En slat salat på brødet

Altså, der var jo engang for efterhånden længe siden, hvor jeg sådan lige i forbifarten fik nævnt, at jeg var gået i gang med at skrive en blogpost om pålæg, nærmere bestemt rørte salater. Og nu er det vist på meterhøje tid at pippe lidt i Blogland igen, så here goes...

Se, allerede nu bliver det problematisk (hvilket naturligvis er et incitament til at fortsætte ufortrødent). Sagen er, at forskellige folk har vidt forskellige opfattelser af, hvad dylen samlebetegnelsen for de der mayonnaise-helveder mon er. Rørte salater, mayonnaise-salater, ikke-grønne salater (men blå eller?!?) Ja, ja - klamt barn mange øgenavne. Det var slet ikke navnet, det skulle dreje sig om, men derimod de mange (af traumer affødte) meninger, som jeg pludselig opdagede, at der både for mit eget og venners vedkommende knytter sig til - ja, netop - rørte salater. Du tror mig ikke? Jamen, så læs her og se, om der ikke er bare en smule, du kan genkende...

Jeg har diskuteret emnet med flere, og der lader til stort set at herske enighed om, at stjernen over dem alle i ulækkerhed helt klart er den russiske salat. Den er rød, den er fuld af rødbeder, og den er sød. Man kunne faktisk på en god dag vælge at anskue den som de rørte salaters karrysild. Men ak og ve - som mangeårig fan af karrysild må jeg alligevel fastslå, at sødheds-konceptet bare ikke holder til en konvertering til salat-format. Jamen, jeg ved simpelthen ikke, hvad det ligner - der findes galninge (heriblandt mit fædrene ophav), som gerne indtager netop dette syge mix tilsat en håndfuld halve hårdkogte æg. Æggene kunne være en formildende omstændighed - hvis ikke lige, det var, fordi min far altid efter at have kogt dem i rundt regnet tyve minutter, tilsyneladende beslutter sig for, at de måske kunne blive til æg igen, hvis bare han koger dem yderligere tyve minutter... Behøver jeg tilføje, at min far (nordjyde og - nåja - far) selvfølgelig ikke smider (endnu spiselig) mad ud...? At koge æggene en eftermiddags tid er et trick, han har udført så mange gange, at jeg begynder at formode, at det rent faktisk er noget, der hører sig til, i forhold til russisk salat. Jeg hører gerne fra kompetente folk på området!
Russerne har aldrig kunnet lave mad, men ligefrem - om man undskylder ordvalget - at skyde dem denne salat i skoene, blot fordi der er røde roer (læs: rødbeder) deri, er efter min mening lige skrapt nok. Jeg ville således ikke blive spor fortørnet, hvis det russiske diplomati snart udbeder sig en undskyldning for denne fatale danske bommert. Gad vide, hvad dansk suppe mon kunne tænkes at være...

Det italienske diplomati kunne passende følge lige efter det russiske. Ganske vist bør man måske gå stille med dørene, når man i en årrække har ladet en mand som Silvio Berlusconi "styre" sit land, men alligevel... Altså mayonnaise (jep, godt set, dér var den igen) og melede (!) ærter og gulerøds-tern (der helt sikkert er dyrket i den form) er da virkelig et trekantsdrama, som bare aldrig på noget niveau var meant to be! Det synes, som om man engang i halvfjerdserne, dengang da fløjsjakker med læderlapper på ærmerne og kogt hamburgerryg gik hånd i hånd eller... ahem...
Altså dengang pumpesvin, som min kære bror for længst har navngivet skinke, hamburgerryg og lign. selvdøde svineprodukter, var oppe i (kvalitets)tiden til alle familie- og kollektivfester, har man nok tænkt:

"Okay, varm hamburgerryg med ærter og gulerødder er da bare fjong. Hvad gør vi, når vi skal spise det koldt på brød? Ahrra! Lige op med en klump (nej, ikke 'klat', ikke 'klat'...) mayonnaise og så ned i med ærter og gulerødder dér og tje-tjing, du: Så har man en håndmad, der hænger sammen - gulerødder og ærter, der kan hænge fast på brød. Genialt!"

Nej, jeg har aldrig forstået det. Jeg vil ikke forstå det. Jeg vil ikke være en del af den verden dér. De ærter og de gulerødder dér... De hænger ikke bare fast på pumpesvinet i madpakken, vel? De hænger fast ud i hele madkassen - og i éns erindring i årevis efter. Har jeg hørt... Jamen, altså - vi taler jo om potentielle socialt nedarvede psykoser her! Kæmpe udskrivning for statskassen til al den psykologbehandling... Jamen, det er jo tragisk. Suk.

Nu kommer vi til en af de salater, som er så øv, at den selv véd det. For mig selv tænker jeg på den som kompleks-salaten. Den har gjort alt for at blive accepteret, og staklen er faktisk en godt begavet satan, for den véd udmærket godt, at accept er lig nul salat-image. Så hvad gør den? Den tager et navn - ja, et rigtigt navn og kalder sig *tadda* Waldorff. Den har altid stået på buffetbordet, følt sig overvægtig og kigget misundeligt over på de fikst pyntede desserter, som folk bare bliver ved og ved at spise af, så hvad gør den: Den forklæder sig som dessert. Men ak og ve, bæ og bræk. Ja, faktisk lort i lommen (nej, ikke mig, fjols!) og sæd i navlen. Waldorff er ganske vist fuld af egentlig tilforladelige sager som valnødder og vindruer, men hvem fanden har nogensinde hørt om en dessert, der indeholder bladselleri???!! Nej, vel??! Og da slet ikke om én, som skal spises til kød. Waldorff er en ynk, og den ved det selv. Det lyser langt ud af den. Den er blevet desperat af at prøve så hårdt. Helt ærligt, jeg forstår egentlig godt, hvis såkaldt behjertede mennesker vil forsøge at hjælpe den af med alle dens komplekser. Men det bliver ikke i min buffet! Så er det sagt! (NB! At Waldorff fremstår som en undskyldning for sig selv, understreges bare af, at det ikke var til at finde et ordentligt foto af den på nettet...)

"Jamen", protesterer du måske, "der er da stadig karrysalat og hønsesalat og skinkesalat og... og...og...".
Prøv nu at hør (osse forkortet PNAH, det giver sådan en passende hånlig lyd, når man siger det). Karrysalat er fuld af *tadaa* mayonnaise, karry og makaroni (jamen, det hed det altså, dengang nogen på K-salat åbenbart havde ooooonde mandags-tømmermænd og opfandt denne kombi). Har du nogensinde så meget som overvejet liiiige at toppe pastaskruerne med en superraffi gang mayonnaise og en halv bøtte karry, måske lige to agurketern, hvis det skal være rigtig sexet?? Har du?! Tænk dig nu riiiigtig godt om... Dér har du min pointe!

Høns og skinker smager bare bedre på alle andre måder.

Eller vent... Der er jo selvfølgelig skinkesalat med fint hakket skinke. Sådan en som delikatesse-dimser med grimme, hvide papirhatte på hovedet står og rører sammen fem kilo ad gangen, når de møder i Føtex kl. syv om morgenen, og som de så putter i små bøtter til overpris, fordi det får kunderne til at føle sig kvalitetsbevidste. Dem kan jeg faktisk rigtig godt lide, altså ikke kunderne... Men jeg kunne ikke lide at røre den sammen - og slet ikke kl. syv om morgenen...

Og hønsesalat... Jo, måske den dér med bacon i... Og så lige en tot karse ovenpå...

Pis 'os. Jeg giver op. Psykose tilsyneladende videregivet. Jeg er færdig. Argh.