onsdag, februar 08, 2006

Inde i virkeligheden

Du kender hende godt. Hun går midt på fortovet, ikke noget med at gå og krybe sammen langs husmuren. Ikke noget med at gemme sig, for hun har ikke noget at skamme sig over. Og hvis du kigger på hendes ansigt, smiler hun pludselig og tilsyneladende umotiveret over ting, som du kun kan gisne om, hvad er. Hun ligner én, der har det godt inde i sin egen verden. Hun nyder den. Fanger du hendes blik, smiler hun helt sikkert til dig med hele ansigtet - er til stede med det samme. Øjnene, de fine smilerynker, kinderne. Hun stråler. Du ved ingenting om hende. Ud over, altså, at hun ikke skjuler noget, for det kan hun ikke se nogen grund til. Hun er glad for sig selv. Hun er ikke perfekt. Men hun er til gengæld tilfreds. Og det virker sandsynligt, at hun skraldgriner, når hun dummer sig og knapper en god flaske vin op, når hun synes, hun har løst en opgave godt.

Du kender ham godt. I en diskussion siger han alt det, som folk bliver oprørte over, fordi de er uenige med ham. Men han siger det med den største selvfølgelighed. Ikke at han er blind over for sin egen provokerende virkning på andre. Han lader sig bare ikke styre af, hvad de andre måtte forventes at gøre eller sige. Du sidder og tænker, at "fårk, hvor har han ret, og hvor er det godt formuleret". Faktisk udtrykker han lige præcis alt, hvad du selv ville sige, hvis du ikke havde været så forpulet nervøs for de andres reaktioner. Og han undskylder ikke, når angrebene bagefter hagler ned over ham. Han forklarer sig sagligt og roligt. Bagefter spørger han, om der er nogen, der vil med ned i kantinen og ha' en øl med ham. Og visse sidder stadig i forsamlingen og surmuler lidt, men flere går med ham. Måske spekulerer du på, hvordan han dog tør foreslå det. Det kunne jo være blevet lidt pinligt, hvis ingen gik med. Og dernæst overvejer du måske, hvordan det kan være, at folk tilsyneladende aldrig for alvor bliver fornærmede på ham her.

Fælles for disse personer er, at folk aldrig er ligeglade med dem. De kan føle sig provokerede af dem og reagere negativt - eller de kan blive dybt fascinerede. Men ligeglad? Dét er man aldrig med dem.
Enten genkender du tilskuerrollerne i ovenstående - eller osse synes du, det lyder helt omvendt. Måske er du så selv et af "parallel-menneskerne", som jeg kalder dem - dem dér, som slapper så meget af, at de altid ved, hvad der er "rimeligt", kun undskylder sig, når der er brug for det og ikke sviner andre til, selv om de bliver vrede, men bare fortæller, hvad de blev vrede over.

Hvad et parallel-menneske er, vil jeg forsøge at finde ud af at formulere i løbet af i morgen... Jeg kan afsløre, at de kan et særligt trick med virkelighed(er)...

2 Comments:

Anonymous Toke sagde...

Hmm jeg tror sørme jeg kender en af hver... Men kan de fleste ikke have dage, hvor de har det sådan, at de er ligeglade med deres virkning på andre?

09 februar, 2006 09:46  
Blogger Pernille sagde...

Det handler bestemt ikke om at være LIGEGLAD, men om ikke at lade sig styre (ret meget) af sine forventninger (hvis man har sådan nogle) til andres reaktioner. Som sagt: Mere om det ved lejlighed...

09 februar, 2006 13:14  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home