Kender du det?

Jeg synes, der er talrige pudseløjerlige formuleringer i hverdagen, der simpelthen uundgåeligt lægger op til fornøjelig misforståelse eller i det mindste påpegning af sprogets mærkværdigheder. Som for eksempel når folk i arrigskab og desperation forsøger at gøre opmærksom på, at man er ved at nærme sig deres grænse for, hvad de vil være med til:
"Så er det godt, min fine ven!"
Det er det jo overhovedet ikke! - Godt, altså! Og man er da slet ikke modpartens "fine ven" i netop det øjeblik. Jeg har derfor til irritation for de fleste valgt i stedet at udbryde: "Så er det dårligt!"
Eller hvad med den fantastiske (og komplet tomme) betingelsesbisætning: "...hvis det er..."?
"Vi kan da godt tage en pizza med hjem, hvis det er..."
Hvis det er HVAD, om jeg må spørge??! Og hvis HVAD er?? Ofte kan jeg ikke lade være med at tilføje: "Og dét er det jo som regel". Og jo, folk ser skam desorienteret på mig, når det sker, og de har vist egentlig nok vænnet sig til, at hende Lommen bare ikke fås uden de dér unødvendige kommentarer. "De lever med det", som det hedder.
Så er der mit yndlingshadeudtryk, som jeg desværre osse selv af vanvare kommer til at bruge somme tider: "Havde jeg nær sagt".
"Ja, hende din date fra i lørdags havde da godt nok lige fået hældt noget syreregn i nedløbsrøret! Hun var sgu da pilvissen, havde jeg nær sagt!"
Du har sagt det, kammerat. Tag dit ansvar! Get over it! Det var ikke genialt, men du sagde det ikke desto mindre. Og der er ingen grund til med det her billige trick at prøve på at bilde folk ind, at du ligefrem reflekterer over, hvad du siger, når vi alle sammen kan høre, at det gør du ikke. Basta! Med et yndlingsudtryk kunne jeg fristes til at sige: "Tag os sammen!"
Denne her må osse med: "Sku' jeg hilse og sige!"
"Bloggere er da simpelthen lige et nummer for selvoptagede, sku' jeg hilse og sige!"
Jamen, ved du hvad? Kan jeg ikke lige få nummeret på ham, du hilser fra, for så vil jeg da egentlig hellere tage diskussionen med ham selv...!
Eller hvad med de her folk, der bare ikke kan huske ting, men som er hæderlige nok til at love os, at de vil gøre et forsøg:
"Tak for et godt råd. Det vil jeg skrive mig bag øret!"
Superduper! Jeg tror faktisk osse, jeg vil lægge de mails, jeg får fra netop dig, i en mappe, hvor jeg ikke kan se dem... Ligesom jeg hænger mine huskelister op på strategisk udvalgte steder, hvor de er fuldstændigt umulige at få øje på...
Så er der udsagnet "Kender du det?" Det kan umiddelbart ligne et helt normalt og endda empatisk spørgsmål, men tag dig i agt! I visse menneskers univers bruges det som det, vi sprogmennesker kalder gambits. Det er de dér små ord og lyde i talesprog, som hjælper os med at vide, hvem der har ordet, hvem der vil afbrydes, og at nu skal man lige nikke og smile og se ud, som om man forstår. Det er sådan noget som fx "ik?" i slutningen af en sætning eller "øh" inde i midten. Fint nok. Supervelfungrende. Kvadratisk, praktisk, godt og alt muligt. Agtigt. Men en hel sætning - som gambit???! Jamen, jeg kan jo ikke lade være med at svare hver gang. Og det bliver altså nogle gange til nogle ret underlige samtaler. For til en gambit skal man altså normalt ikke svare ret meget.
Jeg har en rigtig god veninde, der er frisør, som jeg ind imellem truer med at lave en bødekasse til: Værs'go' Fætter Møgkål, en blank femmer til mig hver gang du siger "Kender du det?"! For mit sarte øre kan altså næsten ikke udholde pludselig at blive udsat for ytringer i stil med: "Og så stod jeg dér med en kunde, og han fik en 9,11 i garnet, ik'? Og lortet ville bare ikke trænge ind, selv om jeg havde forpigmenteret, og så endte han altså med at blive grønhåret, præpubertær og bruge størrelse 48 i sko. Det var SÅ nederen! Kender du det?"
Det er SÅ grænseoverskridende for mig bare at skulle svare "ja" til sådan noget og så ellers fortsætte samtalen som om intet var hændt.... (tak for i aften - og undskyld, S!)

.....

Det var de irriterende, så er der jo osse bare de meningsløse. Som fx når folk "går rundt i deres egne tanker". Ja, for uglen i hulen da! Hvis tanker skulle de ellers fjumre rundt inden i??
Eller når visse rodehoveder (som for eksempel undertegnede) klager sig med ordene: "Æj! Hvorfor befinder tingene sig altid det sidste sted, man leder efter dem?!" Svaret på dette turde være tåkrummende indlysende... Men måske burde man fremover fortsætte med at lede, selv efter at den pågældende genstand var fundet? For afvekslingens skyld.

.....

Nå, så har jeg vist fået suret af. :-)
Godnat til verden (og værtinden)...