Udtryk og indtryk

Jeg er en sucker for sproglige udtryk. (Dog egentlig ikke særligt meget en sucker for at sige 'sucker'...)
Smarte udtryk, dumme udtryk, platte udtryk, mærkelige og gammeldags og absurde udtryk. Jeg æælsker at lave sjov med sprog og samler på alle mulige af dets dimser. Sproglige bommerter, både mundtligt og skriftligt er bare en undergruppe... Fx er det da konge, at ham her ved en tilfældighed fremkommer med ordet 'stormarmet' i stedet for 'storbarmet'. Hvilket får en læser af hans blog til at reagere med: "Hvordan ser en horny stormarmet blondine ud? Baskende?" Haha, min dag var reddet! Legebarnet i mig går helt grønært (hvornår var det nu egentlig, man stadig sagde det?)

Og jeg er helt væk i folk, der på samme måde som jeg leger hele livet og ikke har noget imod, at sætninger somme tider bliver spaltet i atomer, fordi man lige får forvildet sig ud i lidt fri, sproglig dressur. Desværre har jeg fået indtryk af, at vi er en uddøende race - vi, der kan fornøjes over, at man i 1985 sagde om nogen, at de var "oppe på fiskefiletterne", mens man i dag er "helt fremme i stiletten". Det er osse os, der - når vi skal beskrive en person, der bevæger sig hurtigt fremad - kan finde på at sige, at det går for "fuld Gadaffi/Erna" udelukkende, fordi det lyder fjollet.

De, der ikke kan se det sjove, kalder os "ordkløvere", når vi vender ordene på vrangen med det ene formål at have det skægt - som altid er anarki for visse mennesker meget forargeligt. 'Ordkløver', et ord, der mildest talt ikke er megen morskab over... Det lyder som noget med at hugge hovedet af ord, så de løber blødende rundt på gårdspladsen, indtil de dør af blodtab. De dér folk er vist overbevist om, at vi gør det for at obstruere samtalen. Lidt ligesom når forældre til små børn vitterligt tror, at børnene lige inden afgang giver sig til at lege med mudder og svine sig til med det ene formål at genere Far og Mor...

Der er osse dem, der sådan set synes, vi er okay, men som bare ikke mener, vi har humor. De smiler og ryster overbærende på hovedet. Mange af dem synes, at vi mest minder om deres matematik- eller tysklærer (hvis det er rigtigt slemt, så er det deres kiksede fædre med hvide tennissokker i sandalerne og et polaroid-kamera fra 1968, som de her fædre da ikke kan se, at der skulle være noget i vejen med...).
Jeg ved ikke hvorfor, men det er åbenbart den generelle opfattelse, at det altid er mænd, som står for kommentarer af det, jeg for mig selv betegner "hø, hø"-typen. Men jeg kan altså godt lide hø, hø-bemærkninger, selv om jeg ikke var en mand, sidst jeg tjekkede. Det er ligesom at komme hjem, når jeg møder en person, der rigtigt kan hø, hø'e. Så når min ven, der lige har købt lejlighed, som han er ved at sætte i stand, sms'er mig for at fortælle, at han lige har fået "pudset håret", står jeg ikke og skriger af grin - trods alt. Men jeg bliver lidt varm indeni. Han er af min slags.

Så er der osse bare udsagn, der er sjove, fordi de er bevidst absurde.
Når det i programoversigten på Casper og Mandrilaftalen åbenbaredes, at
"Klokken otteogtyve syvoghalvfems kommer Puk Elgård og limer løg på en pumabug" eller at "klokken femogtres nioghalvfjerds kommer der en mand kun iført hårde hvidevarer og siger undskyld", så danner det nogle meget overraskende billeder inden i hovedet. Nogle mennesker nøjes med at konstatere, at dét giver jo ingen mening. Jeg er smadret af grin.

Nogle gange er selve sprogets lyd i sig selv simpelthen helt guddommelig. Prøv lige at høre de her forfærdelige o'er fx:

Onkel Jodok koger store boller
Onkel Jodok roser Nordpolen
Onkel Jodok tordner sjovt

(Historien om) Onkel Jodok-historien kan I altid få en anden gang...

Der er bare noget med underlige lyde...

Og så er der jo slang. Slang er sprognørdernes ven. Jeg kan bruge lang tid med en slangordbog i hånden. Er det fx ikke fedt at dét, der tidligere blev kaldt "en bolleven", i disse erhvervslivsinficerede tider pludselig i stedet kaldes "en besøgskonsulent", at "en lebbe" bliver til "en måttegnasker", og at det når hetero-piger har sex kan betegnes så lyrisk som at "hun fik sgu flækket bæveren i fredags"?
Jeg kan altså ikke lade være med at glæde mig lidt. Der sker sgu noget med sproget. Jeg bilder mig dog bestemt ikke ind, at jeg på nogen måde er på forkant (eller bagsmæk - dette naturligvis kun skrevet for at eksemplificere ovennævnte begreb "hø,hø-bemærkninger"...) med udviklingen (som nogen ville betegne 'afvikling'...).

Ovenstående udtryk anno 2006 fik mig til at tænke på, hvordan den slags samtaler, som folk altid vil have (dvs. dem dér, som handler om kvinder og mænd og ting, der sker imellem dem) mon ville have lydt i 1985. Og jeg fandt ud af, at det var godt, jeg kun var en bette skolepige dengang, for jeg havde nok ikke været i stand til at sige noget som helst - eller øh... I hvert fald er der tilsyneladende intet af dét, jeg i dag ville bruge til at beskrive en fest og et scoringsforsøg, som ville give mening dengang. Jeg har bevæbnet mig med en slangordbog, og den bekræfter mig i, at i 1985

- scorede man ikke (i hvert fald kun i sport) - man fik fat på
- var festen ikke supercool eller rimeligt/vildt fed (jeg ved faktisk ikke, hvad den så var - måske holdt de bare ikke fester i fattigfirserne?)
- var man ikke pivestiv (men gerne stangbacardi)
- var piger ikke chicks, men sild og de var da slet ikke nice eller pivfrække, men sprøde og stanglækre
- var man ikke frisk på noget som helst - man var derimod med på (evt. med på noderne)

Det lyder egentlig lidt kedeligt, ikke? Og det er ikke mere end tyve år siden. Kan pludselig godt forstå, at Kim Schumacher blev populær som radiovært...

Som min veninde siger, når hun vurderer, at jeg har behov for opmuntring:
Frem i bussen - chaufføren giver bolsjer!