Angst? Hvem mig?

Psykologen lyttede længe til mig og hm'ede en masse. Stillede nogle få, men rammende spørgsmål, der fik trukket mine mange tanker i nye retninger. Hendes spraglede ørenringe dinglede hektisk, hver gang hun nikkede som tegn på, at hun engageret fulgte med i min beretning.

Da jeg var færdig med at fortælle om de ret konkrete situationer, som får mig til at reagere med mavepine, hjertebanken, dyb bekymring, panik og forladthedsfølelse... Da jeg tilføjede at bare udsigten til, at de følelser kunne opstå, somme tider kunne slå mig helt ud... kiggede hun på mig med sine rolige, grå øjne og sagde:

"Pernille, jeg er ret sikker på, du kunne ha' glæde af noget kognitiv terapi..."

"Åh, nej", tænkte jeg. "Hun tror sgu da ikke, jeg holder op med at græde, bare fordi jeg skriver ned i et skema, hvad jeg tænker, når jeg er ked af det og vred og bange og i en kolonne ved siden af anfører, hvad jeg burde tænke. Bliver da bare allerhelvedes deprimerende at se sort på hvidt, hvor galt det står til. Jeg véd sgu da godt, jeg burde kunne klare det hele og lade være med at skabe mig!" *Megasuk, altså*

"Hvorfor tror du det?", ville jeg vide.

"Fordi du er så klar over, hvad du selv tænker og føler i de situationer. Og det lyder uudholdeligt. Jeg kan sagtens forstå, du føler, du har det skidt. Det lyder meget svært at leve med!"

Jeg tænkte: "Angst? Mig? Så er det vel heller ikke værre. Jeg er bare bekymret anlagt... Ska' jeg nu ligefrem ha' forståelse?".

Hun: "Du har en meget sund kerne, og din intelligens hjælper dig med at holde dig selv på rette spor det meste af tiden. Jeg kan høre, du ikke har en decideret angstlidelse, men du bærer på nogle gamle sår, som stadig plager dig meget, og som rører på sig i de dér situationer, du beskriver. Og det er fuldt forståeligt, at de sår har konsekvenser."

Jeg sænkede paraderne og tænkte: "Ja, hun har jo ret. Det er angst, Pernille. Hvad er forskellen på mig og alle de mennesker, jeg kender, der ikke tør at køre med tog og bus af angst for bomber, ikke tør snakke med fremmede af angst for at samtalen går i stå, ikke tør tale i en større forsamling, ikke tør forelske sig, er bange for at blive dødeligt syge? De får osse hjertebanken, ondt i maven, svedeture, når de konfronterer eller konfronteres med angsten...".

Jeg sagde: "Vil du så kun køre kognitiv terapi?"

"Nej", svarede hun, "jeg synes, det skal kombineres med noget psykodynamisk, sådan at vi får snakket dybere om de følelser, som der kommer ord på, når du udfylder skemaet... Vi skal ha' talt igennem, hvor de kommer fra, og hvad de gør ved dig. På længere sigt sku' det gerne resultere i, at når du har fået dem følt igennem og turdet at se dem i øjnene og har følt dig tryg ved at vise dem, så forsvinder de eller bliver i hvert fald lettere at håndtere."

Jeg tænkte: "Gulp".

Lommen - spraglede ørenringe og kikset hår eller ej: Hun har fat i noget, hende psykologen...