torsdag, juli 19, 2007

Hemmeligheden er: Ingen regler

I min vennekreds dukker den for tiden op, hver gang vi holder fest eller sammenkomst eller hygge eller tamtam eller bare deler to øl og en gryde mad. Det er gutterne, det er gutinderne, det er sågar osse mine to søde, halvgamle forældre, det er medstuderende osv.. Alle snakker om det. Måske har de altid gjort det. Måske opdager jeg det som sædvanligt bare forsinket?

Diskussionen drejer sig om, hvad spil er for noget, og hvorfor det er så allerheeeelvedes underholdende.

Og nej, det er ikke ludo eller kalaha, vi snakker om...

Det er det spil, der ligger i, at når to mennesker er mødtes, og der har været andet i luften end de grundstoffer, som luft nu består af, så går dette spil i gang. Nogle vil sige, parterne sætter det i gang. Andre at det bare starter helt af sig selv, "for sådan er det nu engang mellem mænd og kvinder og blah, blah, blah".

Skåret helt ind til benet går spillet ud på at vise interesse for modparten, for derpå at trække sig for så senere at vende tilbage endnu engang. Pointen med dette skulle være, at man derved gør sig interessant.
Selv gode gamle Kierkegaard hævdede vist, så vidt jeg husker, at dette i sin essens var, hvad der lå i at gøre sig selv interessant for omverden. Og det var så sådan, han indfangede den skønne og purunge Regine Olsen - correct me if I am wrong.

Spillet går altså ud på at foregive ikke at være alt for interesseret ud fra den tankegang, at det der synes svært at få fat i, i den andens øjne bliver mere spændende og tiltrækkende. Man gør sig kostbar.

Flere har - forgæves - forsøgt at opstille nogle datingregler (spilleregler). Men tricket i hele dette spil er tilsyneladende, at ingen helt præcist kender reglerne. Det er altså spændingen (nogle af os ville kalde det 'utrygheden') i det, som sku' være det forførende.

Parterne satser altså hele tiden. Hvis man trækker sig for meget, risikerer man, at den anden mister interessen. Hvis man derimod virker for interesseret, sker det samme (ifølge spillets tilhængere i hvert fald).

Blandt vennerne går bølgerne højt. Meget højt.

Er dette spil virkelig nødvendigt?
Hvad går spillet ud på? - At få noget på den dumme eller at få et langtidsholdbart forhold ud af det?
Må man gerne spille med én, som man ved har dybere følelser for én, hvis man véd, at man ikke selv har det?
Hvor hurtigt skal man melde ud?
Og skyldes hele dette lirumlarum ikke bare alle de andre, som man har "brændt sig" på, og som derved må siges at bære ansvaret for, at man nu ved, at i de voksnes verden spiller man ikke med åbne kort?

Nogle befinder sig tilsyneladende som en fisk i smult vande i dette cirkus af forstillelse og (hvide?) løgne - i ekstreme tilfælde kører spillet over flere måneder. Disse personer finder det utroligt underholdende og ytrer gang på gang over for anderledes kritiske sjæle: "Jamen, det gælder jo bare om at spille spillet", mens de griner på den dér forsøgsvist sammensvorne "du ved jo godt, hvad jeg mener"-måde.

Men nej, jeg ved ikke!

Som det vist fremgår af ovenstående, tilhører jeg ikke selv spillets fan-gruppe.

Hvordan fanden det nogensinde kan blive en kvalitet ved en eventuelt fremtidig kæreste, at han har lagt ud med at lyve for mig og med vilje køre rundt med mig for at give mig et eller andet bestemt indtryk af ham... magter jeg bare ikke at fatte.

Men okay.
Jeg er så osse typen, der dagen efter en date kan finde på at ringe eller sms'e til den pågældende fyr blot for at sige: "Du? Jeg tror ikke lige, det her er mig, så jeg synes ikke, der er nogen grund til at ses eller snakke igen." End of story. Hvor svært er dét lige?
Tilsvarende har jeg gode erfaringer med at ringe til daten og sige: "Jeg ved godt, at jeg er pigen, så jeg nu helst sku' gå og vente på at høre fra dig, men når jeg nu ved, jeg godt kunne tænke mig at lære dig nærmere at kende, synes jeg lige så godt, jeg kan spare ventetiden."

Jeg véd det godt: Spillerne ville diske mig for hårdt for sådan noget! Og for dem går det måske osse bare mest ud på at ha' det sjovt for en aften eller en uges tid, og så er reglerne måske anderledes...?
Men jeg har nu osse set folk "spille sig til" en kæreste - om end jeg tvivler stærkt på, at det var spillet, der gjorde, at parterne langt om længe fandt sammen. Faktisk tror jeg nærmere, spillet har været en forhindring... Men fint - hvis det gør nogen lykkelige at tro, at de på den måde kontrollerer og styrer deres medmenneskers handlinger, såååå...

Tilgiv mig - jeg forstår ikke en skid af det her. Alligevel har jeg i langt størstedelen af mit voksne liv haft længerevarende forhold og masser af flirt.
Og ja, jeg har da ligesom alle andre oplevet at være ærlig omkring mine følelser og intentioner og at føle mig til grin, når jeg blev afvist. Klart nok. Men jeg blev da hverken mere eller mindre til grin af åbent at stå ved mine hensigter - til gengæld fik jeg nogle mere præcise svar, fordi jeg spurgte efter det, jeg rent faktisk ville vide - nemlig: "Vil du ha' mig?"

Alt dette fordi jeg i dag blev forelagt den deprimerende oplysning, at nogen rent faktisk sætter spillet i et ganske overlagt system.

Lommen - ska' vi spille backgammon? (Så ka' vi altid se, hvad det udvikler sig til - jeg lover at ringe dagen efter... ;-))

3 Comments:

Anonymous Stuen til venstre. sagde...

Fy for pyffer en ulækker side... Ja altså... hvis det så bare handlede om at finde kærligheden, så fair nok... men det andet...!!?!? Og tænk at de her gutter ikke kan få sig et knald, ved at være dem selv... det er sgu da sørgeligt ad H til...

Nåhmen ud over det, så har jeg engang læst i psykologi, (noget nær dét du snakker om) - at Pige eller mand, der er blevet godt og grundigt såret, beskytter sig med at virke utilnærmelig overfor de næste bejlere... Dette skulle være en ret så uskyldig forsvarsmekanisme omend lidt sørgelig, at man ikke tør give sig selv fuldt ud igen... Men under alle omstændigheder er jeg heller ikke fan af spillet... Der er nok bare forskel på hvor bevidste spillerne er om spillet.. Og hvis det er ubevidst som f.eks. en forsvarsmekanisme jo ofte er, kan det jo desværre tolkes forkert af mod/medspillerne... Sikke noget rod altså... Nåhmen jeg er i hvert fald enig... Godt at den debat aldrig stopper...

19 juli, 2007 16:46  
Blogger Lommen sagde...

@St. tv.:
Ja, det er lige netop dét, det er: Sørgeligt!!

Og ja, for mig lyder det altså osse som om "The Game" kun er noget for folk, der er blevet MEGET bitre af at blive såret mht. parforhold.

Det dér med hvor bevidste parterne er om, hvad de laver, er jo netop meget, meget interessant, for altså:
Hvornår kan jeg fx siges at være BEVIDST om, at jeg ikke er interesseret i en mand? Hånden på hjertet: Hvem har ikke prøvet at stå dér og tænke: "Jeg ved godt, vi ikke skal mere sammen, men det er nu dejligt, at han kigger sådan efter mig?"

Det synes man måske selv lyder lidt selvoptaget og bekræftelsessygt (det ER det osse!) Derfor skyder man tanken fra sig. Men burde man ikke lige ha' sagt fra dér?

Det er så tit i den situation, at folk siger: "Jamen, modparten havde ikke sagt, han/hun havde følelser for mig. Det ku' de jo bare ha' gjort."

Tja... Jeg er stadig ikke sikker på, jeg synes, det er fair play. Overvejer endnu.

Men i hvert fald: Ligefrem at sætte spillet og forstillelsen og løgnen i SYSTEM, som det sker på den nævnte side, synes jeg nu alligevel er i en helt andet - KLAM - klasse for sig. Og jeg er glad over, at jeg ikke synes at være den eneste med det synspunkt.

20 juli, 2007 01:40  
Anonymous Sylejma sagde...

Spillet er nemlig hæsligt!!
..og de fleste gange har jeg også bare kastet mig ud uden faldskærm, og spurgt direkte.. og for det meste faldet pladask ned gennem jorden. Mærkeligt nok har jeg også været super hurtig til at netop skrive til dem, som rent faktisk VAR interesseret "Jep, hyggeligt, men tror ik´ lige det er os to"

For tiden har jeg en kollega, som har fundet en kæreste gennem nettet, hun sover allerede ved ham efter en uge, så det tegner vel godt.. men alligevel kan hun ikke bare sige til en anden gut, der er interesseret, "sorry, jeg smutter ik´ med til Toscana, da jeg er i noget andet". Det forstår jeg simpelthen ikke, hun vil lige vente til det rigtige tidspunkt.. så på den måde er det to-dimensionelle spil pludselig blevet tre-dimensionelt!! Nu bliver det så først kompliceret, så mener jeg bare at arket med spilleregler skal frem og tjekkes at der måske skal dømmes snyd!

Reglerne burde skrives ned, man burde kunne dømme inde og ude og ikke mindst nøl! Og et rødt kort burde males i panden på dem, som er dømt karantæne. For jeg synes det kunne være skønt, hvis vi kunne få sat et godt sikkert system op.. ikke mere rod!

20 juli, 2007 21:26  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home