Jeg har brug for en mand!
Han kan være høj eller lav...
Lyshåret eller mørkhåret...
Muskuløs eller splejset...
Totalt nørdet eller supersmart og sporty...
Bare han er rigtigt tilbageholden for at snakke om sine følelser og i øvrigt vise dem!
... For så kan han måske fortælle mig, hvorfor i alverden min kæreste har brug for at udskyde sine følelser - sin vrede og sin sårethed over et fejltrin, jeg har begået - indtil han vender hjem fra Roskildefestivallen. Hvordan i alverden kan han tro, at man kan udskyde den slags?!
En ting er at udsætte snakken om, hvad der egentlig er sket. Men følelserne?? Huh?
...!?!? Jeg fatter ingenting. Fatter ikke, hvorfor det er nødvendigt for ham - mænd udråbes altid som pisse løsningsorienterede. Det her er sgu da alt andet end løsningsorienteret! Bare en forhaling af en helt naturlig proces.
*Suk*
Hvad dylan er det med jer mænd og det dér med at gå og ruge for jer selv og så først vende tilbage, når I er "klar"? Hvad er det, I går og finder ud af, mens I trisser rundt og går på arbejde og drikker øl med gutterne og ser film, pusler ved computeren, løber en tur eller synger i mandskor?
En mandlig bofælle påpegede tidligere i dag noget i retning af følgende over for mig efter at ha' hørt på mine frustrationer:
"Pernille, se det i øjnene! Der er mere end én type mand, og sådan dér er alle mænd ikke. Men fordi du er, som du er, åben og møgfølsom, så tiltrækkes du af den dér lukkede mandetype. Og det er så det samme som det, der tiltrækker dig, der osse frustrerer dig helt vildt, fordi du ikke fatter en skid af det. Du vil snakke om alting med det samme. Det vil han ikke. Det kan han ikke. Og det hjælper ikke at presse. Desuden bad du selv om det... Han er fra Jylland, for fanden!"
(Den sidste kommentar ku' jeg så sjovt nok saaagtens følge...)
Og en anden ligeledes mandlig bofælle tilføjede:
"Dit problem er, som jeg ser det, at du vil forstå alting, Pernille! Du vil så gerne vide hvorfor. [Hvad regner manden med, jeg er humanist, altså!] Men der er bare ting, som man ikke kan forstå - enten kan de ikke forklares, eller osse evner man ikke at sætte sig ind i det, fordi det er for langt fra én selv. Ærgerligt, ærgerligt. Men der er ikke noget, du kan gøre ved det."
Lommen - i mit næste liv skal jeg klart være en mand; til gengæld bliver der vist så ikke meget at blogge om... ;-)
Nedfældet af Lommen kl 18:13
5 Comments:
Tjaee - han er vel bare en knudemand og den slags er notorisk dårlige til, at håndtere følelser :)
Jeg vil godt lige opponere mod den der med "han er fra Jylland" - jeg tror altså ikke nødvendigvis vi har en større beholdning af knude-folket herovre :D
@Kenneth:
"Tjaee - han er vel bare en knudemand"... Lige i øjet, Kenneth! En dejligt enkel forklaring fra en mand i Blogland. Selvfølgelig! :-) Det pudsige er, at han på mange måder faktisk slet ikke er, hvad jeg forbinder med en knudemand - og det er noget af det, der gør, jeg holder så uendeligt meget af ham.
Mht geografien, så er de knudemænd, jeg kender nu heller ikke alle sammen jyder, må jeg medgive. Men hovedparten er... :-P
Kære Lomme
Min mand er også sådan, som du beskriver din kæreste - han foretrækker også at udskyde følelserne, til han har haft tid til at bearbejde dem - fundere over dem - veje for og imod. Sommetider er det genialt, for jeg har også kendt dem, der er eksploderet lige på stedet uden at have tænkt særlig meget over konsekvenserne, men bare havde brug for at fyre noget gal energi af. Andre gange er det totalt enerverende, at man ikke kan få at vide, om man er købt eller solgt.
Efter 16 år med min har jeg efterhånden vænnet mig til, at det er sådan, det er - også selv om jeg er helt ovre i den anden grøft selv. Det kan godt lade sig gøre. Du må bare bestemme dig for, om du kan leve med, at han er sådan. Eller vurdere, om han stadig er i en formbar alder... (hvis du overhovedet har lyst til at lave om på noget).
De bedste ønsker fra Shiva
@Shiva:
Ja, lige præcis - det er jo det, man ikke ved: Om man er købt eller solgt. I hvert fald vidste jeg det ikke i denne situation... Og det har været vanvittigt hårdt! - Osse hårdere end jeg vil være med til en anden gang. Nu ved jeg, at han er vred og såret, men savner mig og gerne vil snakke. Og se, når jeg bare véd dét, så kan han såmænd godt få noget tid efter den #"(/&% festival med fred og ro til at tænke.
Jeg synes vist, jeg bliver nødt til at leve med, han er lidt "knudet". Begynder jeg at prøve at ændre på ham, er vi da først helt galt i byen. Jeg forelskede mig jo i ham, som han er - og derfor osse inkl. denne egenskab, som er så ulig mit eget væsen. :-)
Men det ville nok være rart, om han fremover kunne give mig en klar melding à la: "Jeg behøver tid til at tænke over det her. Jeg skal nok komme, når jeg er klar til at snakke." I stedet for at jeg selv skal stæse forvildet rundt og forsøge ud af alle de mudrede signaler at tyde, at det er sådan, det er. Well. Nu har jeg i det mindste et clue næste gang...
Min mand har med årene lært at fortælle, at han er blevet vred eller såret over et eller andet, og at han har brug for at tænke lidt over det. MEN - også at det ikke er noget, der sætter en stopper for vores forhold. Og særligt det sidste har været noget af en lettelse. Godt nok har jeg vidst, at der på et tidspunkt ville komme en konfrontation, men også at den trods alt ikke var værre, end at vi nok skulle finde ud af det igen.
Vi har inden for de senere år ikke skændtes ret meget, fordi jeg har fået ham overbevist om, at det er bedre at tale om tingene - også helst, når de er opstået. Men det sker selvfølgelig stadig, at han går i tænkeboks over noget. Så ruger han - og jeg kan mærke, at der foregår et eller andet. Hvis vi endelig skændes, kan han nu også finde på at sige, at han elsker mig - det gjorde han aldrig, da vi var helt unge. Men det er lige præcis det, jeg har brug for, til at komme ordentligt igennem ventetiden, til han er nået frem til en konklusion.
Jeg håber, din knudemand også kan opdrages til at komme dig imøde på lignende måde.
Hos os er det ikke bare manden, der er blevet formet, men selvfølgelig også mig. Som kvinde har jeg fra starten af fx haft brug for at komme hjem og brokke/tude/osv. over ting, jeg har været ked af/vred over. Og det har irriteret ham grænseløst - ikke mindst, fordi han jo selv har gået i stilhed og funderet over sine problemer. Så jeg har med årene lært bare at give den udmelding, at der var et eller andet, jeg havde oplevet, som gik mig på, og at jeg nu lige ville gå lidt i tænkeboks - at det ikke havde noget med ham at gøre (det var et voldsomt problem for mig, at han i starten aldrig sagde, om det var mig eller andre, han var sur på). Og tænk, sommetider kommer han efter lidt tid og spørger, om der er noget, jeg vil snakke om!
Ikke flere ord om mig og mit forhold - blot ment som en opmuntring; man kan såmænd sagtens lære at mødes på halvvejen, hvis man vil forholdet tilstrækkeligt meget.
kh Shiva
Send en kommentar
<< Home