Pyyyh

Han ringede klokken lidt i ét. Vi talte tre kvarter. En rigtigt god samtale.

Jeg er meget, meget lettet - osse selv om der ikke blev snakket færdig. Resten må klares, når han kommer fra Roskilde, aftalte vi. Så må han ha' fortalt noget mere om, hvad han føler. Når der er tid og ro. Men det lader til, vi kommer over det. Hen ad vejen.

Jeg fik luft for alt det, der i de sidste par dage har hobet sig op. Først om det frygtelige i at jeg i otteogfyrre timer ikke kunne komme i kontakt med ham, efter kun at ha' fortalt ham ting forhastet og fået en meget vred reaktion, hvorefter han pludselig måtte afbryde, da han sku' med et tog til Roskilde-festival. Dernæst fik jeg endelig fortalt ham, hvorfor jeg havde handlet, som jeg havde, og kom til at såre ham sådan. De følelser syntes jeg, han sku' kende. Han sagde, han var glad for at få dem at vide.

Han startede med at svare en masse, som jeg burde ha' gjort og burde ha' tænkt, og jeg gav ham ret: "Ja, det burde jeg - jeg burde ha' mærket efter. Burde ha' meldt mere klart ud. Burde ikke være gået med til en pause, jeg dybest set slet ikke ønskede eller kunne bære, men som jeg følte tvunget ned over hovedet på mig."

Men der er så meget man burde. Og somme tider kan det af den ene eller den anden grund bare ikke lade sig gøre at få mærket ordentligt efter og handle på den bedste af alle måder. Det skar jeg så osse igennem og sagde. Og det kunne han osse sagtens se.

Jeg gjorde det næstbedste - fortalte ham om mine følelser, så snart jeg selv havde erkendt dem og forstået dem.

Og konklusionen er, at jeg kan leve med kontaktpauser - at jeg såmænd selv kan ha' brug for dem. At man kan udbede sig alenetid og rum. I nogle dage. Fortalte ham at jeg til gengæld ikke kunne eller ville leve med: "Nu er det hele kørt op i en spids - i den kommende måned ser jeg dig ikke som min kæreste!" At jeg havde følt mig så afsindigt afvist, da han sagde sådan.

Derefter havde det været, som om jeg havde slukket for mine følelser for ham. Havde været enormt fortvivlet over ikke at kunne mærke noget, når jeg tænkte på ham. Forstod ikke, at det var min egen forsvarsmekanisme, der var trådt i kraft, fordi jeg var blevet så såret.

Og når man ikke kan mærke sine følelser, så kan man heller ikke pejle efter dem - og så gør man nemt dumme ting.

Jeg græd meget. Han blev meget blød og sagde, at hans følelser for mig ikke havde ændret sig det mindste og at det ikke havde været hans mening at afvise mig. Han troede jo, den pause var noget, vi var blevet enige om, fordi der har været og er så meget hårdt i begges liv for tiden. Jeg erkendte, at han ikke havde haft en chance for at vide, at jeg havde gjort regning uden vært ved at gå ind på den.

Lige nu var han meget forvirret - hans følelser for mig var blandet med skuffelsen over, at jeg havde kunnet såre ham sådan. Men... han ville gerne kramme. Og han ville gerne ha', jeg fremover sagde ærligt, hvad jeg kunne holde til og ikke holde til i stedet for at jeg prøvede at bedømme, hvad jeg havde "ret" til at kræve. Jeg lovede ham, at jeg ville forsøge.

Så talte vi lidt om sjove ting og gutternes Roskilde-lejr og nogle af deres narrestreger. Og nu har han lige sendt mig en mms med et fjollet billede af sig selv... Nu tager han igen kontakt. Det er næsten for rart til at jeg tør mærke det...

Lommen - jeg tror, vi klarer den