Blogs er egocentriske kedsommeligheder
Hos ham her fandt jeg nedenstående citat. Det er oprindeligt skrevet af Timme Bisgaard Munk (fremhævelserne er mine). Artiklen i sin fulde længde kan hentes på Kommunikationsforum. Den handler om nye trends, som dybest set er ligegyldige. Ifølge Munk er blogging én af dem. Værsgo og spis!»Det er nørdernes hævn. Ingen piger har nogensinde lagt mærke til dem, og derfor er de på evigt jagt efter noget, som kan gøre dem blot en smule interessante. De prøver simpelthen desperat at få noget sex ved at hype noget så usexet som computere. Nu er tiden så kommet til, at de opretter deres egne blogs i den såkaldte blogosfære. Sagen er, at de fleste blogs er egocentriske kedsommeligheder. Talentløst skrevet. Hverken kort nok eller langt nok. Hverken eftertænksomt og ærligt nok som en afslørende dagbog eller nysgerrigt nok på omverdenen til at være en god artikel. Resultatet bliver små tekster, som sjældent kommer ud over skærmen men til gengæld altid ud med Google.
For den eneste grund til, at du finder dem på Google, er, at alle egomanerne har rottet sig sammen og linker til hinanden, så de sammen kan komme frem på søgesiderne. Strategien er blogosfærisk google bombing. De gider selvfølgelig ikke læse hinandens blogs, men at linke til hinanden kan de alle blive enige om, for det kræver så lidt. Det er selvoptaget selvsving med de lavest mulige transaktionsomkostninger og sukker for egotrippet.
Den store hemmelighed, som nørder går stille med, er dog, at forretningsmodellen slet ikke findes. P.t. er der kun to til tre mennesker, som kan leve af det i USA. Det vil sige ingen i DK. Desuden er de eneste, som er blevet berømte på blogging, nogle, som er holdt op med at blogge for at skrive en bog. Så slap blot af, hverken du eller dine kunder behøver at oprette en blog i morgen. I store træk er blogging nemlig dybt uinteressant for de fleste virksomheder, og få kunder har behov for at læse A.P. Møllers ufuldstændige dagbog på nettet. Her er årsregnskabet stadig det bedste medie. Hypen er derfor langt større, end teknologien kan bære p.t.
Talent er ikke et spørgsmål om teknologi og slet ikke et spørgsmål om blogging. Jeg havde læst New York Review of Books, om den så var trykt på en papyrusrulle eller hugget ind i en klippe i Sverige. Kort sagt. Ingen bliver gode skribenter, fordi de har oprettet en blog. Alle gode skribenter skærer gennem alle medier altid. Blog off.«
Hm... Lader til, at den gode Munk har overset, hvor mange kvinder vi er i Blogland... Men bortset fra det er der måske lidt om hans snak? Hvad mener I derude i... blogosfæren?
Nedfældet af Lommen kl 21:42
8 Comments:
øj øj øj.. Sikke en omgang!
Jamen, at virksomheder skal oprette blogs.. nej, den kan jeg nu heller ikke rigtig se. Men for os dødelige, der skriver fordi vi ikke kan lade være, der mener jeg at mediet er perfekt.
Han har jo ret et stykke af vejen, man bliver ikke en talentfuld skribent af at skrive på en blog. Jeg falder af og til over blogge det ikke fænger, og som ikke når ned i min mave, men so be it! Jeg synes grundlæggende at den der teori om at blogge er til for at dele ting, eller for at publicere noget er forkert. En blog er vigtigst for den person der blogger på den.
...og det er også vigtigt at huske når man blogger. Gør det kun for din egent skyld, ikke for andres.
Jeg kan godt se pointen hos Munk. Men blogs er jo mange ting, og der er de talentfulde og talentløse.
Man må huske på, at mange af de store skribenter også skriver blogs udover deres betalte skrevne arbejde. Eksempelvis er der mange forfattere, som har en blog.
Men der er selvfølgelig også dem, som ikke har talent for at udgive noget skriftligt, og derfor kan få deres berømmelse via blog-skrivning.
Blogs er jo befriende for mange, fordi de kan skrive om lige præcis det, der falder dem ind. Der er ingen rammer, regler og deadlines. Og så er det en sjov legeplads, hvor man kan eksperimentere.
Ja, hvad er formålet med at have en blog? Og hvad kan en blog egentlig? Jeg tygger stadig selv lidt på min egen genrebevidsthed og holdning til emnet og glæder mig i mellemtiden til (forhåbentlig) at modtage flere indlæg fra jer derude. :-)
@Acq: Strengt taget bliver man heller ikke nødvendigvis en talentfuld skribent af at få udgivet en bog, vel? Og man finder osse masser af bøger, man aldrig når igennem, fordi de ikke fænger - på samme måde som det, du nævner med blogs. Så jeg synes, Bisgaards pointe er lidt tåget.
Jeg er enig med dig i, at man har en blog for sin egen skyld. Men jeg vil alligevel fremhæve kommentar-funktionen som en meget væsentlig del af incitamentet for at have en blog. Jeg hører nemlig til dem, der mener, at en tekst ikke eksisterer, før nogen har læst den (og i blogland er dette jo nærmest lig med "før nogen har kommenteret den").
@Brandt: Overvejer nu at forsyne min blog med sloganet: "Lommen - nu med legeplads", for netop ordet 'legeplads' betegner jo utroligt godt, at en blog er en slags "sikkert øvelokale" at være kreativ i, samtidig med at man har den unikke mulighed for øjeblikkelig feedback.
Der kan være langt mellem snapsene i det danske blogland... Og selv de bedste bloggere, som oftest udmærker sig ved at være hysterisk morsomme, selvironiske, politisk bevidste, selvhøjtidelige, hyggelige, eftertænksomme osv. har "ups and downs".
For mig er det netop dét, der fænger ved mediet: man læser med hist og pist, enkelte blogge følger man - jeg - på daglig basis, mens andre bare får en skimmer i ny og næ, så man ved, hvad der rører sig derude.
På sær vis bliver fremmede menneskers hverdag en del af min hverdag - dels fordi jeg lader dem få et indblik i mig og mit og har kommentarboksen stående på vid gab, og dels fordi jeg mingler rundt og giver mit besyv med dér, hvor jeg synes, jeg har noget at sige. Også selv om det "noget" er totalt ligegyldigt og en petitesse i den store verdenssammenhæng. At det er småt, gør det ikke pr. automatik overflødigt, irrelevant og uinteressant. Tværtimod. Det uendelige, overvældende cyberspace er blevet mere tilnærmeligt og imødekommende med helt almindelige menneskers mulighed for at udbasunere hverdagen på lettilgængelig vis.
Læs med eller lad vær. Skriv eller lad vær.
Jeg er helt sikker på, at når vi engang er kommet tilpas på afstand af alt dette, der lige nu er nyt og ved at dannes, vil netop indførelsen af blogging stå som en markant milepæl - jeg tror simpelthen, at det vil rykke på definitionen af "kunst" og "litteratur", som det i dag smagssættes og bestemmes "på Parnasset" så at sige.
Talenter åbenbares, dagligdagen dokumenteres, antropologer, sociologer, litterater og andet godtfolk vil have ueendelige mængder af emperi at kaste sig over.
Blogging er kommet for at blive - fordi vi ikke kan lade være. Muligheden er der jo....
Jamen goddaw, Mie! Allerførst: Herligt, at du er tilbage på pinden! Håber, du havde en dejlig ferie langt væk fra Blogland. :-)
Dernæst: Uh, hvor var det altså rart med et indlæg fra én, der IKKE mener, at bloggens eksistensberettigelse hænger i en tynd tråd, bare fordi den ofte handler om noget banalt som almindelige menneskers hverdag. Ikke at andre her på siden specielt har ment dét, men netop dét har jeg flere gange selv forgæves forsøgt at sætte ord på. "Fordi vi kan"-argumentet er helt klart gyldigt her, dét er jeg enig med dig i.
Hvorvidt blogging-fænomenet kommer til at rykke ved den gængse opfattelse af kunst (hvis man da kan tale om en sådan i ental...), vil jeg derimod stille mig mere tvivlende over for. Jeg tror, vi mennesker ER ret fasttømrede i vores trang til at putte alt i kasser, og derfor skal der meget til, før der pilles ved disse... Muligheden for at skrive e-mails ændrede vel heller ikke afgørende på folks opfattelse af, hvordan man skriver breve? Man fik blot endnu en skriftlig genre at boltre sig i - og holdt efterhånden helt op med at skrive "gammeldags" breve, fordi mails synes så meget mere uformelle og rent praktisk er nemmere at have med at gøre.
Hmmmm... Jeg er ikke ubetinget enig med dig i, at e-mailen ikke ændrede på vores opfattelse af "et brev".
Før mailen gjorde sit indtog, skrev jeg mange og lange breve i hånden til enkelte af mine veninder - godt understøttet af, at jeg boede i udlandet i et par år, så telefonen ikke lige var en mulighed.
Med mailens tilkomst flyttede skriveriet til tastaturet, for ja, det er meget enklere at håndtere, det går hurtigere osv. Men indholdet ændrede sig så sandelig også væsentligt!! Det var ikke længere breve skrevet over flere dage, tyngden af informationer og dybden af intimiteten lettede markant. Faktisk vil jeg mene, at der kom et filter af overfaldiskhed ind over, når brevet gik via de elektroniske kanaler, og konsekvensen blev, at jeg ret hurtigt vendte tilbage til de håndskrevne udladninger, når jeg virkelig havde noget på hjerte - eller ville vise modtageren, at dét her, dét er der tænkt lidt mere over end som så - her er der hældt hjerte og smerte i hvert et ord...
Mht. "kunst" - lad os ikke her åbne diskussionen om "hvad god kunst er" ;-) Men... jeg tror, at blogging med tiden vil vise sig som skrivekunstens pendant til malerkunstens graffitti - det er heller ikke "rigtig" kunst, men noget af det er unægteligt bjergtagende flot, og et bagvedliggende talent lyser klart igennem.
Derudover tror jeg da helt bestemt også, at blogging nok skal få sin egen genrebetegnelse engang med tiden - man vil anerkende det unikke i, at en tidsalder så at sige dokumenterer sig selv... Beskrevet af "almenvældet" i tidens sprogbrug, nuets problematikker, påvirket af strømninger fra alle kanter.
Man har med blogging fået nogle tidligere gemte og måske oversete typer på banen - fulde af ord, som de gavmildt hælder af. Aldrig tidligere har man haft så mange husmødre til at fortælle om deres liv, lykke, genvordigheder, karriere osv. osv. Singlerne skriver ikke længere til en hemmelig dagbog eller hvisker til en veninde i nattemørket, men fortæller i overlegen stil og med overskud om deres sexliv, trængsler med det modsatte køn, økonomi, udseende - igen: osv. osv.
Det er da helt enestående og vel også kendetegnende for tiden i sig selv, at alt det øses ud til offentlig beskuelse??!!
Akja, ordene er mange....
Spændende at læse at det i dette hjørne af blogland, mest er de private, dagbogsagtige weblogs, der betragtes som "rigtige" weblogs, mens de kedelige, fagnørdede blogs ikke rigtig regnes for noget :-)
Jeg læser selv mange og meget forskellige weblogs - nogle er dagbøger og nogle er fagbøger - og jeg læser dem fordi de enten er godt skrevet eller serverer uimodståeligt indhold.
Jeg synes, at den mest rammende beskrivelse af hvad blogs er, er den Rebecca Blood (som har skrevet en håndbog i blogging) gav da hun var i København i november 2005. Hun sagde, at en blog er en container - og at man kan fylde hvad som helst i den. Lidt ligesom med bøger - det er bare et format.
Timmes Bisgaards artikel overser efter min mening, at der er mere end 30 mio weblogs i verden og at det derfor er ret svært og temmeligt uinteressant at forsøge at generalisere om fænomenet. Det svarer lidt til at sige, at fordi man har læst 14 bøger af selvfede forfattere uden noget på hjerte, så er bøger generelt et ubrugeligt format.
Naturligvis har han da ret...og hvad så. Der er lige så meget logik i hans indlæg som at sige, der findes mange fodboldhold men ikke alle fodboldspillere kan leve af det. Eller bare fordi du har et køkken derhjemme gør det dig ikke til en god kok.
Jeg er så evig træt, af disse mennesker, hvor de så end findes, der gør sig til dommer på basis af tåbeligheder. Der er endda, visse af disse personer som også har ladet sig udstyre med en blog.
Send en kommentar
<< Home