Forelskelser er altså SO last year...

...men jeg har aldrig været synderligt oppe på beatet, såe...

Jeg vendte hjem til Huset mellem de to Søer tirsdag. Jeg var helt omtumlet af de sidste dages hændelser (se forrige post) og havde samtidig hovedet fuldt af forventninger: Var Ungersvenden (tak til Mie for opfindelsen af denne kreative betegnelse) mon hjemme? Og ville han mon overhovedet reagere på min hjemkomst? Vi havde ikke talt sammen siden d. 6. april. - Kun lige hilst på hinanden én gang, hvor jeg var hjemme at vende og blev så paf over at se ham (som jeg ellers troede stadig var på ferie), at jeg tog min mest afvisende mine på og nærmest ignorerede ham, selv om jeg sad lige over for ham. Aaargh.

Nå, men jeg havde ikke behøvet at bekymre mig... Han var uden overdrivelse ét stort lysende smil (og jo, han kan virkelig smile med hele ansigtet), da jeg kom ind, spurgte i øst og i vest til min tur, afslørede (med vilje?) om end indirekte, at han måtte have spurgt vores bofæller efter mig, fordi han helt åbenlyst vidste, hvor jeg havde været og med hvem. Fra en veninde blandt bofællerne ved jeg osse, at han tidligere havde spurgt efter mig. Samme veninde kunne i går i øvrigt fortælle mig, at han havde "tjekket mig ud" flere gange og hele tiden kiggede meget efter mig og fulgte mig rundt i lokalet, når han troede sig uset.

Han drillede mig hele tiden på den her flabede måde, som man ikke skal have kendt mig ret længe for at vide, at jeg er helt syg med. Men så var han - ævbæv - færdig med at spise, vaskede op og stod så, før han gik, et øjeblik og trådte sig selv over tæerne (den kommunikationsstuderende i mig havde lyst til advarende at råbe: "Nedtoningsstrategi på vej!"). Så kom det forsigtigt: "Lomme, det er... godt at ha' dig her igen!" Jeg smilede sigende og kom vist med en kommentar, der er så typisk mig. Noget i retning af: "Det var svært at få frem, hva'?"
Hvad f... bilder jeg mig ind??? Kunne godt tænke mig at anbefale mig selv at forsøge mig med noget helt nyt og avanceret i sådanne situationer. Hvad med et forfriskende "tak" for eksempel?? Blev jo vildt glad for, at han sagde det. Nå, så smuttede han, og jeg stod endnu engang slukøret tilbage. *Surmuler helt ved tanken*.

Se, nu er jeg af en eller anden grund en af de her skøre personer, som er begavet med en masse fornuftige og velfunderede venner (nogen, som åbenbart var lige så fornuftige som bemeldte venner, må have tænkt, at jeg ikke ville klare en tilværelse på jorden uden, dengang de planlagde den her reklamebureau-event af en tilværelse).
Et par af selvsamme venner havde netop sagt til mig nogle dage tidligere, at nu måtte jeg altså se at risikere mig selv bare en lille smule. De ved godt, at jeg er mere end tilbøjelig til at gemme mig bag syvogtredive lag krøllet sarkasme og kynisme, når jeg forelsker mig (faktisk kan jeg ikke rigtigt finde ud af andet). Nu lytter jeg temmelig meget til mine venner, og sandt at sige havde jeg ikke skidegode argumenter, da de spurgte, hvorfor dylen jeg ikke bare kastede mig ud i det. Så jeg magtede da at tage et mindre skridt og skrev ham en sms en times tid senere og spurgte, om ikke han "kom ud og hang" (sådan hedder det bare her i Huset, uanset hvad man så foretager sig i køkkenet).

Dét gjorde han. Og vores køkkenfæller fortalte bagefter, at det virkede, som om Ungersvenden og jeg ikke havde øje for så forfærdeligt meget andet end hinanden... Og selv om jeg først rendte ind og ud af køkkenet, fordi min telefon blev ved at kime, og der var syvogtyve (og en halv) bofælle, der lige sku' hilse på og "høre hvordan og hvorledes med ferien", så blev han alligevel, rykkede hen til det bord, jeg sad ved, drejede sin stol hen imod mig og signalerede på alle måder opmærksomhed. Han kommenterede på et tidspunkt smilende, at "man kan godt høre, at det er et stykke tid siden, at du har kørt det her ping-pong - jeg synes, jeg får mange points i dag". Jeg var selvfølgelig tæt på at svare, at det vidste han jo strengt taget ikke en skid om, men tog da heldigvis mig selv i det og nøjedes med for mig selv at notere mig, at det da var meget sjovt, at man nu åbenbart ligefrem kan snakke om det, vi har "kørende". Og til en anden bofælle havde han osse en drillende kommentar om, at "nu var det jo Lommen, han var kommet ud for at snakke med".

Fint. Hvad er problemet? For der skal jo være et problem! Der er der osse... Så vi snupper lige et "på den ene side - på den anden side"-afsnit.
For jeg fatter simpelthen ikke, at når det nu faktisk altid er skideskægt og larmende og flirtende og smilende og opmærksomt og "jeg kan udmærket huske, hvad du sagde til mig sidst", når han og jeg er i selskab med hinanden... Hvorfor gør han så ikke noget for at være i selskab med mig? Hvorfor vælger han mig ikke? Hvorfor skal det altid være det her uforpligtende noget på vores fælleskøkken? Når han nu spørger efter mig i Bofællesskabet, så snart jeg har været væk bare en enkelt dag? Hvorfor skriver han så ikke bare en eller anden lille pjat-sms til mig, mens jeg er væk? Eller buzzer mig på min msn (som det i øvrigt var ham, der spurgte mig efter)? Han er den udadvendte, meget galante og samtidig flabet-drillende type. Selv om han nogle gange (hvor jeg har været for tykhovedet til at fange den *doh*) vist nok (bemærk ordvalget) har prøvet at kommunikere igennem, at jeg altså skulle sætte mig ved siden af ham, og selv om der virkelig tit er tale om et massivt opmærksomhedsbombardement fra begge sider, såe... Kan jeg ikke konkludere andet, end at det er en flirt. Og intet andet. Fordi unge fyre ikke er interesserede i gamle, fjollede hejrer. Og derfor skal de gamle hejrer lade være med at gå rundt og gøre en flirt til noget, som den ikke er.
Han forekommer mig altså ikke at være genert. Og så alligevel. Jeg véd jo godt, at hvis jeg selv havde været meget ung og mange år yngre end den udkårne, ville jeg nok osse lige have betænkt mig en ekstra gang. Men jeg hader altså at sidde her og være pisseforelsket og høre mig selv komme med dårlige undskyldninger for, at den her fyr ikke opsøger mig... Det er for ynkeligt. Og som tusindvis af andre har jeg brændt mig på den dér flere gange. Lagt alt for meget i alt for lidt. Og bagefter taget mig til hovedet. Så nu trækker jeg mig måske for hurtigt. Skal jeg bare se i øjnene, at han er en flirter, der bare har det skægt, og så er det dét?? Eller er jeg lige nu i gang med at lave den typiske kvindefinte, der jo går ud på, at vi udråber fyre til klaphatte og knaldhætter på baggrund af det, de ikke gør, snarere end at se efter, hvad de rent faktisk gør?

Før I nu - forhåbentlig - giver jer til at tage bestik af situationen, så skal det måske lige nævnes, at det i går beklageligvis kom op, at en anden mandlig bofælle og jeg har sms'et i ferien (det hørte Ungersvenden). At en kvindelig bofælle senere på aftenen så ikke havde mere takt end at lave sjov ud af, at jeg kendte denne mandlige bofælles morgenritual lidt for godt, var vel heller ikke helt smart, at Ungersvenden overhørte?

Og ja, jeg ved det - det er enormt barnligt med alle de her detaljer. Tja... Hellere lort i Lommen end sæd i navlen som en af mine bekendte plejer at sige.