Livet er noget mærkeligt noget
- Jeg tænker stadig, at jeg allerhelst ville bo i smilehullet i din venstre kind
- Jeg tænker stadig på den måde, du med dine lange fingre distræt trækker dig i hårene ved ørerne for at tjekke, om du mon trænger til en klipning
- Jeg hører stadig dit fnis og din stemme for mit indre øre
- Jeg ser stadig dine lange øjenvipper og dine store blå øjnes følsomhed for mig
- Jeg mærker din favn og kan næsten dufte dig
- Og jeg husker ting, vi gjorde sammen. Kan slet ikke lade være.
Alligevel ved jeg, at vi ikke skal være sammen.
Lommen - livet er noget mærkeligt noget
Nedfældet af Lommen kl 14:00
4 Comments:
Det lyder hårdt og smukt.
@Kontorchefen:
Måske min post lyder smuk? Virkeligheden er mest hård, synes jeg. Hvad dét angår, i hvert fald. Derudover: Velkommen til. :-)
Søde Pernille altså... det er hårdt, og hvor ville det være skønt hvis man i bedste "evig solskin i et pletfrit sind"-stil kunne slette den slags minder, og blive fri for de tanker... Og dog, er det ikke de tanker vi skal holde fast i? De smukke minder, og så glemme alt det der gjorde det hårdt? Bare huske det smukke, og huske at der var en grund til at det ikke gik... Hvis man glemmer det smukke og kun husker det hårde, ville man jo være dum hvis man kastede sig i ud i det igen... tror jeg...
@Alice:
Jeg har bestemt ingen intentioner om at slette de gode minder - så ville det da først gøre ondt. Dét har du ret i.
Prøver at huske de gammelkendte ord om, at den tid, der er godt givet ud, ikke kommer dårligt tilbage.
Meeeen... det svære er jo at GI' SLIP på alle minderne, ikke? Altså ikke at glemme dem, men acceptere, at de er fortid. "Lægge dem pænt i de rigtige skuffer", som min præsteven og sjælesørger udtrykker det. At man for at blive fri for det dårlige, som tyngede for meget, er gået ind på osse at MISTE noget. Det er hårdt at miste. Det er hårdt at lide tab - osse selv om man frit valgte det.
Bedste måde at kapere det på er, tænker jeg
1) at få følt følelserne og grædt igennem og
2) at vide, at der er mennesker, der hellere end gerne vil holde om én/lytte til én, mens man gør det. Tre uger mere og så har jeg det sikkert væsentligt bedre.
Men dét er jo noget af det mystiske ved os mennesker: Vi tror, vi skal drukne i følelsen hver gang. Hvilket ofte gør frygten for følelserne langt større END selve følelsen. Sådan oplever JEG det i hvert fald. Og jeg går i fælden HVER gang og skyder de fryyyygetelige følelser foran mig. Sådan noget pjat. På med læderhandsken, altså! :-)
Send en kommentar
<< Home