Om at digte nogen

Jep, jeg véd det... Der var noget med nogle parallelmennesker, jeg skulle skrive om. Men det må vente lige nu.

Jeg sidder og bliver så sørens sentimental (mere end én person belærer mig for tiden om, at det lyder grimt at bande, men ellers sku' der ha' stået "satans" - ja, så selvstændig er jeg så...)

Sidder og hører en rigtig 80'er agtig ballade "Gotta Come to a Decision" hedder den. Den er med Tower of Power, som jo ellers den dag i dag kan blæse gang i (funk-)festen, men da de lavede den her, var der åbenbart et eller andet, der havde spoleret den gode stemning. Måske havde de glemt at drikke deres morgenkaffe? Den slags sker i hvert fald osse for mig, når jeg ikke får min espresso (ja, altså - ikke at jeg ligefrem laver et hit af den grund, desværre, men øh... I ved...)

Nu er det jo ikke sådan, at jeg bare sidder og bliver sentimental uden grund *host*. Netop den her ballade fik jeg for nylig tilsendt pr. mail af en fyr, som lige præcis syntes, at vi skulle "come to a decision". Og - ja, netop: Hvilken ballade - i mit hoved! Men jeg havde fortalt ham, det var slut. Vi havde leget, you know, "ét-tag-fat og dåseskjul", længe nok. Og det var rigtigt dumt, og jeg digtede fyren, som man nu gør, når man ikke helt tror på, man kan gå ud og finde noget bedre eller det er god sex eller når [indsæt selv hundredesytten andre mulige årsager].

Jeg digtede, at ham her ikke var umoden, ikke var mange år yngre end mig OG da slet ikke så nationalistisk, at synet af Dannebrog giver ham tårer i øjnene (og synet af en muslim får ham til at knurre)... Men det er han alt sammen. Og det har jeg så spildt et halvt år af mit liv på.

Og så kan jeg stadig blive sentimental over den sang. Fucking æj! Det er på tide, jeg kigger ud af min lomme! - Jeg bliver nødt til at smutte lidt - jeg tror, det er virkeligheden, der kommer derovre. *Vinker*