Ud og af sted...
... og fri for at tænke mere lige nu.
Der er tænkt rigeligt de sidste 2-3-4-5 dage, og alligevel er der slet ikke tænkt (og følt) færdigt. Men langsomt tegner der sig nogle konturer af noget, og jeg er vist både lettet og hunderæd... Som sagt mere om disse tanker, når jeg engang er klar. (Dette mest for selv at føre en slags dagbog, så jeg senere vil ku' huske, hvor jeg var henne i disse dage).
Men nu lægger jeg hjernen fra mig på bordet herhjemme og drager ud i al den sne, der væltede ned over København i aftes og i nat. For en stund er der dømt pause fra "hvad nu hvis...?" eller "nååå, så er det måske dérfor, at..." eller "kunne det mon skyldes...?" for slet ikke at nævne "hvis det her virkelig er sandheden, så har jeg været så meget på røven, så jeg nærmest ikke tør tænke over det...".
Jeg tager ud til en ven, som så tit har hjulpet mig med at rydde op i hovedet. I dag er det mig, der skal hjælpe ham med at få orden. Dér hvor han bor. Det bliver så godt med noget praktisk arbejde nu!
I aften laver han middag til mig, og den kommende halvanden uge er spækket med alle mulige både hyggelige, praktiske og pligtprægede aftaler mellem hinanden. Der bliver knald på! Uh, det bliver så godt!
Hyggelig distraktion og selskabelighed - here I come!
Lommen - en 'tænkepause' burde betyde "et afbræk fra at tænke"?
Nedfældet af Lommen kl 12:09
2 Comments:
Kære Nille, jeg beundrer din evne til at holde fast i, at du er ved at erkende noget vigtigt - også selvom erkendelsers karakter til tider er usammenhængende og fragmenterede, og man ikke liiige ved, hvor det bærer hen (Ja, jeg er nemlig også igang med sådan noget tænkeri - på en god dag ville jeg betegne mig selv som 'forvirret på et højere plan'...) Glæder mig til at høre mere om den mentale oprydning ;-) Knus.
Tankevækkende at dine tanker om ny erkendelse og grænsesætninger og revurderinger og selvudvikling med baggrund og klangbund i dyrekøbte erfaringer kommer samme dag som grænserne bliver sat Nørrebro.
Og på samme dag ("den første dag i marts") som Kaj Munks gamle vise fra 1943 handler om:
'Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smeltes ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted’ dér i fjor.'
Man kan godt ha' en lille anemone i baglommen og baghovedet livet igennem...jeg håber din indre transformation kan foregå uden at der øves selv den mindste form for vold mod nogen eller noget.
Jeg har selv både været i rollen som den uopnåelige og den ulykkeligt forelskede...der er megen smertefuld lærdom at drage i dem begge.
Send en kommentar
<< Home