...blive så hidsig og såret, at jeg slet ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned. Det værste er, at jeg føler mig meget, meget latterlig, når det sker.
@Kvakanden: Naaarh... Det er blevet bedre og bedre med tiden. Som regel er vreden faktisk til at håndtere på en ordentlig måde. For mig. Og for omgivelserne. Ingen råben og skrigen. Ingen svinen til. Var der heller ikke noget af i går, men... Jeg følte mig stadig komplet latterlig.
@Mie: Så sandt, så sandt. Men jeg er sgu lidt et nærtagende fjols for tiden - og somme tider bliver sårbarheden og usikkerheden lige til en ordentlig gang forsvars-vrede, der forplumrer det hele. Vrede for en sikkerheds skyld, du ved... Og når det så sker lidt for tit, ser jeg mig selv udefra og kommer til at spekulere over, om jeg mon egt ikke tager mig bare en smule latterlig ud efterhånden. Frygter lidt, at jeg i andres øjne er blevet "hende den hidsige", hvis vrde de ofte ikke fatter en lyd af. :-(
@SHA: Kompasset står i øjeblikket på "øv, jeg er så fjollet, at jeg bare helst vil glemme det hele, og jeg kan ikke finde ud af at opsøge ham, der sårede mig". Og jo, det VAR ganske rigtigt Ungersvenden. En sideeffekt har været, at noget i mig har besluttet, at han **helt sikkert** ikke er interesseret i mig på et dybere plan. Vores bofæller fortæller dog, at han flere gange i løbet af dagen har spurgt efter mig. Og at han ikke forstod/forstår en lyd af, hvorfor jeg blev så gal. Måske går det ham på? Og hvad gør jeg? Jeg ignorerer ham totalt. Kan ikke finde ud af andet. Magter ikke andet. Så moden er JEG så. Øv. Savner ham.
Fransk petit-journalistik, afdanket hippievrøvl og feministisk bøsseævl - dét er lige mig!
Den ligner måske lidt en bordlighter fra 70'erne. Og så er der intet kamera i. Men jeg holder meget af min fon og sms'er flittigt som en anden teenager...
Uden for bloggen kan jeg kontaktes via mail på: amokkogekonen snabela hotmail prik com
3 Comments:
Den første del er ok - den anden del spiller ikke...
Ingen følelser er latterlige :-)
Desværre alt for kendt fornemmelse. Håber kompasset falder til ro, og at det ikke er den lovende ungersvend der har kostet dig noget.
@Kvakanden: Naaarh... Det er blevet bedre og bedre med tiden. Som regel er vreden faktisk til at håndtere på en ordentlig måde. For mig. Og for omgivelserne. Ingen råben og skrigen. Ingen svinen til. Var der heller ikke noget af i går, men... Jeg følte mig stadig komplet latterlig.
@Mie: Så sandt, så sandt. Men jeg er sgu lidt et nærtagende fjols for tiden - og somme tider bliver sårbarheden og usikkerheden lige til en ordentlig gang forsvars-vrede, der forplumrer det hele. Vrede for en sikkerheds skyld, du ved... Og når det så sker lidt for tit, ser jeg mig selv udefra og kommer til at spekulere over, om jeg mon egt ikke tager mig bare en smule latterlig ud efterhånden. Frygter lidt, at jeg i andres øjne er blevet "hende den hidsige", hvis vrde de ofte ikke fatter en lyd af. :-(
@SHA: Kompasset står i øjeblikket på "øv, jeg er så fjollet, at jeg bare helst vil glemme det hele, og jeg kan ikke finde ud af at opsøge ham, der sårede mig". Og jo, det VAR ganske rigtigt Ungersvenden. En sideeffekt har været, at noget i mig har besluttet, at han **helt sikkert** ikke er interesseret i mig på et dybere plan. Vores bofæller fortæller dog, at han flere gange i løbet af dagen har spurgt efter mig. Og at han ikke forstod/forstår en lyd af, hvorfor jeg blev så gal. Måske går det ham på? Og hvad gør jeg? Jeg ignorerer ham totalt. Kan ikke finde ud af andet. Magter ikke andet. Så moden er JEG så. Øv. Savner ham.
Send en kommentar
<< Home