Jeg er mere end bare TRÆT...

af ego-trippere...

Dem dér, som aldrig spørger ind til én. Ja, dem, der faktisk aldrig spørger. Dem, der hele tiden kan lede samtalen over på sig selv - og som sgu ikke engang forstår det, når man gør utvetydigt og lige ud af posen opmærksom på, at de "samtaler", man har med dem, går i stå, de få gange man selv forsøger at komme på banen som "emne"...
Jeg er TRÆT af parallelsnak - det burde forbydes!!

Jeg er faktisk fuldstændigt afsindigt desillusioneret over at blive udnyttet af sådan nogle ego-energi-snyltere. Men jeg må se i øjnene, at det er mig selv, der har været et fjols. Hvis jeg aldrig er den, hvis følelser bliver rummet. Hvis mine behov aldrig er i centrum, så er det de forkerte mennesker, jeg er sammen med. Osse fa'ens, jeg har indset, at jeg er bedre værd end det her og nu må ta' ansvar i stedet for at skælde verden ud, hva'...? *Syrligt ansigtsudtryk* Så må jeg jo trække mig, smutte min vej. Det er gået op for mig, at jeg i flere år har været styret af den store onde: "Jamen, hvad så hvis der ingen venner er tilbage, når jeg vælger dem fra, som kun interesserer sig for sig selv?"-angst og derfor er blevet ved og ved at tage ansvaret for de her relationer (der jo knap nok kan beskrives som relationer, eftersom en sådan udgøres af to engagerede parter). Jamen, de her mennesker er jo sjove og hyggelige, når vi så ses (og jeg altså er overskudsagtig og viser mig fra min muntre side og spørger ind og er givende og sætter mig selv i baggrunden) *bræklyde*. Hvis dét er grundpræmissen her, så hellere se verden i øjnene og gøre det alene!!!

Jeg har været for bange for at blive ensom, for bange for mit eget selskab. Nu er det lige før, jeg foretrækker det. Frem for sådan en gang forpulet wanna be. Fake - dét er, hvad det er. Der er vist en reeeet kraftig udrensning på vej i bekendtskabskredsen. Og jeg er fucking ligeglad med, hvem der måtte synes, jeg er en strid banan. Ingen kan sige, de ikke var advaret eller at de ikke fik en chance... Men sagen er vel egentlig, at ingen af parterne kommer til at synes, det "gør noget". Og hvis ting alligevel ikke "gør noget", kan det være lidt lige meget. Ikke?

Jeg er mere end bare TRÆT. Jeg er færdig. Med dem.

Lommen - nu med "så er det nok"-følelse i hele kroppen!
(Og det er jo en af de følelser, som leder til handling, right?)