mandag, juli 02, 2007

Pyyyh

Han ringede klokken lidt i ét. Vi talte tre kvarter. En rigtigt god samtale.

Jeg er meget, meget lettet - osse selv om der ikke blev snakket færdig. Resten må klares, når han kommer fra Roskilde, aftalte vi. Så må han ha' fortalt noget mere om, hvad han føler. Når der er tid og ro. Men det lader til, vi kommer over det. Hen ad vejen.

Jeg fik luft for alt det, der i de sidste par dage har hobet sig op. Først om det frygtelige i at jeg i otteogfyrre timer ikke kunne komme i kontakt med ham, efter kun at ha' fortalt ham ting forhastet og fået en meget vred reaktion, hvorefter han pludselig måtte afbryde, da han sku' med et tog til Roskilde-festival. Dernæst fik jeg endelig fortalt ham, hvorfor jeg havde handlet, som jeg havde, og kom til at såre ham sådan. De følelser syntes jeg, han sku' kende. Han sagde, han var glad for at få dem at vide.

Han startede med at svare en masse, som jeg burde ha' gjort og burde ha' tænkt, og jeg gav ham ret: "Ja, det burde jeg - jeg burde ha' mærket efter. Burde ha' meldt mere klart ud. Burde ikke være gået med til en pause, jeg dybest set slet ikke ønskede eller kunne bære, men som jeg følte tvunget ned over hovedet på mig."

Men der er så meget man burde. Og somme tider kan det af den ene eller den anden grund bare ikke lade sig gøre at få mærket ordentligt efter og handle på den bedste af alle måder. Det skar jeg så osse igennem og sagde. Og det kunne han osse sagtens se.

Jeg gjorde det næstbedste - fortalte ham om mine følelser, så snart jeg selv havde erkendt dem og forstået dem.

Og konklusionen er, at jeg kan leve med kontaktpauser - at jeg såmænd selv kan ha' brug for dem. At man kan udbede sig alenetid og rum. I nogle dage. Fortalte ham at jeg til gengæld ikke kunne eller ville leve med: "Nu er det hele kørt op i en spids - i den kommende måned ser jeg dig ikke som min kæreste!" At jeg havde følt mig så afsindigt afvist, da han sagde sådan.

Derefter havde det været, som om jeg havde slukket for mine følelser for ham. Havde været enormt fortvivlet over ikke at kunne mærke noget, når jeg tænkte på ham. Forstod ikke, at det var min egen forsvarsmekanisme, der var trådt i kraft, fordi jeg var blevet så såret.

Og når man ikke kan mærke sine følelser, så kan man heller ikke pejle efter dem - og så gør man nemt dumme ting.

Jeg græd meget. Han blev meget blød og sagde, at hans følelser for mig ikke havde ændret sig det mindste og at det ikke havde været hans mening at afvise mig. Han troede jo, den pause var noget, vi var blevet enige om, fordi der har været og er så meget hårdt i begges liv for tiden. Jeg erkendte, at han ikke havde haft en chance for at vide, at jeg havde gjort regning uden vært ved at gå ind på den.

Lige nu var han meget forvirret - hans følelser for mig var blandet med skuffelsen over, at jeg havde kunnet såre ham sådan. Men... han ville gerne kramme. Og han ville gerne ha', jeg fremover sagde ærligt, hvad jeg kunne holde til og ikke holde til i stedet for at jeg prøvede at bedømme, hvad jeg havde "ret" til at kræve. Jeg lovede ham, at jeg ville forsøge.

Så talte vi lidt om sjove ting og gutternes Roskilde-lejr og nogle af deres narrestreger. Og nu har han lige sendt mig en mms med et fjollet billede af sig selv... Nu tager han igen kontakt. Det er næsten for rart til at jeg tør mærke det...

Lommen - jeg tror, vi klarer den

5 Comments:

Anonymous toke sagde...

Det er rart at læse at I har fået snakket sammen og at himlen stadig hænger foroven :-). Godt at høre!

Og så lige et: *Kram*.

Man kan nemlig ikke altid føle hvad man egentlig bør gøre lige i situationen, det kan nemt være noget der kommer senere når der er kommet lidt perspektiv på tingene.

02 juli, 2007 20:02  
Blogger Lizelotte sagde...

Hvor er det godt at læse - var så bekymret for dig, lille Lommenille.

Stort cyber-knus her fra din online-reservemor

02 juli, 2007 23:09  
Anonymous Iduna sagde...

Årh, god læsning. Hvor er det godt.
Håber at I klarer jer igennem. Synes, at jeg kender det der alt for godt.

03 juli, 2007 08:35  
Anonymous Annette i Barcelona sagde...

Skønt... Nu kan han nyde Roskilde Festivalen og du kan slappe af og glæde dig til at igen skal ses.

Det er jo altid rart at få talt og få tingene afklaret. Så der igen er plads til at tage hinanden ind.

03 juli, 2007 09:59  
Blogger Lommen sagde...

Kære alle kommentatorer!

Jeres kommentarer, deltagelse og medfølelse varmer meget. Og ja, jeg er stadig glad for gårsdagens snak med kæresten.

Men jeg kan mærke, at jeg stadig slet ikke slapper af. Bl.a. fordi jeg ikke fik ret meget at vide om HANS følelser (forståeligt nok, han har ikke haft ordentlig fred til at tænke og svinger stadig).

Det er lidt svært at være mig p.t.... Den første lettelse, jeg føler, erstattes ofte - i krisesituationer - af ny angst (med mavepine, generel uro og hjertebanken til følge) - en sætten spørgsmålstegn ved, om det nu osse ER godt eller om nye kriser og endnu værre situationer er på vej. Lige nu kan jeg så fx ikke ret godt holde ud, at jeg intet har hørt fra ham, siden en sød lidt bekymret sms, jeg sendte i nat. Og så starter de bekymrede tanker: "Er jeg glemt? Blev han vred og irriteret?" og senere bliver jeg sikkert vred: "Hvor kan han ikke være det bekendt!" Og jeg bliver hævngerrig og føler mig magtesløs. Meget, meget opslidende mønster...

Og det er jo så blandt andet derfor, jeg går til psyk. nu. Og se, dét skal jeg vist osse ha' fortalt ham Skuldrene noget mere om. Der er nogle ting, han er nødt til at forstå vedr. mig. Han er nødt til at anerkende, hvad han p.t. IKKE må udsætte mig for (som fx pauser og larmende tavshed/distanceret adfærd oven på en voldsomt kritisk situation). Den støtte behøver jeg, har jeg nu for alvor indset. Og den agter jeg at gøre krav på. Jeg véd nu, at jeg ikke kan eller skal ændre en kæreste, men at jeg godt kan sætte nogle krav ud fra min egen viden om, hvem jeg er og hvilke sårbarheder jeg har med mig. Jeg arbejder med ting - indtil målet er noget skal jeg støttes og forstås!

03 juli, 2007 12:04  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home