Når fremmede bekymrer sig om én...

... er det i visse henseender endnu mere rørende, end når éns familie og venner gør det, al den stund at de "fremmede" jo ikke er forpligtede. Og lige netop dette, synes jeg i mange tilfælde, er én af Bloglands helt store styrker. Sortseere af diverse slags vil muligvis være kyniske nok til at ytre, at den tagen omsorg og spørgen ind til, som dagligt foregår i diverse kommentartråde i blogosfæren, er det rene overfladiske sniksnak og selvpromovering. Efter min mening siger det mere om sortseerne end om så mange andre...

Således blev jeg helt rørt, da jeg tidligere på dagen ret tilfældigt faldt over et lille indlæg, hvor en kvindelig medblogger var ret trist over at høre om mit kærestebrud og ikke mindst bekymret for mig og Nordvestjyden. (Jeg skal nok få gang i min feed reader igen, så jeg kan følge bedre med!)

Jeg synes, Blogland kan være meget rørende. Hvis man bruger det på passende måder, så er der så uendeligt megen menneskelighed, støtte, inspiration og varme at hente derude. Det er så på den anden side osse det, der gør, at man simpelthen kan få nok engang imellem. Men præcis som irl trækker man sig jo så bare lidt tilbage, indtil man igen har mod på andre mennesker...

Og ganske som irl gælder det osse i blogosfæren, at som man råber i skoven får man svar. Hvis man ikke viser sig selv oprigtigt, får man som regel heller ikke oprigtige meldinger og nærhed tilbage. Omvendt: Der er virkelig noget at hente, hvis man tør og vil.
Osse derfor er det så rart med al den åbenhed, jeg på det sidste har oplevet. Måske er jeg blevet bedre til at stå ved mig selv...? Arbejder i hvert fald på sagen.

Lommen - sådan er det bare