Om folk der stjæler andres personligheder

Først nogle "regibemærkninger", så du kan sætte dig ind i, hvor min dagligdag udspiller sig...

Jeg bor i Huset Mellem de To Søer. Vi kunne osse kalde det Villa Villekulla. Det navn passer meget godt sammen med, at vi godt kan være lidt barnlige i vores omgangstone herude, og så er der ligesom i Pippi Langstrømpes hus et evigt rend ud og ind. Hos os er det familie, venner og venners venner til de mange beboere her i huset, som dumper forbi. Vi er knap tredive mennesker i Huset Mellem de To Søer.
For at vende tilbage til det barnlige: Humor er en udpræget del af livet her. Man kan ikke bo så mange mennesker sammen, hvis ikke man kan klare lidt fis - eller får ideerne til det. Til gengæld har vi nok mere at lave fis med, end hvad tilfældet normalt er for folk, der ikke er i familie; jeg har set mange af mine bofæller meget morgengrimme, dybt ulykkelige og grædende, ude af sig selv af raseri, grædefærdige af grin, helt udkørte af træthed, stinkende berusede, forelskede, deprimerede osv.. Vi kender hinandens vaner, svagheder og styrker. Det er meget specielt - og jeg påskønner (næsten ;-) ) hvert sekund af det. Vi driller hinanden meget, sådan som folk, der kender hinanden godt, nu engang gør - og diskuterer og provokerer bestemt osse. Men decideret uvenskab (eller det, der ligner) ses sjældent. Det ville osse være problematisk med for meget af den slags. Vi lever jo netop sammen,"på godt og ondt", som det hedder. Og der er både venskaber og romancer på kryds og tværs i huset.
Før der nu går helt reality voice over og Tv-Danmark i den, må jeg hellere bryde af. Den opmærksomme læser vil alligevel osse for længst have gættet, at der nu trods alt må følge noget, som bryder idyllen. Og selv om det på et eller andet plan er irriterende ikke at kunne overraske, så må jeg jo lægge hovedet på bloggen og erkende, at det er lige præcis sådan, det forholder sig - nu ryger (lidt af) idyllen:

Der skal meget til, før man virkelig skiller sig ud her, synes jeg - al den stund at man ikke kan "stikke ud" fra flokken, når alle i flokken er så forskellige fra hinanden. Ikke desto mindre går det udmærket for den her fyr med nogle usædvanligt fremmedfjendske og i det hele taget markante holdninger til snart sagt alting. Og det er der sådan set ikke noget nyt i. Hverken holdningerne - eller det at han bor her. Det har han gjort, længe før jeg selv kom hertil (sidste sommer), og holdningerne har han haft endnu længere. Til gengæld ska' jeg love for, at alle andre i huset osse har en holdning til ham!
Især skyldes det hans syn på "de fremmede". Vi snakker ikke DF, mine damer og herrer, vi snakker ikke en racistisk vittighed i ny og næ. Vi snakker sympati for (og direkte kommunikation med) blandt andre den netop racismedømte Kaj Vilhelmsen. Vi snakker forkærlighed for alt, hvad der er "ærkedansk" (hvad dét så end vil sige), udelukkende fordi det er netop dansk og tilsvarende modvilje mod alt udenlandsk (og da især ikke-kristent!) - vi snakker kort sagt Dannebrog op på væggen og alle udlændinge ud af kongeriget.

At gå nærmere ind i, hvad disse holdninger i øvrigt går ud på, vil være både uinteressant, overflødigt (og desuden deprimerende for skribenten). Hvis du bliver hængende her på kanalen, følger derimod noget om påvirkning. Og nej, før du nu læser videre, kan jeg lige så godt sige, at jeg ikke er gået hen og blevet fremmedfjendsk af at dele bopæl med denne her fyr. Men jeg har fået indsigt i noget andet og langt mere interessant. Og det var dét, jeg ved en tilfældighed kom til at diskutere med en af husets andre beboere i går.
Jeg opdagede nemlig, at hun og jeg havde reageret og følt på præcis samme måde ift fyren her. Det her handler ikke om racisme eller politik. Sagen er, at...

Fyren her stjæler personligheder, når man ikke kigger.

Den pige, jeg talte med, er venner med fyren og snakker med ham stort set dagligt. Tro det eller ej: Han kan osse være meget, meget sød og rar og beleven. Og så har han tilmed humor.
I går fortalte denne pige mig så, at hun faktisk ikke mente noget om ret meget. Når det kom til stykket. Tit syntes hun nemlig slet ikke, hun havde forstand nok på ting til at tage stilling. Og jo, hun stemte da venstreorienteret, men derfor kunne hun stadig nu og da være enig med både konservative, Venstre-mænd og DF'ere. Fyren her mener i modsætning til hende noget om alting. Ganske enkelt. Og for ham er verden delt op i sort og hvidt. Han er den type menneske, som er sine holdninger (hvis man angriber hans meninger, angriber man således hans person). Og fordi hans følelser ift den såkaldte "danskhed" er så stærke, og fordi han samtidig ser sig selv som intellektuel, så mener han meget, meget voldsomme ting om, hvad det vil sige at være "dannet" og "kultiveret" og hænger tit og ofte folk i huset ud for ikke at være det. Den danske sangskat, den danske litteratur, vores sprog (som ikke må moderniseres/ændres på nogen måde) - den danske kultur i det hele taget - bliver dermed sprængfarligt område. Denne pige havde i månedsvis forsøgt at holde trit med ham. Hun var hoppet på dette tonsende damphelvede af et holdningslokomotiv til trods for, at... hun normalt ikke mente ret meget og ikke var specielt politisk.

Pigen fortalte mig, at hun i begyndelsen var blevet så forbløffet over denne fyr og hans diskussionslyst og provokationer, at hun nærmest instinktivt indtog en rolle, som slet ikke var hende. Hun fik nemlig følelsen af, at der skulle noget helt ekstraordinært til for at kunne hamle op med denne her fyrs verbale evner og ikke mindst hans talent for at trække identiteter ned over hovedet på folk... Paradoksalt nok fik dette hende netop til at udvikle en ny identitet. Derfor blev hun til hende den ekstremt venstreorienterede øko-freak med peace-tegn og "make love not war"- attitude (selv om hun bare er en almindelig moderat SF'er med glæde for gode råvarer i butikkerne - en SF'er, som i øvrigt ikke ved meget om SF's programpunkter generelt, men bare synes, deres grundholdning og menneskesyn passer godt til hendes eget). Hun blev hende, som midt i en diskussion med fyren hørte sig selv sige: "Hold nu bare kæft!" og "Du er simpelthen for indskrænket at mene sådan!" (I huset er hun ellers kendt for at være meget påpasselig med, hvordan hun formulerer sig og især for at være udpræget høflig). Hun blev hende, der brugte kloge ord, selv om hun - som hun selv formulerede det - "slet ikke er klog". Hun blev til hende, der ville væk fra Danmark så hurtigt som muligt, så snart hendes uddannelse var slut (selv om hun i virkeligheden holder meget af sit land og reelt ikke aner, hvad hun vil foretage sig, eller hvor henne hun vil slå sine folder efter sin uddannelse). Alt sammen pga denne fyr, som driver folk ud på vanviddets rand eller bare til den totale opgiven. Hun måtte gå i opposition.

Jeg stod helt bogstaveligt og stirrede måbende på hende, mens hun fortalte. Det var som at høre mine egne forvirrede tanker komme ud af et andets menneskes mund i snorlige rækker af velordnede ord. Jeg havde det i efteråret på præcis samme måde med denne her fyr. Hans mere eller mindre eksplicitte forventninger til, hvem jeg var, hvad jeg kunne, mente og bedrev, kunne styre mig, så jeg simpelthen ikke kunne kende mig selv. Efter hver samtale med ham følte jeg det vitterligt, som vågnede jeg op af en eller anden mystisk drøm. Hver gang sku' jeg lige komme til mig selv igen (tag endelig udtrykket 'komme til mig selv' bogstaveligt, for jeg havde det, som om jeg havde forladt mig selv for en stund...). Selvforglemmelse kan være glimrende. Men dette havde intet med sund selvforglemmelse at gøre. At sidde bagefter og på ingen måde forstå, hvorfor man har formuleret sig og handlet, som man har - det er en ekstremt ubehagelig fornemmelse. Og det var frygteligt - simpelthen frygteligt - ikke bare at kunne bevare tyngden i maven og sige: "Jeg gør sådan og sådan, jeg mener sådan og sådan og færdig slut." Jeg gjorde nøjagtigt som hende min bofælle. Gik i trods. Gik i en slags implicit dialog med hans forventninger. Ville hellere lyve om, hvordan min familie fx er, end at sige sandheden, hvis den passede for godt med hans forventninger. Han vil have ærlighed, men det får han ikke, for det er ikke det, han selv sender ud, og det forstår han vist ikke. Så han bekræftes til evig tid i, at ingen er til at stole på. Således er der osse god grund til at blive ved at være mistroisk over for "de fremmede"... Men det er en anden historie.

Én ting er at sætte sig ned og med vilje mene det modsatte af den, man diskuterer med. Det har vi vel alle gjort nu og da. Noget andet er ikke at kunne lade være med at gå i dialog med andre folks mere eller mindre ytrede forventninger til os som mennesker. Hvis vi begynder at føle, at vi hele tiden skal enten gå ind på eller modbevise de her underliggende forventninger - hvis vi accepterer, at det er sådan verden er indrettet - så er det, jeg mener, at vi er fucked, så er det, vi mister os selv. - Ikke er tro mod os selv som personer. Så giver vi modparten lov at digte os.

Giver det mon mening for jer, det her???

Det giver i hvert fald mening for mig at lade være med at kommunikere med ham her. Og det giver mening stædigt at forsøge at finde svar på, hvordan f... jeg får så meget styr på mig selv, at jeg ikke er så nemt påvirkelig. Det er jo ikke første gang, at jeg har oplevet ting som dette. Når engang jeg har fået lidt mere fod på det, kunne jeg så i øvrigt osse godt tænke mig at vide, hvad det er, de her mennesker får ud af at køre sådan rundt med andre - og om det mon virkelig er noget, de gør bevidst...

Min kvindelige bofælle er blevet enig med sig selv om, at hun ikke lader sig køre rundt med mere. Sådan har det været de sidste uger. Jeg blev så glad på hendes vegne, da hun fortalte, at nu mener hun bare, som hun mener, og når hun ikke mener noget, så mener hun ikke noget. På det sidste er fyren da osse (ængsteligt?) begyndt forsigtigt at spørge til, hvorfor hun ikke reagerer på hans provokationer. Ska' vi skyde på, at hans usikkerhed (for usikkerhed må være det, som denne trang til at styre showet bunder i) stikker hovdet frem nu? Og nu sidder han så meget i saksen. I hele huset har folk på det sidste været inde på, at han vist er brændt temmelig varm på hende. De fleste bedømmer osse, at hun ikke er interesseret. Og han bliver mere og mere sårbar, for hver dag der går. Nu må han snart smide masken af holdninger. Og så er hun stærkere end han, for hun tør stå ved sig selv. Som jeg sagde til hende: Jeg har næsten ondt af ham. Han ved nemlig slet ikke, hvordan man gør det dér - står ved sig selv.

Og den slags er jo ikke bare et greb i Lommen...