
Karl Kvik er, som navnet antyder, så klog, at han kan undvære hovedet. Faktisk ved han præcis, hvad andre vil sige, før de siger det, og han er ikke bleg for at svare på spørgsmål eller kommentere udsagn i øvrigt, før de overhovedet er ytret. Temmelig irriterende type med andre ord. Og det er super praktisk at kunne sige til fx min bror, når han virkelig folder sig ud på den måde, at "nu må Karl Kvik altså godt tage at flette næbet". Så ved alle i familien, hvad der menes. Og samtalen kan hurtigt fortsættes, hvor den gik i ged. For en ordens skyld kan det tilføjes, at der bestemt ikke er noget i vejen for at kalde kvinder Karl Kvik. Både min mor og jeg er - med rette - jævnligt blevet udråbt til én af slagsen!

Helt anderledes er det at blive beskyldt for at være en Fætter Bent. Fætter Bent er min fars opfindelse, og han (altså Bent) er ikke for klog... Faktisk er han lidt halvnaiv og bliver som regel taget ved næsen. Fætter Bent opdager det ikke engang bagefter. Til gengæld bliver han noget så ked af det, når andre individer, som er noget mere vakse ved havelågen end ham selv, hånligt påpeger, at "1 stk. for 10 kroner, 3 stk for 45... Dér er du da blevet taget i røven, Fætter Bent! Hvorfor tog du "tilbuddet"??!" Fætter Bent er altså ham den godtroende, som ikke rigtigt lærer af sine fejl.

Nu er det altså ikke sådan, at min familie (nødvendigvis) har noget imod mænd. Men den sidste af de figurer, jeg gerne vil nævne, er ikke desto mindre osse en mand - eller i hvert fald af hankøn. Så har jeg ikke lovet for meget... Han hedder Ejvind og lever vist egentlig nok i virkeligheden, men jeg tror (og håber...!), at der er blevet digtet noget til hans character sheet hen ad vejen... Ejvind har glasøje, og ser derfor altid lettere desorienteret ud, eftersom hans øjne kigger i nogle lidt for divergerende retninger. Det desorienterede er i øvrigt ikke helt i uoverenstemmelse med, hvordan Ejvind er indrettet. Derudover er han tynd og skrutrygget, og hans brand kunne sagtens være: Ejvind - nu uden kropsfornemmelse. Hvis min mor synes, at nogen er "en Ejvind", er det som regel, fordi vedkommende ikke tør stræbe efter det, han gerne vil - eller ikke tør gøre sig klart, hvad han gerne vil. Ejvind kaster sig ikke ud i ting, men han er lidt hemmeligt misundelig på dem, der til firmafesterne danser vildt, og han bliver nemt forarget over de medfølgende historier (som han i øvrigt først hører bagefter, fordi han aldrig selv registrerer ret meget af, hvad der sker mellem mennesker). Måske bor han for resten stadig hjemme hos sin mor i en alder af treogtredive...


Nu er det så, jeg godt kunne tænke mig at vide, om der er andre derude i Blogland, som osse kender til det her med at skabe den slags figurer. Jeg forestiller mig ikke, at min familie er unik. Der må ligge nogle sjove fætre og kusiner til de her gutter (Fætter Bent, Karl Kvik og Ejvind) derude. Hvad hedder de mon? Og hvad kan de (ikke)?

Lommen - der for tiden er lidt for meget en Ejvind...