søndag, juli 22, 2007

Nej, det var faktisk ikke en god fest i går :-(

Nej, det var ikke sjovt i går. Det var vel en okay fest. Den startede i hvert fald rigtigt fint med højlydt sang og en masse snak og latter. Men så sad jeg lige pludselig omkring midnat og kiggede og tænkte: "Hvad fanden laver jeg her?" og mærkede tomheden trænge sig på. Blev irriteret over feststemte mennesker og vidste godt, at så var det vist på tide at trække sig.

Måske var det synet af værtsparret så ukompliceret lykkelige, kærestede? Måske var det bare ganske almindelig alkohol-tristesse? Jeg ved det ikke.

Gik i hvert fald tidligt i seng med en tåre i øjenkrogen og en tanke om, at kæresten og jeg sgu - vellykket samtale og lykkeligt samvær til trods - nok alligevel aldrig får en hverdag sammen. Fik igen følelsen af at det kun er mig, der vil. At det aldrig vil lykkes. At jeg ikke ene mand kan nedkæmpe alle forhindringerne.

Kæresten? Han var i byen og så ikke mine kede sms'er før meget senere og svarede ikke noget videre anvendeligt. Men hva' fanden? Han er jo osse så langt væk. Hvad sku' det alligevel nytte?

Lommen - jeg er ret ked af det i dag

7 Comments:

Anonymous Anonym sagde...

Kære Lomme. Måske ER det ikke ham, du skal være sammen med. Men tro alligevel stort og inderligt på kærligheden - den skal nok finde dig helt i den form, du har brug for. Specielt fordi du er så ærlig og åben. Der er nogen til os alle - det vil jeg i hvert fald helst tro... kh Shiva

22 juli, 2007 16:46  
Blogger Lommen sagde...

@Shiva (igen uden link - hvorfor det?):

Tak for endnu en sød og indfølende kommentar. :-) Og ja, troen på kærligheden - dén har jeg lovet mig selv aldrig at miste. Hvad er vi mennesker uden den?

Har det bedre. Der var pludselig en meget blød og brødebetynget mand, der syntes, han sku' ringe mig op i eftermiddags og fortælle mig, at han syntes, han havde tacklet mig og situationen fuldstændigt forkert i nat, og at sådan sku' det ikke være fremover. Han var meget utilfreds med sin egen håndtering af det, undskyldte meget og sagde, at "der er ikke så meget mere at sige end at jeg bare skal ringe til dig, når du har det sådan. Selvfølgelig".

Jeg lod ham forstå, at der er grænser for, hvor mange undskyldninger jeg vil lade mig spise af med...

Og så fik han da i øvrigt osse lige fortalt mig, at så dejligt, som vi havde haft det sidst vi sås, var han ikke i tvivl om, at han gerne ville ha' en hverdag sammen med mig. Snart. Han har nævnt for sin chef, at han er interesseret i at blive forflyttet til en anden afdeling, tæt på hvor jeg bor. Det betyder meget for mig.
I det hele taget er det jo netop den slags, der skal til: Han må tage at rykke på ting, hvis han vil ha', jeg skal tro på det her. Jeg har allerede én gang set mine drømme om en fælles fremtid smuldre pga Skuldrenes angst, som vi dengang begge måtte se i øjnene var for slem til, at flytteprojektet kunne lade sig gøre. Så jeg tillader mig at være skeptisk og forlange selvstændig handling på bordet, hvis jeg skal tro på det denne gang. Og jeg har vel at mærke ikke hele livet at vente i, vel? Jeg har faktisk kun indtil nytår, lod jeg ham for nylig forstå.

Som jeg elsker at citere Harry fra "When Harry met Sally" for at sige:
"It's just that when you realize that you wanna be with somebody for the rest of your life, then you want the rest of your life to start as soon as possible."

I dag fortalte Skuldrene mig faktisk, at han har det på samme måde.
Jeg blev glad, om end jeg stadig er på vagt. Det er - endnu - et skridt i den helt rigtige retning, at han kan finde ud af uden forbehold at ringe og sige: "Jeg fuckede op. Det er jeg ked af. Jeg forstår godt, du blev vred og skuffet. Hvordan har du det?"

22 juli, 2007 18:36  
Anonymous Sylejma sagde...

Det var dejligt at høre den fortsættelse, for jeg fik lige stikket i maven, kender lige præcis den følelse du gik i seng med igår aftes.
Jeg har engang hørt, at man ikke skal hænge sig for meget i, hvad mænd siger, men hvad de gør.. Så at han har været ved chefen og sætte en evt. forflytning i gang, det er da i den grad et skridt i den rigtige vej.. men derfor varmer det jo bare rigtgt meget med sådan en undskyldning på den kolde plet i maven.. Som du også selv siger,.. vi skal tro på kærligheden!! Om det så er ham for evigt eller ej.. og evigt, det er jo godtnok også lang tid.. ;)

22 juli, 2007 22:41  
Blogger Lommen sagde...

@Sylejma:
Problemerne opstår vist først for alvor, når kvinder begynder at hæfte sig ved ikke dét, mænd SIGER, ej heller det, de GØR, men det, som de IKKE GØR... ;-)
Glad for, du blev beroliget. :-)

23 juli, 2007 01:36  
Anonymous Anonym sagde...

Kære Lomme. Det glæder mig meget at læse fortsættelsen - der er krummer i de Skuldre :-) Mon ikke, han er ved at have fundet ud af, hvad han mister, hvis han ikke udvikler sig fra knude og lidt mere over i retning af, hvis ikke blød mand, så i hvert fald følende mand... Men pas stadig godt på dig - du må ikke affinde dig med at skulle blive ked af det med jævne mellemrum; i hvert fald ikke pga. ringe kommunikation jer to imellem. kh Shiva (der bare ikke er så teknisk)

23 juli, 2007 09:11  
Anonymous Kratluskeren sagde...

Puha, hvor jeg kender den der fornemmelse af man er helt alene om at prøve at redde noget som der bare SKAL to til. Et forhold kan man jo ikke få til at fungere sådan helt alene, i sagens natur.

Det virker nu som om han ønsker det. For mange mænd er det sværeste overhovedet at træffe beslutningen, for idet den er truffet, lukker man jo en masse døre. Ethvert valg er jo i langt højere grad et fravalg af alt muligt andet, for man vælger een ting, men fravælger 1.000 andre muligheder og det kan være skræmmende.

Håber for jer det lykkes - det gør herrenas når sådan noget forhold går for alvor i stykker, jo.

23 juli, 2007 21:34  
Blogger Lommen sagde...

@Shiva:
Ja, der ER krummer i ham. :-) Og noget af det jeg faldt for er faktisk modsætningen mellem hans enorme styrke og så hans følsomhed. Den modsætning kan så ind imellem osse komme til udtryk på en problematisk måde. Sådan er det jo: De gode egenskaber har osse en bagside, som man må ta' med. Og kommunikationen BLIVER gradvist bedre og bedre. Så sent som i dag har han fx for første gang virkelig kunnet vise mig sin vrede - og ta' ansvar for den ved lige at bede om en timeout. Og derefter vende tilbage med klart hoved. Dét synes jeg er ufatteligt stort!!

@Kratter:
Tror bestemt ikke, at det er noget særligt maskulint at ha' svært ved valgsituationer og store beslutninger! Dét er vist alment menneskeligt. :-)

23 juli, 2007 22:05  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home