mandag, marts 05, 2007

Når fremmede bekymrer sig om én...

... er det i visse henseender endnu mere rørende, end når éns familie og venner gør det, al den stund at de "fremmede" jo ikke er forpligtede. Og lige netop dette, synes jeg i mange tilfælde, er én af Bloglands helt store styrker. Sortseere af diverse slags vil muligvis være kyniske nok til at ytre, at den tagen omsorg og spørgen ind til, som dagligt foregår i diverse kommentartråde i blogosfæren, er det rene overfladiske sniksnak og selvpromovering. Efter min mening siger det mere om sortseerne end om så mange andre...

Således blev jeg helt rørt, da jeg tidligere på dagen ret tilfældigt faldt over et lille indlæg, hvor en kvindelig medblogger var ret trist over at høre om mit kærestebrud og ikke mindst bekymret for mig og Nordvestjyden. (Jeg skal nok få gang i min feed reader igen, så jeg kan følge bedre med!)

Jeg synes, Blogland kan være meget rørende. Hvis man bruger det på passende måder, så er der så uendeligt megen menneskelighed, støtte, inspiration og varme at hente derude. Det er så på den anden side osse det, der gør, at man simpelthen kan få nok engang imellem. Men præcis som irl trækker man sig jo så bare lidt tilbage, indtil man igen har mod på andre mennesker...

Og ganske som irl gælder det osse i blogosfæren, at som man råber i skoven får man svar. Hvis man ikke viser sig selv oprigtigt, får man som regel heller ikke oprigtige meldinger og nærhed tilbage. Omvendt: Der er virkelig noget at hente, hvis man tør og vil.
Osse derfor er det så rart med al den åbenhed, jeg på det sidste har oplevet. Måske er jeg blevet bedre til at stå ved mig selv...? Arbejder i hvert fald på sagen.

Lommen - sådan er det bare

5 Comments:

Anonymous Anonym sagde...

Jeg skrev på min blog dette indlæg:

"Min blog/kontor er ligesom at få sit eget værelse igen. Husker tilbage på dengang jeg var dreng. Fik mit helt eget værelse. Denne følelse af frihed og privat intimitet får jeg tilbage ved at have denne blog. Ingen kender mig, familien kikker ikke med, ingen kollegaer, bare mit helt eget sted hvor jeg kan lufte mig selv. Tømme ud. Være mig selv. Kender I ikke der at når man er gift og deler alting, kan man godt savne at være sig selv. Privat. Mit eget lille drengerøvs-værelse, mit kontor."

Ja det er rigtigt man kan få inspiration, smæk, opbakning, møde spændende mennesker. Og på en måde mærke varme. Selv om det er internettet. Man kommer på en eller mærkelig måde til at holde af dem man "skriver" med. For det er så personligt og ærligt det man åbner sig med.

06 marts, 2007 09:55  
Blogger Lommen sagde...

@Kontorchefen:
Du skrev på din blog, siger du... :-) Jamen, hvor ER din blog da? Troede ikke, du havde én, da du altid optræder uden url her! Er du mon personen bag
endnuendagpaakontoret.smartlog.dk ??

Anyway. Jeg har nu - heldigvis - aldrig i alvorlig grad prøvet at savne "mit eget rum" i et parforhold. Måske er det, fordi jeg (endnu) ikke har været gift? Jeg vælger at være optimistisk og tro, at det både er, fordi jeg har haft kærester, der selv havde brug for luft, OG fordi jeg har kunnet finde ud af at trække mig lidt ind i mig selv, når behovet for alene-tid (og -tanker) opstod.

I hvert fald godt at du har fundet dig et frirum via bloggen, men lyder liiidt ildevarslende, at du sådan halvvejs skal "snyde" dig til det. Well, måske læser jeg for meget ind her, hvilket jo er en af de helt store ulemper ved Blogland og mediet...

08 marts, 2007 03:06  
Anonymous Anonym sagde...

Jo jeg har da en blog.
endnuendagpaakontoret.smartlog.dk
jeg er lidt ny så selvom jeg troede jeg havde skrevet min blogadresse, kom den så åbentbart ikke med.
Nej du har ret, sådan at snyde sig til frirum. Og ja nok forkert. Men. Så befriende med mit helt eget sted.

08 marts, 2007 07:59  
Anonymous Anonym sagde...

God morgen igen.
Skal man ikke skrive sin blogs adresse i "your web page" Skal man skrive www også ? Jeg gør det nok forkert.

08 marts, 2007 08:03  
Blogger Lommen sagde...

@Kontorchefen:
Jeg mente bestemt ikke, at det var forkert af dig at "snyde dig til et frirum" på bloggen. Prøvede at sige, jeg syntes, det var lidt tragisk, at du var nødt til at "snyde" for at opnå noget, som burde være et hvert menneskes ret.

I din sidste kommentar kan jeg se dit link - og jo, jeg havde jo fundet din blog. Vil da læse med engang imellem. Altid sjovest med "gensidig læsning". :-)

08 marts, 2007 13:58  

Send en kommentar

<< Home