Ku' de ikke lære at marchere i takt??

Så er det fredag, og jeg arbejder støt og roligt videre, for nu er jeg lige så godt i gang. Weekenden må vente lidt endnu. Faktisk til i morgen aften.

Ikke noget sjov til mig i aften - men har heldigvis noget at se frem til i morgen, da hende her og jeg laver mad til en fælles ven. Lad mig bare sige, at det er et selskab, hvor meget og meget god rødvin er næsten uundgåeligt. Senere skal vi sikkert i byen. Det bliver dejligt.

Og bortset fra en hær af menstruationssmerter, der ikke er nået så langt i deres soldaterforløb, at de har lært at marchere pænt i takt eller stå lige i geleddet, men i stedet tumler rundt oveni hinanden og desværre gør mig træt som et helt nedskæringsramt alderdomshjem... Bortset fra det er der nu nogenlunde ro i maven.

Fik nemlig tidligere på dagen en sms fra ham den umulige, der svarede på min lange besked fra i går, hvor jeg prøvede at forklare lidt om, hvad jeg følte, der var gået galt imellem os. Han var ked af, han ikke havde hørt mine behov, ked af jeg havde haft det sådan, ked af, det kunne nå dertil. Og han syntes, vi måtte prøve at komme igennem det.

Jeg gætter på, at grunden til, at han slukker sin tlf, når han har svaret, er, det simpelthen er for svært at kapere alle følelserne lige nu - stadig blandt andre i én stor mudderpøl. Det er da lidt irriterende, at han sådan mener, han skal styre kommunikationen, men jeg kan godt leve med det et par dage endnu. Nu ved jeg, vi får snakket om det.

Lommen - hvor der er en vilje...