Baglommen - flyt jorden fra hovedet ned under fødderne

Det var så dét

2008-02-10T05:33:00.001+01:00

Forleden var det to år siden, at jeg for første gang stak hånden ned i Baglommen og kækt observerende stod og tog bestik af verden.

Måske er det derfor, det føles passende hermed at knappe selvsamme Baglomme og konstatere at: "Det var så dét"...

Jeg holder ikke op med at blogge. Nej, nej. Faktisk har jeg rigtig mange ting på hjerte - har jo samlet lidt sammen de seneste måneder. Men det er, som om det ikke længere er hende Lommen, der tænker dem. Og derfor er det heller ikke hende, der kan formulere dem. Lommen er en blogstemme, som simpelthen ikke kan favne alle de ting, jeg gerne vil kunne på en blog nu.

Så hendes og mine veje skilles her. :-)

Jeg tror lidt, jeg er samme sted som folk, der har været ude at rejse i længere tid: Man kan mærke, man selv har forandret sig, fordi man nu er tilbage i sit vante miljø, og det er overraskende, at alt er, som da man tog af sted.

Sådan en hjem-ude-hjem følelse kan man i Blogland håndtere på to måder: Enten kan man holde helt op med at blogge (ikke at jeg tænker, det reelt er en mulighed... ;-)) Eller også kan man starte en ny blog. Jeg vælger det sidste.
Har I lyst til at kende adressen, så send mig meget gerne en mail på:

amokkogekonen@hotmail.com

Så skriver jeg tilbage, når engang jeg har skruet en ny blog sammen.

Regner med, jeg er up and running, når jeg engang har fået købt mig noget net i løbet af foråret. Ja, som i "egen netforbindelse". Jeg har nemlig fået lejlighed fra april. *Indsæt selv overstadig fanfare her*

Og "bare" det at vænne mig til tanken om et helt nyt, skønt aleneliv...
"Bare" det at kapere at jeg allerede kan mærke, jeg åndeligt har forladt Huset og fællesskabet i det, samtidig med jeg også er sindssygt bange for savnet, minderne, tomheden...
"Bare" det at jeg glæder mig til nu at pakke sammen, samtidig med at jeg frygter det...

Ja, hvad med det?

For slet ikke at nævne alt det andet, alle de "almindelige" tanker og reflektioner, der som altid vælter rundt i hovedet, lige meget hvad fanden jeg så foretager mig.

Som fx når en helt ung pige fortæller mig, at jeg er så fuld af "livsvisdom" (sagde hun sgu! - De små hår rejste sig hos Mor her)...
... som når jeg pusler med den bog, jeg har drømt om
... som når jeg vist nok** beslutter mig for at prøve konceptet running dinner af
... som når jeg har været i gang med at undersøge, om jeg kan tage mine dagpenge med mig til udlandet en tid (og det ka' man jo)

Alt det giver jo masser at fortælle om. Det er bare ikke Lommen, der skal gøre det.

Pænt farvel, tak for alle de enormt mange søde, sjove og tankevækkende indspark!
Vi ses måske på (d)en anden side.

Lommen - somme tider er det bare slut.

**) sludder og vrøvl - beslutningen ER truffet, jeg HAR meldt mig til :-)

"Man holder jo op med at forelske sig hovedkulds..."

2008-02-01T11:28:00.001+01:00

Dét var sådan cirka, hvad en nær veninde sagde til mig i en meget lang samtale forleden. Sådan én af dem dér, som egentlig bare skulle have varet en kop kaffes tid, men som så i stedet kommer til at vare et par kander og et måltid og bevæger sig i alle retningsløse retninger, I ved.

"Hjertet sank i livet på mig ved hendes ord", som der ville ha' stået i en ugebladsnovelle.

Når man blev omkring de tredive, mente veninden, blev man jo ikke længere fuldstændigt teenageagtigt forelsket. Man blev ikke fjollet på samme måde. Det var ikke længere uden forbehold. Dertil havde vi været igennem for mange spark i skridtet og andre usle tacklinger. Faktisk kunne forelskelse helt generelt knap nok lade sig gøre længere.

Det var i øvrigt flere år siden, hun sidst selv havde været forelsket. Måske skyldtes det ganske enkelt, at man ikke længere troede på det på samme måde. Det dér kærligheden. Her så hun spørgende på mig.

Jeg havde siddet og tænkt lidt på en fyr, der for nylig i ramme alvor sagde til mig, at han havde vendt "kærligheden ryggen". Yes sirs - med dén nøjagtig den formulering. (Må ved lejlighed anskaffe mig en pude at lægge på gulvet ved siden af yndlingsstolen, for jeg ved efterhånden ret præcist, hvor jeg lander, når jeg dratter ned...).

Men tilbage til veninden:

Jeg tror nok, mit ansigt kom til at ligne et spørgsmålstegn mere og mere, efterhånden som ordene formerede sig i hendes mund og væltede ud.

Jeg véd det jo godt, men det kommer stadig bag på mig... Efterhånden har jeg den opfattelse, at jeg er anderledes end alle andre kvinder på min alder, når det kommer til forelskelse. For det er samme sang, jeg hører over hele linjen, og jeg har lige svært ved at forstå den hver gang:

"Der skal virkelig meget til, før jeg lader mig falde".
"Der er tilsyneladende noget galt med alle mænd, jeg fatter nogen som helst interesse for - sgu da klart, man mister modet".
"Hvornår véd man, man er forelsket? Ku' jo godt være, der kom en mere spændende én forbi i næste uge, ikke?"
"Jeg dater løs, for jeg ved virkelig ikke, hvor jeg ellers sku' møde en mand henne, selv om... helt ærligt... Dating hænger mig ud ad halsen! Det er så pisseoverfladisk!"

Jeg fatter ingenting! - Og det er ellers ikke, fordi jeg ikke prøver at forstå de her kvinder, for det må da være superfrustrerende alt sammen!

Er jeg mon den eneste, som ikke begriber en lyd af "før jeg lader mig falde"-konceptet?
Hvis den rigtige mand kommer forbi mig på det forkerte tidspunkt (eller hva' det nu hedder ;-)), så falder jeg altså. Lige så kort og charmerende jeg er.

Det er ikke et spørgsmål om at "lade mig falde eller ikke lade mig falde". Der kan gå kortere eller længere tid, før jeg erkender, hvor vild jeg er med den her mand, men at forestille sig, at jeg selv skulle kunne styre, hvem jeg forelsker mig i...

... og hvor meget
... og hvornår

Dét er cirka lige så absurd som at foreslå, jeg selv sku' ku' kontrollere, hvor på kroppen det klør -

... og hvor meget
... og hvornår.

Er jeg forelsket, så véd jeg det bare. Jamen, jeg beklager meget, men jeg må ha' været væk, den dag de delte tvivl om den slags ud, for jeg er lykkeligt forskånet.
Det er ikke, at jeg nødvendigvis forelsker mig i "de rigtige" (hvilket min aktuelle civilstand jo ligesom vidner om ;-)). På den anden side har jeg nu heller ikke just været uheldig (og det er så en helt anden diskussion - den dér om, hvorvidt man kan forelske sig i "forkerte" mænd).
Alt, hvad jeg siger, er bare, at for mig er det her utroligt enkelt:

Jeg forelsker mig. Og enten er fyren med, eller også er han ikke. Og dén del af det er selvfølgelig lige så kaotisk og bøvlet og akavet som for alle andre: "Åh, hvad mon han nu synes om mig?", "ka' han bedre lide smukke Olga fra parallelklassen? - Han bærer jo altid hendes skoletaske hele vejen hjem...". Alt det dér.

Om natten vender og drejer man hvert et indtryk fra sidst, man sås. Man fortolker løs på alting for at finde svar på de spørgsmål, som man i sin forelskede sårbarhed ikke tør stille den udkårne.

Men i alt dette lirumlarum er jeg aldrig i tvivl om, hvorvidt jeg er forelsket. Og hvis jeg er i tvivl, så er jeg det bare ikke - forelsket, that is.

Jeg har ikke mange forbehold, når det kommer dertil. Og jeg bliver lige så stjernepsykotisk, som jeg gjorde, da jeg var tolv og femten og sytten og treogtyve og femogtyve og... og... Og det er lige så uudholdeligt og skønt som dengang. Eller måske er det faktisk værre/bedre.

Min mor, der i dag er nogleogtres, indrømmede for ikke så længe siden, at hun og min far havde haft lidt af en krise i forholdet for nogle år siden (selv om man ikke kalder det 'krise' i min familie): Hun havde forelsket sig i en anden. Og selv om det selvfølgelig også havde været ubehageligt for både hende og min far, så kunne jeg godt skimte det, da hun fortalte lidt om det: Det dér glimt af "jeg fandt ud af, jeg stadig var i live".

Min mor og far har ikke noget dårligt forhold. Bestemt ikke. Faktisk vil jeg være ekstremt godt tilfreds, hvis jeg om tredive år sidder sammen med en mand, jeg har det så godt med, som min mor har det med min far. :-) Men hånden på hjertet: Man er vel ikke stjerneforelsket efter flere årtier sammen...

Så jeg forstod godt det dér lille, hemmelige glimt i min mors øjne, da hun fortalte lidt om det. Og jeg så også godt, hvor tydeligt det var, at hun skam stadig respekterede og elskede min far. Uanset hvad, så var det lille glimt der dog.

Efter samtalen med veninden forleden slog det mig så, hvor helt afsindigt fantastisk det egentlig er... For min mor selv, at hun stadig kan gi' sig hen. Og for min far og os unger - at vi helt tæt på os har et menneske, der stadig i så høj en alder kan gribes så meget af et andet menneskes nærvær, at hun sgu må kapitulere. Hun ka' godt forelske sig. Teenageagtigt.

Selvfølgelig ville det ikke være fedt, hvis min mor gik rundt og forelskede sig i alle mulige hvert andet minut - eller hvis hun ligefrem forlod min far. Men at vide hun stadig ejer evnen. Dét synes jeg, der er noget meget forsonende og lægende over. Og gad vide om ikke den glød, som der altså stadig var en rest af i hendes øjne flere år senere, også gjorde hende endnu mere elskelig i min fars øjne? Trods alt.

Tilsvarende er det altså bare røv-nedslående, hvis de fleste på min egen alder virkelig ikke længere tror på kærligheden. Jeg tror ikke på, man kan vælge den fra.

Man ka' måske fornægte den. Men hvorfor skulle man?

Jeg foreslår, at vi konverterer den almindeligt fremherskende kynisme til en mere menneskevenlig ironi. Dosér med forsigtighed, tilsæt ukuelighed - og prøv så at turde. Bakser selv med det på andre punkter. Tror sgu, lortet virker - det skal det... :-)

At hyggesludre med mænd, der nyder at pine kvinder

2008-01-29T11:45:00.000+01:00

Jeg har på det sidste hyggesludret lidt på nettet med en mand, der er erklæret S/M-menneske. Jeg faldt nu slet ikke i snak med ham pga noget som helst seksuelt (sådan noget tør jeg nemlig slet ikke ;-)), men han er så åben omkring sine seksuelle præferencer, at jeg nærmest ikke kunne undgå at kende til dem.

Han og jeg snakker ikke seksuelt - selv om han da som alle andre (mænd) lige forsøger sig med et hint her og en antydning dér. :-) Ganske almindelig, uskyldig flirt. Jeg spiller lidt med, det er vældigt sjovt og ikke så meget mere i dét.

Så langt, så godt.

MEN:
Noget i mig vender altså alligevel helt forkert over det her. Helt forkert, siger jeg jer! Jeg tror, at det, jeg føler, er det, man for en halvtreds års tid siden, ville ha' kaldt kvababbelser. Voldsomme kvababbelser, endda...

Havde manden så bare været en stakkels masochist, der fandt nydelse i at lade sig pine og plage og hænge op i nosserne for at modtage pisk med en slatten porre, så havde jeg endda kunnet forstå det. Om igen (for jeg havde jo hånden på hjertet stadig ikke fattet en lyd): Så havde det i det mindste været acceptabelt. Men nu?

Han er seksuel sadist, for fanden! Og mit stakkels velordnede verdensbillede styrter støvende sammen for øjnene af mig. For han virker så sød og rar. Han er småbørnsfar og lader i øvrigt til at være ganske normal og tilregnelig oven i hovedet. Men det tænder ham altså fx at stikke nåle i kvinder og høre dem trygle ham om nåde.

Man ka' sgu da ikke være normal og sød og rar og almindelig og så OGSÅ rumme den slags lyster?! Hvorfor mon det er så skræmmende for mig, hvis man alligevel kan? Fordi såkaldt almindelige mennesker (som jeg selv?) så også ka' rumme noget, der ligner ondskab?*

Kunne jeg ikke bare tænke: Hvad filen rager mandens sexliv mig? Jeg kan da sagtens diskutere politik, kønsroller, smag ud i madvarer, sprog og videnskab og verdensbilleder og alt det andet satans interessante, han og jeg nu taler om, uden at forholde mig til hans seksuelle præferencer. Kunne jeg ikke?

Åbenbart ikke. På en eller anden måde vil jeg meget gerne ha' flere samtaler med ham - for han er sgu en spændende fyr med et godt hoved. Tilmed en fyr med indføling, som hensynsfuldt spørger sig for, hvis han frygter at ha' fornærmet nogen, og som også kan sige fra og markere sig. Men samtidig bliver en stemme inden i mig ved at hviske: "Fyren er jo syg, Pernille! Hvordan helvede ka' du sidde og hyggesnakke med ham??"

I dag tog jeg så mig selv i at tænke, at jeg ville sgu da heller ikke kunne kommunikere med en morder: "Du lader til at være et enormt interessant menneske, og så skidt pyt med, du har slået et par stykker ihjel. Det ka' jo smutte, det lort. Og vi kan jo være lige gode venner for det, ikke?"

Og så knækkede filmen! Stod jeg dér og sammenlignede en mand, der dyrker, hvad han nu dyrker, i fuld enighed og indforståethed med kæresten, med en person, der har taget et andet menneskes liv??!

Holy crap! Vi ta'r den lige igen: Jeg sammenlignede fyren med en forbryder...!

*Gisp* Jeg er da helt galt på den. Siger fornuften. Men gæt selv hvordan jeg havde det, da fyren så forleden meget reelt spurgte, om vi ikke sku' stikke næserne venskabeligt sammen en dag. Han var "sikker på, jeg kunne udvide hans horisont".

"Hallo kammerat - én ting er, at jeg på nettet anerkender eksistensen af gode mennesker, som åbenbart dyrker noget så forkasteligt som pineri af andre hjemme i deres ~~soveværelse~~ fangekælder. Du vil da for fanden ikke ha', at jeg også ska' kunne håndtere, at du findes ude i det dér virkeligheden?!"

Og bare (u)rolig... Jeg véd udmærket godt, at det, jeg har gang i her, til forveksling ligner Dansk Folkepartis finte med at sige: "Vi ka' som udgangspunkt ikke fordrage indvandrere, men lige præcis ham, der er min nabo, er faktisk undtagelsen. Han er okay." Velkommen til aftenskolekurset: Hvordan du opretholder dine basale tryghedsskabende fordomme (trin 1).

Lommen - får koldsved, når kategoriseringskasserne smuldrer

*) Det véd jeg godt, at S/M ikke er, ondskab altså.

Lommen - ridder af den sande dyd

2008-01-28T14:17:00.000+01:00

Replikskifte mellem bofælle og mig forleden hjemme i Huset:

Jeg: "Nej, hvor dig og din ven larmede over morgenmaden. Det så hyggeligt ud!"
Bofælle: "Jamen, dét var det også. Øh... Var du i køkkenet dér...? Nåja. Jeg ka' da godt huske, at jeg undrede mig lidt, da jeg ku' høre, du var i bad lige bagefter. Stod sgu lidt og tænkte på, om du mon tog franskbrødsmaden med ind under bruseren".

Og her var det så, han stod og grinede lidt - og jeg vidste godt, det nok ikke kun var ad tanken om en spisende Pernille under bruseren.

Jeg: "SÅ stopper du! Jeg tog ud ad døren, og det så du jo godt - det var min BROR, der lånte mit bad!"
(Min bror havde overnattet fra dagen før).

Lommen - glæder sig over, at det snart er slut med hele tiden at skulle... forsvare sin dyd og anstændige levevis over for nyfigne bofæller. ;-)

Intrigant? Hvem mig?

2008-01-28T11:49:00.001+01:00

Går altså og tænker en hel masse forskelligt for tiden. Noget af det ka' ikke skrives her (af de dér grunde, som alle gamle bloggere godt kender, så nu refererer jeg bare til dem som Grundene (TM) - I ringer eller bipper bare, hvis I vil vide mere, ikke? ;-)).

Men så er der alt det andet, som jeg bare ikke kan skrive endnu. Fordi det ikke heeelt er tænkt færdigt. Men fuck, hvor jeg gerne ville!

Nå, hvis suppen lige får lov at trække et par dage (uger?) mere, så er jeg sikker på, der viser sig noget... Erfaringsmæssigt er det et spørgsmål om nogle gode tunge timer helt i fred for bevidstheden. Så giver ting sig selv (næsten), når jeg vågner.

I hvert fald: Kan afsløre, at jeg både er intrigant og fascineret for tiden. Altså, ikke lige en kombi jeg er SÅ øvet ud i (hvis jeg nu skal tale lidt pænt om mig selv :-))

Lommen - ville være nemmere KUN at være en nørd

Når man virkelig, virkelig godt gider

2008-01-20T14:08:00.001+01:00

I går gjorde jeg det igen:
Jeg bildte mig selv ind, at jeg ikke havde lyst. Ikke gad.

Jeg vågnede op med en dårlig smag i munden. For jeg "gad" jo netop virkelig, virkelig godt. Men jeg turde ikke. Så jeg løj for mig selv. For at være fri for at handle.

Igen.

Jeg er fandengalemig træt af det her narre-hatteri, jeg har gang i over for mig selv, hver gang jeg kunne sætte mig selv på spil, risikere noget - opnå det, jeg ville. Hver gang vælger jeg i stedet at lade, som om intet ku' rage mig mindre. Og det er lige meget om det drejer sig om at skrive et godt speciale, danse en dans med en fyr til en fest, skrive den bog, jeg gerne vil skrive, rejse osv., osv. Jeg tør ikke!

Hva' filen mon der ska' til, før jeg tør?

Indtil da overvejer jeg stærkt et stort skilt i panden:
"Jeg vil egentlig gerne, jeg tør bare ikke - vil nogen venligst komme og prikke hul i facaden af nøje afmålt nonchalance?"

Hm... Og hvis jeg nu så småt begynder at erkende, hvad jeg vil og drømmer om, kommer det så bare til at gøre enormt ondt, fordi jeg nu véd, hvad jeg ønsker mig, men stadig ikke tør gå efter det??

Lommen - den grød er bare for SÅ lang tid siden kold! :-/

Når man er gået fra kæresten-eufori

2008-01-17T08:19:00.001+01:00

Fru Green postede i går en kommentar om, at det gav et lille stik i hende, når hun læste om andre, der blev færdige med deres speciale (hun sidder nemlig selv og kæmper med specialet for tiden). Og jeg kender bare den følelse SÅ godt!

Derfor lige en lille advarsel: Hvis du selv er specialestuderende, bør du enten

lade være med at læse det her indlæg, fordi du bare ikke er spor i humør til at høre om andre, der nu har deres på det tørre

ELLER

læse dette indlæg og bruge det som en gulerod foran næsen: Sådan her ka' det blive for dig, hvis du knokler på og ser at blive færdig.

Alle I andre ka' lige så godt ta' at læse indlægget færdigt, hvis I alligevel er nået hele vejen hertil. ;-)

Hvordan har jeg det nu? Helt ærligt og enkelt: Jeg STORnyder at være færdig! Jeg vil sammenligne følelsen lidt med den eufori, der kan indtræffe, når man er gået fra en kæreste, som man egentlig længe ikke har kunnet få det til at fungere med:

I morgen skal jeg klippes og farves (og jeg ska' da ha' en ny friture, for jeg er bare HELT ny indeni efter bruddet med specialet).
Følelsen fylder hele kroppen: Det var alt, alt for hårdt det forhold - men hold kæft, hvor jeg dog lærte meget, til næste gang jeg skal være sammen med en opgave på mere forpligtende basis...
Jeg har ryddet op på den dér maniske måde - kylet alle minder ud i en sort affaldssæk, mens jeg lyttede til den musik, som var lydsporet i forholdet, og som jeg nu sikkert aldrig orker at lytte til igen...
Jeg skal ud og shoppe - fik jeg nævnt, jeg er ny indeni?
Jeg skal til fest i weekenden - og nej, hvor jeg trænger til at flirte løs. Bare pjattet og useriøst. På selvtillidsboost-måden. I mit liv er der kun mig lige nu. Og sådan skal det være nogen tid.
Jeg slapper af, har energi og overskud (sover pludselig stakkevis af timer - og gør det endda om NATTEN i stedet for på alle mulige skæve tidspunkter!!).
Folk siger, jeg stråler - og de mener vist, jeg gjorde det rigtige ved at forlade den opgave (for den var jo ikke god for mig).

Well. Skål i god morgenkaffe!

Lommen - behøver vi altid en tag line?

Det er jo nærmest ikke til at tro...

2008-01-15T01:31:00.000+01:00

... men så lykkedes det endelig!

På mit skrivebord ligger nu tre eksemplarer af et helt færdigt speciale. Nu lidt søvn i øjnene, og så skal det indbindes og afleveres i morgen formiddag...

Tilbage til det, som de vist nok kalder tilværelsen! Hvor bliver det dejligt at LEVE igen!

Lommen - løb efter toget til sidst

Tyv-blogstart: Om at turde ville

2007-12-21T01:17:00.000+01:00

Nej. Specialet er ikke færdigt. Men hold kæft, hvor er der stress på! Det er lige op over...

Så nej. Jeg er heller ikke begyndt at blogge igen (dette er bare et fata morgana ;-)). Men der er altså noget, der trænger sig på. Ja, faktisk er der meget, der trænger sig på. Jeg har måttet undvære min terapeut-blog for længe. :-) Så jeg tyv-genstarter lige, ikke?

Jeg kunne fx skrive om...

... at det er løgn, hvis nogen påstår, at det er éns faglige evner, der testes i større skriveprocesser - det er jo faktisk mest éns psyke. Ja, man bliver da klar over, hvordan man selv er indrettet, hvis man ikke vidste det i forvejen. Og det er ikke lige rart, alt hvad man finder ud af... :-S Goddag præstationsangst!

... hvad det er for noget med éns blogstemme - hende Lommen er sgu da egentlig røvsyg, gik det op for mig allerede nogen tid inden min blogpause. Det må jeg altså ha' gjort noget ved. Hun har jo ingen humor - det er fandeme nærmest til at dø af grin over! Og heller ingen seksualitet. Og hvorfor er det egentlig lige, at hun ikke har det? (Kan oplyse, at kvinden bag besidder begge dele ;-)) Lommen er frøken Snusfornuftig, frøken Gruppeterapi og fodformede Ekkosko. Hun tør ikke alt det, hun ikke ved helt sikkert, om hun er god til - og det er det meste. (Se nedenfor!)

... angsten for at kaste sig ud på dybt og ukendt vand i alle mulige henseender:
Nu er specialet lige straks færdigt (formaliteterne er klaret, så denne gang sku' den være god nok... ;-)), jeg er single igen, og jeg har lige straks intet sted at bo: Måske er det en slags tegn til, at herfra kan jeg starte from scratch? Ingen bånd, der binder Pinocchio, I ved...

Det var det her med at turde: Nogle mennesker hader bånd og føler dem snærende. Jeg har altid set dem som tryghedsskabende. Jeg er på grænsen til panisk over den situation, jeg aktuelt står i. Alt er nyt - lige om lidt. Og jeg formår absolut ikke at se det som en chance.

Jeg har aldrig rigtigt turdet gøre andet end det helt sikre eller det, der syntes sikkert, i mit liv. Det, jeg ku' "overskue". Hader det ord. Betyder det "gider", "har lyst til", "tør"? Måske lidt en blanding af de tre, et ord man bruger når man ikke kan overskue at reflektere over, hvordan man - egentlig - har det?

Tilbage til at turde: Har aldrig turdet drømme de helt store fremtidsdrømme. Har altid tænkt i, hvad der kunne lade sig gøre. Eller rettere i hvad der ikke kunne lade sig gøre - og ikke meget synes lad-sig-gørligt, når man er mig, sku' jeg hilse og sige (med mindre, selvfølgelig, at andre er hovedaktørerne).

Men Nogen blandede sig for nylig i mine tankestrømme med en fandenivoldskhed og en ærlighed, en humor og en rå følsomhed, jeg bestemt ikke ser hver dag. Nogen vandede min i forvejen spirende følelse af: "Du må da GØRE noget, Pernille!"

Denne Nogen er en mand, som jeg allerede nu ved, at jeg desværre ku' komme til at holde meget af. Han sagde for nylig til mig: "Jeg indså på et tidspunkt, at jeg selv var min egen største forhindring". Ordene brændte sig ind hos mig. Min hud svider endnu.

Det var samtale med samme mand, som fik det til at gå op for mig, at jeg ikke blot er bange for at kaste mig ud i projekter, men bestemt også i relationer. Det sidste er ikke spor nyt. Men jeg ser det nu fra oven. Jeg har gennemskuet mig selv:

Jeg har altid kun givet mig selv to muligheder, når jeg har indledt relationer til nogen som helst: Enten dybt og personligt med det samme (= trygt) eller absolut ingenting. Følte jeg mig ikke hundrede procent tryg, så skred jeg. Fra familie, venskaber - ja, enhver forbindelse over "vil du række mig saltet?"-niveau er set med mine øjne potentielt dødsensfarlig. Jeg er født uden den psykiske overhud, som andre mennesker har.
Jeg har lært at skjule det, men det ændrer ikke på, at den ikke er der. Mennesker lærer sig at overleve på den ene eller anden måde med det udgangspunkt de nu har. Mine overlevelsesstrategier hedder flugt eller kontrol.
I ved, jeg har taget mine kampe med min indre kontrolfreak - og vandt. Men flugten? Hvad er nu dét for noget?

Smerten ved at forlade nogen har ikke på nogen måde kunnet måle sig med den smerte, jeg vidste, jeg ville komme til at føle, hvis jeg gik i uvished: Ønskede modparten den samme relation, som jeg gjorde? Ville vedkommende svigte mig? Ville det igen vise sig, at jeg holdt alt for hurtigt og alt for meget af og ikke var ligeligt afmålt elsket på præcist antal gram? (Bemærk at vi absolut ikke kun taler kæreste-relationer her...) Jeg stak tit af for at redde mig selv. Men på den måde fik jeg jo heller ikke kærligheden, som jeg længtes sådan efter. Jeg kunne ikke gribe den.

Jeg ser nu, at kærlighed ikke måles i nøje afstemte nødrationer. Den måles nemlig slet ikke. Ligesom relationer er processer, der udvikler sig. De er jo ikke statiske, der udstedes ingen garantier - jeg er selv en satans foranderlig fisk. :-) Og det er andre også. Nogle af de dér relationer bliver hos mig alligevel. Andre gør ikke. Og jeg overlever jo nok, hvis de ikke gør.

Jeg var lige ved at kappe båndet til ham manden, jeg nævnte før - lige ved at flygte før relationen nogensinde var begyndt. Jeg var lige ved at gøre, som jeg plejer. Jeg var lige ved at redde mig selv fra ulykker, der ikke var sket.
Og det gør stadig ondt, og tårerne trænger sig på. For jeg var igen ved at lade mistilliden og angsten sejre. Jeg blev mindet om, hvor sårbar og bange jeg er.

Men jeg nåede at tænke mig om denne gang. Jeg nåede at sige til ham: "Det kan godt være, jeg stikker af, fordi jeg er alt for bange - jeg har allerede fortalt alt for meget om mig selv". Og jeg troede, han bare ville trække på skulderen og sige "nå". Men i stedet skældte han mig kærligt ud for at være en eremitkrebs, der kryber i sikkerhed og derfor aldrig får mærket livet og menneskerne. Og så sagde han, han godt vidste, at det var mig, der traf beslutningen. Og at det frustrerede ham lidt, at der ikke var noget, han kunne gøre.

Han fik en mail, da jeg havde tænkt mig om.
Jeg prøver ad. Jeg forsøger at snakke videre med ham. At opbygge en relation, som desværre lige straks kommer til at foregå via satellit over Atlanterhavet, men det er en anden historie... Og han indrømmede, at han helt ærligt ikke havde troet, han hørte fra mig igen. Og at han var glad for, jeg ikke stak af. Jeg er lidt bange over, jeg lod være. Men lige nu er det nat, og så har man lov at håbe... :-)

Jeg forsøger også at lade være med at være bange for resten af tilværelsen - alt det, der kun indebærer mig:

Jeg er begyndt at tænke meget over, hvad filen jeg drømmer mest om i det her satans dejligt besværlige liv.

Så skriv dog den bog!
Så flyt dog til udlandet for en tid!
Så tag dig dog et simpelt skodjob og skriv resten af tiden!
Tab de ti kilo - du er allerede godt i gang med bedre vaner!

Hvis man begynder at mærke efter og vide, hvor man gerne ville være, bliver man pludselig nødt til at handle. Der er en grund til at grammatikkens konjunktiv-form på dansk hedder ønskemåde. Hvis jeg kunne, så ville jeg...

I mange år var min strategi i stedet for at mærke efter at lyve om, hvad jeg ønskede mig. At jeg i det hele taget ønskede. Jeg var typen, der ikke løb for at prøve at nå det tog, som kom ind på perronen - for så kunne ingen i hvert fald grine ad mig, hvis jeg alligevel ikke nåede det. Og jeg slap for at stå og føle mig dum på perronen, når togets døre smækkede i næsen på mig. Eller gjorde jeg? Følte jeg mig inderst ikke lidt dum alligevel?

Lommen - vi snakkes; der er et tog, jeg ska' nå!

Blogpause

2007-10-03T16:16:00.000+02:00

Som I måske har gættet på baggrund af de seneste dages tavshed her på bloggen, har jeg besluttet mig for at holde en blogpause.

Først og fremmest fordi der er et speciale, som skal skrives færdigt. Men osse fordi der er andre ting, der lige nu fylder så meget, at det er dem, tiden skal bruges på...

Men vi ses måske igen - jeg kan jo sikkert ikke lade være, så er spørgsmålet, om I kan... ;-)

Lommen - blogging er kommet for at blive. Osse i mit liv.

Som kvinde tænker man jo...

2007-09-29T15:48:00.000+02:00

Jeg stejler tit, når jeg hører medsøstre levere formuleringer à la overskriften.

"Som kvinde tænker jeg jo, at når ham dér gør sådan og sådan, så er det fordi...".

Som regel bruges sådanne formuleringer reelt til at sige noget i retning af:

"Fordi jeg er kvinde, er jeg jo sådan én, der bruger min intuition så meget, at jeg næsten kan læse andre folks (især mænds!) tanker, og hvis jeg tager fejl i mine mistroiske vurderinger, så er det ikke mit ansvar, for jeg tænker jo bare sådan, fordi jeg er kvinde og socialiseret til det."

... Men øh... Så tog jeg lige pludselig mig selv i at sidde og tænke:

Som kvinde tænker jeg altså, at når fremmede fyre sender mig omsorgsfulde mails, fordi jeg har blogget om, at jeg har haft en hård periode på det sidste, og at jeg er gået fra kæresten, så er der ugler i mosen...
Jeg burde vel skamme mig og bare sætte pris på fremmede menneskers omsorg, men jeg synes altså, det er lidt løjerligt.

Nu er jeg jo osse kvinde...

Lommen - er det bare mig?

Hvornår er man sart? Og hvornår er der god grund til at beklage sig?

2007-09-28T16:41:00.000+02:00

I går gik det endnu en gang op for mig, at jeg ikke er særligt god til at se min situation udefra, når jeg igennem længere tid har det skidt og er bekymret. Jeg er ikke særligt god til at få snakket med andre om det, ikke god til at erkende over for mig selv eller over for dem, at den er gal, og at jeg ikke kan klare presset helt alene...

De sidste par måneder har jeg nærmest konstant haft ondt i maven - og jeg har haft utroligt svært ved at falde i søvn om natten. Somme tider har jeg helt måttet opgive pga panikkede tankestrømme og silende bekymring...

... fordi jeg snart er boligløs
... fordi jeg blev så bange for ikke at kunne nå at færdiggøre specialet til deadline (hvorefter jeg ikke har flere legatpenge)
... fordi jeg blev ved at gruble over, hvad jeg dog gjorde forkert, siden Skuldrene så nemt kunne blive så rasende på mig og afvise mig sådan, når nu vi havde det skønt på så mange andre tidspunkter
... fordi jeg følte mig alene med problemerne og følte, jeg ikke magtede at tage hånd om dem (ja, selvfølgelig er man alene, hvis man ikke siger til, Pernille!)

Efter forleden at ha' indset, at det ikke er mig, der gør noget forkert, men Skuldrene, der må arbejde med sin utilstrækkelighedsfølelse... Efter at ha' snakket med ham og fortalt ham, jeg stadig elsker ham, men ikke kan leve med denne konstante utryghed og følelse af ikke frit at kunne sige, hvad jeg mener. Efter at han mødte mig med forståelse og et erklæret mål om selv at arbejde med sine problemer. Efter at ha' lagt det ansvar fra mig, som ikke er mit...

... sov jeg en hel nat. Otte timer i streg. Ingen mareridt. Ingen vågnen midt om natten badet i sved.

Efter at ha' snakket med min far, som sagde: "Selvfølgelig hjælper jeg dig med at flytte og pakke sammen, og så kommer du op til din mor og mig, og så finder vi ud af noget derfra, Nille!"...

... tænkte jeg pludselig: "Nåja, jeg finder mig vel et fremleje, og så går det jo nok alt sammen. Når bare jeg har tag over hovedet og lidt ro til at gøre det."

Efter at ha' taget kontakt til speciale-vejlederen i går og sagt: "Jeg synes, det her speciale-skriveri er pisse-angstprovokerende!!" (ordret citat!)... Efter at vi tog tingene fra en ende af...

... fik jeg pludselig lagt en helt fast plan og fik lavet en oversigt over specialet, som gør, at nu er det bare at sætte sig ned og skrive resten færdigt. Ikke mere angst. For jeg ved, hvad det er, der skal stå, og da jeg sagde til vejlederen, at jeg sgu ikke havde kunnet finde ud af, hvad der skulle stå i næste kapitel, kunne jeg høre, hun smilede: "Jamen, du har jo lige fortalt mig, hvad der skal stå, Pernille!"...

... og i nat sov jeg så om muligt endnu tungere end de foregående par nætter. Min kæbe gør ikke længere ondt (fordi jeg nok ikke længere ligger og skærer tænder i søvne, som jeg ellers altid gør, når jeg er bange, bekymret og føler mig presset), og mine muskler i skuldrene er pludselig faldet lidt ned.

I aftes dukkede erkendelsen så op lidt forsinket:
Jeg tillod mig at snakke om mig selv over for veninden - uden dårlig samvittighed. Jeg fortalte, hvordan det rigtigt havde været. Jeg fortalte om de tanker, som jeg mest har holdt for mig selv. For det var jo noget værre pjat, ikke? Og hvorfor skulle jeg nu sidde og snakke om bekymrende, sorte emner, når vi sku' hygge os? Osv..

Hun kom næsten til at grine, da jeg sluttede med ordene: "Så lige for tiden er det lidt hårdt".
Hun stirrede vantro på mig: "Ja, selvfølgelig er det hårdt! Da jeg skrev speciale, synes jeg, dét var hårdt NOK, og så har du alt det andet oveni, Pernille!"

Pludselig sank det ind. Det var måske alligevel forståeligt, at jeg har haft svært ved at finde det gode humør sådan rigtigt og vedvarende på det sidste? Måske var det alligevel ikke, fordi jeg var sart, at jeg har følt mig energiforladt?

En ven, der har prøvet at gå ned med stress, bakkede mig meget op i dag: "Lige præcis sådan havde jeg det osse. Følte mig fjollet over ikke at kunne overse den smule...". Manden skrev speciale og havde arbejde og... og... Han endte vist med en arbejdsuge på en 60-70 timer en overgang. Og gik så efter nogle måneder ned med flaget.

Nu sidder jeg så her en fredag eftermiddag. Det regner udenfor, radioen spiller lavt. Der er stort set stille i Huset. De fleste er ude. Jeg vil bruge weekenden på at arbejde videre. I fred. Men lige nu skal jeg bare lige fatte, at jeg er omme på den anden side af en bølge, der var ved at vælte mig omkuld. For at kunne ånde lettet op, må man jo erkende, man har været i fare, ikke?

Jeg trækker vejret roligt og kan mærke den gode tyngde, hver gang jeg sætter fodsålen i gulvet. Og det er ikke - længere - en kamp at løfte sålen igen og tage næste skridt. Og jeg er ikke i tvivl om, at det bliver i den rigtige retning.

For nu er der nogen til at støtte mig. Bare så svært at bede om det dérsens hjælp.

Lommen - hurra for grænsefornemmelse...

En lille beundrende post

2007-09-27T23:47:00.000+02:00

Ham der Nicolas Winding Refn...

... altså selv om han sidder og tuder på landsdækkende fjernsyn og siger 'opførelse' i stedet for opførsel og kalder Christoffer Boe for 'Christoffer Bro' og er pisse manipulerende og sådan...

Så er han altså bare enormt... sød på en eller anden måde. Måske fordi han siger alle de dér alt for ærlige ting på sin egen lidt knudrede facon. Og så er han svinelækker. Der er ikke noget at gøre. Jamen altså - på visse måder ligner manden jo egentlig en person med downs syndrom ("mongolisme") med de dér små øjne, og han er jo faktisk (hånden på måsen) lidt halv-vomset, ikke? (I hvert fald nu)

Men der ER bare noget med komplicerede mænd, som jeg ikke forstår, og som helt tydeligt har den mest sindssyge lidenskab lige under overfladen. Og som er oprørske. Winding Refn kan ikke HA', når ting skal gøres "korrekt", fortalte han for nylig i et af de opsigtsvækkende interviews, som hhv. Mads Brügger og Mikael Berthelsen laver med ham i DR2-udsendelsen "Den 11. time". Og nej, dét er helt tydeligt - manden er dømt ude af det gode selskab i dansk filmverden OG er gået konkurs to gange.

Uhm... Uhåndterlige, oprørske mænd som man bør holde sig laaaangt væk fra.

Lommen - hvad er god smag? **)

**) Ét af de spørgsmål, som netop er blevet diskuteret en del, i ovenstående interviews.

Lommen goes wise

2007-09-27T13:35:00.000+02:00

Så hørte jeg lige mig selv i samtale med meget ung kvindelig medbeboer, som tydeligvis er faldet for en fem år ældre fyr i Huset:

Jeg: "Hvordan kan det være, du ikke har snakket så meget med [fyrens navn] på det sidste?"
Hun: "Tja... Jeg ved ikke rigtigt... Vi har begge to haft travlt og ikke været hjemme samtidig og sådan. Hvorfor spørger du?"
Jeg: "Fordi jeg er næsten tredive, du er atten, og jeg har øjne i hovedet...".

Hun smilede pænt til svar - havde jeg været hende, havde jeg godt nok lige bedt hende den gammelkloge dér om at lukke arret. Især da jeg var atten...! ;-)

Lommen - når man bliver rigtigt gammel, må man osse brokke sig. Privilegierne vælter ned over én...

Frikvarter inden sengetid

2007-09-26T21:24:00.001+02:00

Kan godt være, der er mange løs ender lige nu. Kan godt være, jeg svært ved at overskue fremtiden og er bekymret...

...men lige nu er der tændte stearinlys på bordet og et helt frisk afsnit af Forbrydelsen fra i søndags på nettet. :-)

Og så går jeg sgu tidligt i seng. Er, som om min krop pludselig er gået i efterårsmode.

Lommen - dårlig samvittighed over afslapning --> press 'delete'!

Når man ved, hvor man i hvert fald IKKE skal hen

2007-09-26T15:50:00.001+02:00

I går havde jeg pludselig et flashback. Ét af dem hvor man pludselig står og tænker: "Hov! Har jeg ikke været hér før? Og er det ikke lige præcis dér, jeg besluttede, at jeg aldrig skulle hen igen?" Det lignede lidt et dejà vu og så alligevel ikke.

Jeg fik en sms fra Skuldrene. Hans ordvalg stødte mig. Slet ikke som førhen. Slet ikke fordi jeg blev i tvivl eller angst eller var irrationel. Ikke fordi jeg blev usikker. På ham. På hans intentioner. Eller på mit eget værd. Jeg blev bare godt gammeldags stødt og fornærmet. Osse selv om jeg vidste, at sms'en var godt ment.

Men det er ikke det væsentlige her. Det væsentlige er...

... at da jeg skulle til at svare, indså jeg pludselig, at jeg stod og vejede mine ord. Jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg følte. Men jeg var meget i tvivl om, hvordan jeg skulle formulere mig. For at han ikke blev rasende på mig og igen-igen ikke ville være til at hugge eller stikke i og for at han ikke igen-igen-igen ville ende med at lukke helt af for kontakt resten af dagen.

Jeg forstod i det øjeblik, at selv om en masse andre ting vitterligt er blevet meget, meget bedre imellem ham og mig, og selv om der har været mange flere kærlige, sjove, gode, hyggelige trygge snakke imellem os, så står denne stive, uigennemtrængelige, isnende vrede stadig imellem os. Denne kæmpe gamle sårethed, som ikke har noget med mig at gøre, men som jeg tricker hos ham, blot fordi jeg er tæt på ham, og som rent ud sagt gør tilværelsen mere end besværlig for os begge.

Jeg kan kende et mønster, når jeg ser ét. Jeg har jo selv været dér... Dér hvor man gang på gang fortvivlet tænker: "Hvorfor reagerer jeg dog sådan dér? Det er jo komplet irrationelt og destruktivt!" og "jeg ødelægger jo det hele for mig selv og for mine nærmeste. Hvorfor bliver jeg ved?" Men man gør det igen og igen og igen... Bliver mistroisk og sætter spørgsmålstegn ved kærestens intentioner eller rasende og reagerer med spydigheder og ondskab eller såret og afviser modparten totalt, eller hvad det nu er for en gammel strategi, man ikke kan ryste af sig.

Jeg véd, at man kan gå meget længe uden at fatte, at det ikke er éns medmennesker, der skal ændre sig og "tage hensyn". Jeg véd, at det i de her tilfælde ikke er andre, der "får én til" at udføre disse uhensigtsmæssige handlinger. Havde det ikke været den ene person, så havde det været en anden. Og tit ser man folk gå gennem forhold efter forhold, relation efter relation, hvor nøjagtigt de samme problemer og uoverensstemmelser indfinder sig, uden at de indser, at det ikke er kæresterne eller vennerne, der skal skiftes ud eller ændres på...

... men derimod dem selv, som må vende blikket indad for at finde ud af, hvor de dér store ubehagelige følelser, man ikke kan styre, i virkeligheden kommer fra.

Min tvivl og usikkerhed havde jo gode grunde, om end de lå mange, mange år tilbage - i takt med jeg fandt tilbage, er tvivlen fordampet.

Tilsvarende gode grunde har Skuldrenes (forsvars)vrede helt sikkert osse. Og det er langsomt ved at gå op for ham, at der måske er noget om snakken. Måske er det ikke mig, der kritiserer ham og er "urimelig" og bare vil gi' ham "hele skylden"? Måske er dét at jeg - som alle andre - kan misforstå og siger det til ham ikke udtryk for, han er utilstrækkelig?

Måske, måske, måske... Jeg tror nok, jeg har en idé om, hvordan disse ting hænger sammen...

... det er bare ikke mit job at (blive ved at) fortælle ham det og prøve at få ham til at indse, at det ikke er mig, der skal "arte mig" for at hans vrede og sårethed ikke trickes. Jeg ved, hvordan det går, hvis jeg først bevæger mig ned ad den sti, hvor jeg ikke trygt kan vise mine følelser af angst for modpartens voldsomme reaktioner. Dét går ikke. Dér skal jeg ikke hen. For så ender jeg med at være meget ulykkelig og allerværst: Med at miste mig selv.

Nu har jeg gjort, hvad jeg kunne. Fortalt ham, hvad jeg ser, og hvad der nok bør gøres. Og jeg ved, at noget i ham vågnede, og at han selv er dybt ulykkelig lige nu. Jeg hørte ham sige ting som: "Nej, det her kan du jo ikke gå i, Pernille. Du skal jo ikke gå og være bange for mine reaktioner hele tiden...". Og "jeg er selv så træt af, at jeg gør sådan her, og det bliver sådan her. Jeg forstår det ikke helt".

Han véd det jo godt. Han er jo både en klog og en følsom mand. Og jeg elsker ham stadig. Så jeg tillader mig at håbe, at ulykkeligheden slet ikke er så ulykkelig endda...

For med den følger jo erkendelsen af, at problemet ligger i én selv - og når den første sorg har lagt sig, så anes en stribe lys i horisonten, fordi man pludselig fatter, at man selv kan løse det her problem, som man ellers hidtil har opfattet som andres hensynsløse adfærd over for én, hvorfor man har stødt deres kærlighed fra sig...

Og ja, han blev vred over mit sms-svar. Og alle mine bange anelser blev skam til virkelighed. Og det var et helvede resten af dagen. Endnu en gang. Og så var det, at jeg i aftes så tilbage på flashbacket tidligere på dagen.

Og - billedligt talt - tog jeg derfor min hat og frakke på og smuttede med et "vi ses måske" til farvel. "Det håber jeg", svarede han.

Lommen - en streg i sandet

P.s. Og så kan man jo tænke lidt over, at den sidste film, jeg lånte af ham, var Anger Management...

Om at blive rasende i stedet for at sige nej

2007-09-25T15:47:00.000+02:00

Kender I mon problematikken med, at visse mennesker bliver vrede, når man beder dem om et eller andet eller siger, hvad man kunne tænke sig?

De har tilsyneladende ikke fattet, at de som voksne mennesker har et voksent menneskes rettigheder og dermed mulighed for at vælge imellem at sige ja eller nej.

Jeg fatter det ikke!

Jeg fatter simpelthen ikke den dér mekanisme, der tilsyneladende hedder: "Nu er der én, der beder mig om noget eller ytrer et ønske, som jeg ikke føler, jeg kan opfylde eller gå med på, så nu må jeg hellere flippe helt ud af raseri over, at vedkommende kunne finde på at spørge!"

Hvem dælen har bildt de her mennesker ind, at det ikke er i orden, hvis de stille og roligt siger fra??
Og hvad er det lige, de får ud af deres raseri? Er det mon en skræmmekampagne, som helst sku' medføre, at man aldrig formaster sig til at bede om noget igen?

Lommen - frustreret, vred og helt ærligt målløs

En grøn plante og en god øl...

2007-09-24T20:18:00.001+02:00

... var så, hvad kæresten mente, der skulle til, da han stod og ville forkæle sig selv oven på en dårlig dag...

Hm, hvilken type mand er man mon så??

For mig selv er det så i øvrigt sidst på måneden, og jeg kan alligevel ikke rigtigt komme i tanke om noget i supermarkedet, der skulle kunne kompensere for, at jeg fra 1. januar ikke har noget at bo i, så jeg tror bare, jeg opgiver og "hygger" lidt videre med specialet... *suk*

På den gode side skal jeg snart se min søde elskede OG har haft en rigtigt rar samtale med min far i dag.

Lommen - jeg finder vel en løsning, det gør man jo...

Et ganske særligt kontor

2007-09-24T12:00:00.002+02:00

Jeg dumper ind på kontoret efter en mere end turbulent weekend, er lidt træt og bliver det endnu mere ved synet af min arbejdsplads. Uge 39 er i topform, men medarbejderne farer mest forvildet rundt om sig selv i ren panik over hver deres deadline-hærgede arbejdsopgave.

Mit eget skrivebord roder og sejler osse - bunken med ubrugte kys vokser og skuffen med helt nye erkendelser, der skal lægges i orden, tør jeg slet ikke se ned i. Da jeg med vold forsøger at mase den overfyldte skuffe helt ind i dens skinne, kan jeg høre, at et par af erkendelserne ryger ned bagved og sætter sig i klemme mellem skuffen og bordets bagbeklædning. Jeg bander indvendigt, men okay.

Hvor der handles, der spildes...

Lad os se, hvad har vi ellers på programmet? *Kigger ud over skrivebordet med alle papirbunkerne* Nå jo - nogen ringede og rykkede for Evnen til at Slappe Mere af i Parforholdet. Produktet er snart færdigt. Må lige ha' kigget på det en sidste gang. Jeg sender en beta-tester ud til dem en af dagene.
Så er der noget med et speciale, der har klaget, fordi dens ejermand vanrøgter det... Sku' være en rutine-ting.
Dér ligger en sagsmappe på en stempelkande, som har anmeldt sin arbejdsgiver for grove forsømmelser; til trods for at den ifølge sin kontrakt har ret til både ferie og pauser, får den ingen af delene. Hvad f.....? Dén havde vi da osse inde i foråret, nu hvor jeg tænker over det! Nå, videre:
Der er flere sager om ansøgninger til renovering af privatøkonomier...
Så er der minsandten osse et sexliv, der har henvendt sig... Nu igen - det er altså ikke vores departement. Over i omadresserings-skuffen!
Hvad har vi her? Dét er en af de svære... Et raserianfald, som ansøger om opholdstilladelse. Ja, der er jo ikke store chancer med den fortid, men okay. Engang imellem lykkes den slags jo...

Jamen, så er der vist ikke andet at gøre end at komme i gang!

Lommen - just another day at the office

Den her sang skruer jeg op for

2007-09-21T12:36:00.001+02:00

... hver gang de spiller den i radioen. - Osse selv om det er lidt Pet Shop Boys-agtigt... :-)

God weekend!

Jeg ku' nemt ha' slået en eller anden ihjel

2007-09-21T11:06:00.001+02:00

Hm...

Biograf-filmen i går eftermiddags hører til de tre værste, jeg har set i mit liv ("kulret og neurotisk" fik en helt ny dimension...)
En mail fra kæresten (som han selv mente var både fræk og kærlig) tændte mig totalt af og gjorde mig stik-arrig og meget såret - han skrev den jo på en helt forkert dag, ikke...?
Samtalen med Brormand fungerede slet ikke (det var selvfølgelig udelukkende hans skyld...)
Mine bofæller i køkkenet irriterede mig ved deres blotte tilstedeværelse
Jeg syntes, de fleste folk, jeg passerede på gaden, virkede selvhøjtidelige og opblæste...
... og tænkte om mig selv, at hvis jeg mødte mig på gaden, så ville jeg da skynde mig at knalde mig én på skrinet.
Jeg brugte en masse energi på at holde tårerne indenbords, da jeg sad i toget på vej hjem fra biografen, men måtte gi' los, da jeg steg af og græd en god del af gåturen op til Huset pga...
den dér mail, den dér film, de dér mennesker, det dér forhold, de dér forældre, som jeg nu på tredje uge (efter eget stille og roligt forslag) ikke taler med, den dér verden og i særdeleshed det dér mig i den.

Lommen - lad menstruationen begynde!

Sådan lige midt om natten...

2007-09-20T01:55:00.000+02:00

... stod jeg i mit køkken og følte mig pludselig så glad.

Han får sgu en "jeg elsker dig"-sms.

Lommen - bare fordi :-)

Hvorfor er folk bange for at fortælle om deres drømme?

2007-09-19T11:37:00.001+02:00

Jeg har opdaget noget sært:

Folk er tit flove over at fortælle om deres drømme og håb. Altså ikke natlige drømme, men livsdrømme. Om...

Rejser, de gerne ville foretage
Stillinger, de håber på at komme til at bestride
At netop dén, hvis opmærksomhed de arbejder så hårdt på at få, endelig anerkender dem
Kvinder og mænd, de vil ha' deres børn med
Bøger de vil skrive
Taler, de vil holde
At den slægtning, de er uvenner med, efter års fjendskab dukker op med en undskyldning

Osv., osv..

Mål, som de et eller andet meget hemmeligt og privat sted omme i baghovedet har sat sig - håb, som de nærer så stærkt, at det er motivationen for store dele af deres arbejdssindsats.

Jeg funderer lidt:

Hvad er det med drømme? Hvorfor er vi mon så blufærdige over at sige dem højt? Er vi bange for nemesis? Eller tør vi ikke tro på, at vi har fortjent det? Er vi bange for at blive grinet af, når vi ved at sætte ord på vores drømme viser vores inderste frem og står ved os selv? Frygter vi, at nogen skal sige: "Det dér? Glem det, du har ikke en chance!"

Og ja. Jeg er osse selv genert omkring den slags. Men hvorfor dog?

Lommen - at mærke hvad man ønsker er at mærke sig selv

En lækker steg

2007-09-18T17:08:00.001+02:00

I går var det nok noget nær det bedste, der kunne ske, da Præstevennen ringede, netop som jeg ellers var på vej ud ad døren for at handle:

"Hej, jeg er blevet brændt af af mine middagsgæster og har allerede optøet en gigantisk skinkesteg. Vil du ikke komme forbi og hjælpe med at spise den?" var sådan cirka budskabet.

Nu er jeg et meget hjælpsomt menneske, og med den møgdag jeg havde haft, var udsigten til afslappet samvær og hygge og chancen for at glemme det hele mere end bare tillokkende.

Der blev kokkereret til den store guldmedalje, vi kom alt for sent i gang og gik og småpimpede nogle glas vin, fik lavet en fantastisk sauce indeholdende bl.a. calvados, æblestykker, pærecider og fløde, og alt var i det hele taget, ganske som det skulle være:

Vi spiste omkring midnat (ja, maden blev god!), hørte russisk opera, drak diverse hjemmebryg af mere eller mindre uantageligt tilsnit og så efter en pludselig indskydelse "En duft af kvinde" med Al Pacino klokken endnu mere møg. (Godt, at jeg endelig fik den set!)

Jeg var hjemme omkring kl. syv i morges og sidder totalt og hænger nu pga aaaaalt for lidt søvn - og jeg får vist ikke lavet dagens gode gerning. Hovedet vil slet ikke være med. Tror bare, jeg må se i øjnene, at de dage er talte, hvor jeg kan fungere ordentligt (læs: koncentreret) på under syv timers søvn og planlægge efter det, for det her med sådan en "dagen derpå, jeg kan ingenting"-dag er lidt dumt og spild af tid, ikke?

... På den anden side: For fa'en hvor havde vi det sjovt i går! :-D Og hvor jeg trængte til det.

Lommen - i morgen må der effektive boller på suppen!

Kan ikke lide den her dag II

2007-09-17T17:51:00.000+02:00

Pyyyh...

Venindens knude er heldigvis godartet. Så meget ligger fast. Der er en minimal risiko for, at den slags kan udvikle sig til en ondartet tumor, hvis ikke den bliver fjernet, så dét gør lægerne. Inden for en måneds tid.

Dén side af sagen er fin.

Hvad der bekymrer veninden, er imidlertid, at lægerne osse har informeret hende om, at der kan ske det, at de under en sådan operation kommer til at beskadige nogle af de nerver, der kontrollerer motorikken i ansigtet. Sagt på jævnt dansk betyder det, at der er en vis risiko for, at den ene halvdel af hendes underansigt (og mund) kommer til at "hænge" resten af livet.

Hun blev meget ked af det, da den melding langsomt sank ind. Det var hårdt at se hende ha' det sådan.
Mens jeg trøstede hende, prøvede jeg osse at sige, at jeg synes, hun skal tage én dag ad gangen - glæde sig over, at knuden er godartet og så ellers sætte sin lid til, at lægerne er dygtige og gør deres arbejde godt. At det med at beskadige nerven er en risiko, der eksisterer, betyder jo ikke, at det nødvendigvis går så galt.

Men jeg kender godt uvisheden - og det, den gør ved én. Og jeg kan godt huske, hvordan jeg selv havde det under min ansigtslammelse, da jeg fik den melding, at den "nok" forsvandt inden for 6-12 måneder, men at det altså ikke var sikkert, at den nogensinde ville gå helt væk, selv om der var gode chancer, fordi jeg var så ung...

Well. Nu er der bare tilbage at håbe.

Nu vil jeg prøve at gøre den smule, som er tilbage af dagen, til nogle gode timer. Trænger til det. Ikke flere voldsomme følelser til mig i dag, tak.

Lommen - hvordan har jeres dag været?

Kan ikke lide den her dag

2007-09-17T14:07:00.001+02:00

Hm...

Klokken er kun knap 14, og ting vælter allerede ned om ørerne på mig...

Jeg vågnede klokken lort i morges med tårerne silende ned ad kinderne. Havde et fuldstændigt forfærdeligt mareridt. Noget om at være taget hele den lange vej over til kæresten kun for at... finde ham med en anden kvinde.

Denne storslåede dag fortsatte så med udfærdigelse af ét stk vred, kold mail til en mand, som jeg gerne vil ha' holder sig væk nu, når han ikke kan lade være med at opføre sig så barnligt og ubehageligt, som han gør...

Og så ringede kæresten fra job (noget han ellers aldrig gør) og lød helt forkert i stemmen, da jeg spurgte, om der var noget galt. Det viste sig så, at han bare var ked af, han havde overset en aftale og ville høre, om vi kunne ses lidt før end aftalt. Jeg er ikke god til den slags skift og bruger gerne lidt tid på at omstille mig - men altså hellere før end senere, ikke? Og så længe der ikke var sket ham noget. Blev bare så forskrækket lige først, da han sku' ta' tilløb til at sige, hvad der var på færde.

Og nu... har veninden lige sms'et: Hun har fået resultater fra hospitalet. Af de blod- og vævsprøver, hun for nylig fik taget af en knude på halsen, hun længe har døjet med. Hun ville ikke fortælle mig resultaterne over telefonen...

Må tilstå, at jeg virkelig-virkelig IKKE kan lide den her dag foreløbig.

Lommen - ængstelig

Om en bas-prut i den grønne lænestol

2007-09-17T12:16:00.001+02:00

Uddrag af telefonsamtale med kæresten i aftes:

Jeg: "Lige nu kan du godt nok være glad for, du ikke er min lænestol... Altså, det er du sikkert osse ellers... Eller, altså - du ved."

Han (hørligt smilende): "Øh... Men så havde jeg jo været tæt på dig?"

Jeg (for 127. gang helt befippet over den dejligt kærlige tone imellem os): "Jamen, jeg fes lige en total bas-prut ned i sædet... Desuden: Hvis du havde været lænestolen, havde du jo osse været grøn* og æhm... heddet Olfert".**

Han (med drillende stemme): "Ja, men til gengæld havde du så siddet oven på mig...".

*Saligt suk*

Lommen - jeg kan simpelthen ikke stå for ham!

*) NB! Bemærk venligst at min lænestol osse var grøn FØR prutten...
**) Jepper, visse af mine ejendele har navne - min computer hedder fx Ella (den er af hunkøn, fordi den har personlighed, holder orden på ting og er hurtig til mange ting på én gang...). Min stol hedder Olfert, fordi den er grøn, har gyseligt frottébetræk og er noget så skøn at sidde i (min bror leder stadig efter knappen, der udløser den katapult-funktion, som han pga fjedrene i sædet er sikker på, findes i den...)

Jeg fandt en telefonboks. Eller: Lommen goes Dr. Phil :-)

2007-09-15T18:01:00.001+02:00

Når Clark Kent skal forvandle sig til Superman, løber han ind i en telefonboks, hvirvler rundt og skifter tøj og kommer så ud som vores alle sammens usårlige helt.

Jeg er ikke spor usårlig. Dét er min kæreste heller ikke. Alligevel er det, som om vi begge har været en tur inde i sådan en telefonboks og for nogle uger siden kom ud igen og måske var tættere på at være de mennesker, som vi hver især gerne ville være.

Jeg kan kun tale for mig selv. Her er, hvad jeg ser:

Dengang var det kun sjældent ham, der tog initiativ til kontakt - det tror pokker, jeg tog kontakt hele tiden og var i øvrigt alligevel aldrig tilfreds med hverken kontaktens indhold eller fordelingen af initiativ...
Dengang havde vi aaaalt for mange af de snakke, som osse Anita hader :-)
Dengang var min dag ødelagt, hvis jeg i en af hans sms'er fandt et ordvalg, der kunne få mig til at tvivle på hans følelser for mig - jeg "druknede" i fortabthedsfølelsen og fik tit spundet større og større tankespind, som alle centrererede sig om, at han i virkeligheden ikke elskede mig eller ikke elskede mig "nok". Dette medførte dels skam over at ha' det sådan, dels vrede imod ham.
Dengang følte jeg mig ofte usikker, uønsket, træt og modløs.
Dengang skændtes vi stort set hver eneste dag.
Dengang var der til sidst ikke megen latter i vores samtaler.
Dengang troede jeg dybest set (uden at ha' tænkt over det), at jeg alene havde ansvaret for forholdet: For kontakt, for at planlægge, for at tage vigtige emner op osv.. Sandheden var, at jeg aldrig i nogen relation havde turdet slippe ansvaret - for tænk nu hvis jeg fik mine værste anelser bekræftet, og relationen så faldt fra hinanden...
Dengang slappede jeg ikke af i det og følte det tit som en kamp.
Dengang kunne jeg ofte spørge mig selv, hvorfor fanden jeg blev i det.

Nu...

Har vi kun skændtes en enkelt gang over en periode på 3-4 uger - til trods for, at vi har mere og mere kontakt og ganske som det var planen nærmer os hinanden igen.

Så sent som i nat da jeg kom halvfuld hjem og havde mistet mine nøgler, ringede mobilen pludselig. Det var Skuldrene, som lige ville sikre sig, jeg var okay. Og som i øvrigt fortalte mig, at han under alle omstændigheder ville ha' ringet - nøgler og dum situation eller ej - bare for at høre min stemme. Og som derudover havde sendt mig nogle særdeles kærlige sms'er fra sin egen bytur.

Og da jeg så ringede til ham i dag og sagde godmorgen, var han stadig noget så kærlig. Og nu har han lige sendt en sms bare lige for at nusse-kramme lidt og sende mig en tanke, fordi jeg sidder og arbejder (når jeg ikke blogger... ;-)) på en lørdag. Jeg blev bare så glad! Den tilnærmelse, der ligger i sådan en lille, sød besked... *Bliver helt blød indvendigt*

Generelt tager han i det hele taget meget mere kontakt - sender en mail med et sjovt billede, et sms-kys eller ringer for at "høre min stemme".

Og lige pludselig er samtalerne fulde af latter over dagligdags ting. Og jeg tænker ikke ret meget over, hvornår vi mon nu taler sammen igen, eller hvordan et ordvalg skulle opfattes. Jeg har tillid - og ikke så travlt med at kontakte hele tiden. Det er jo osse rart at være i fred eller snakke med andre. :-)

Bevares, somme tider stikker Klidmosteren hovedet frem igen, og jeg kan mærke det prikke et sted i kroppen, som før var i alarmberedskab konstant. Men nu kan jeg kende det og som regel beder jeg hende bare om at fucke af, Klidmosteren. Skuldrene ved det osse og tager det ovenfra og ned. Han virker meget bevidst om, at Rom ikke blev bygget på én dag...

Jeg tror, vi er alt for mange (kvinder), der styrer det hele i familien og de nære relationer, fordi vi er så uendeligt usikre på vores eget værd og tror, at den styring er den eneste mulighed for tryghed. Jeg synes i hvert fald, jeg ser det her mønster i mange andre relationer end dem, jeg selv indgår i. Og jeg tror, at vi er alt for mange, der drømmer om at få frataget hele det ansvar for alting, som vi har pålagt os selv. Drømmer om at nogen får øje på den enorme sårbarhed og usikkerhed, der ligger nedenunder den "sikre styring og organisering".

Vi kommer ingen vegne, før vi sætter os selv fri og lader andre komme til... Før da er der ikke plads til, at vores nære kan vise os, hvor meget de værdsætter os - ikke blot for hvad vi gør, men osse for hvad vi er.

Lommen - kan parforhold virkelig være så ukompliceret?

Lukket ude

2007-09-15T13:04:00.000+02:00

På en skala fra -13 til Paris Hilton er en intellektuel supertanker, hvor dumt er det så at miste sine nøgler klokken kvalme natten mellem fredag og lørdag, så man ikke kan komme ind i sin bolig??

Heldigvis har vi en ordning, sådan at vi kan ringe til en beboer i vores nabohus og bede om at blive lukket ind. Et godt menneske: Han får et meget symbolsk beløb for det.

Men... Gæt hvor glad han blev for at blive vækket pissebagstiv af "forstive" Pernille, der havde mistet sine nøgler... :-S

Nå, i det mindste slap jeg for at lave klassikeren og sove på vores køkkensofa.

Lommen - men det var en fed bytur, og jeg har næsten ikke tømmermænd i dag**

**) Nok fordi jeg åd den mest salte pizza verden har set OG drak det meste af to liter vand, før jeg gik i seng

Jeg er blevet til en mand...

2007-09-14T13:13:00.000+02:00

Blev inspireret hos Lizelotte og tog en quiz, der skulle afgøre, hvilken personlighed jeg har. Jeg må sige, jeg er ganske godt tilfreds (om end jeg da har fået lidt præstationsangst nu... ;-)) Se resultat nedenfor.
God weekend til alle!

Lommen - gad vide om DaVinci heller ikke tænkte ret meget, når en regnvejrskolde fredag dukkede op...? På den anden side: Italien og kulde...

Leonardo DaVinci

Du er et multigeni som både kan lage fantastiske kunstverker, utvikle usannsynlige oppfinnelser og tenke tanker høyt over de fleste andre. Det er bare å velge og vrake for deg! Hva skal du bli, hva skal du gjøre? Verden ligger for dine føtter. En ting er sikker: du vil huskes i mange, mange år etter din død.

7.56% har falt innenfor denne kategorien.

Karlsvognen står klar over Huset...

2007-09-13T21:18:00.000+02:00

... og jeg ville helst hoppe ind i den og skynde mig at køre af sted til ham, jeg savner lige nu. Men det bliver hverken i dag eller i morgen eller om en uge. Gider faktisk ikke tænke på, hvor lang tid, der er til. Det er bedst sådan. Har selv bestemt det. Ting skal falde helt på plads mellem os, før vi ses. Det går rigtigt godt - og så er det svært at lade være med at savne. Og det skal man vel heller ikke - lade være med, altså?

Men derfor kan man jo godt længes efter en varm tryg favn at putte i. Det at være helt stille, tætte og trætte sammen...

Har været en helt fin dag med arbejde og kaffe og ikke noget som helst specielt. Bare endnu en dag, der gik som den skulle. Og det er såmænd okay. Nogen forlanger aldrig mere. Er ikke trist på dén måde. Der er vist bare tale om forbigående, lidt luksuriøs melankoli. Måske oven på en meget aktiv dag i går? Det er ikke engang vigtigt hvorfor. Den er der bare.

Det er godt at være nået dertil, hvor et humør bare kan være.

Nu skriver jeg lidt mere på specialet en times tid, og mon så ikke det er i orden at søge ly for efterårsmørket og for kulden, der nu kommer snigende derude? Mon ikke det er i orden at krybe ind under min dyne og gemme mig bag den tryghed, som udsendes af et enkelt rankt sterinlys?

Lommen - pakker mig ind

Hvilke regler forventer du, at andre overholder? - Om såkaldt 'almindelig pli'

2007-09-13T15:52:00.000+02:00

Jeg kan tydeligt huske den - den eftermiddag for mange år siden. Min far kom harmdirrende hjem sammen med lillebror og berettede over for min mor og mig indigneret om indkøbsturen, de netop havde været på:

"Hun gik lige forbi mig uden at hilse. Og hun så ellers helt sikkert, jeg nikkede til hende. Det kan da godt være, vi ikke kender hinanden noget særligt, men det er da alligevel almindelig pli at hilse igen!"
Min mor var enig og solidarisk forarget.

Jeg stod og funderede over udtrykket, som jeg dengang syntes lød underligt: Hvad var det dér pli mon egentlig for noget?

Og det er faktisk stadig ikke helt nemt at svare på, synes jeg. Og jeg kan tit være nervøs for at afsløre mig selv som en social analfabet, der ikke kender de dér færdselsregler, som de andre har vedtaget. Ja, og nervøs for at støde nogen, selvfølgelig... :-) Jeg forsøger at være hensynsfuld, men der er sikkert osse regler, jeg ikke kender til. I visse sammenhænge kan jeg virkelig frygte at bumpe ind i dem.

Selv synes jeg i dag, at det er almindelig pli at indlede med at spørge, om man forstyrrer, når man ringer til nogen. Eller at banke på (og afvente svar!), inden man åbner døren til et andet menneskes domæne, fx et kontor. Eller at lade være med at bøvse og fise i andres selskab. Eller i god tid at give besked om hvorvidt man har tænkt sig at deltage i en fest, man er inviteret til. Osv., osv..

Der er en masse sociale færdselsregler - og mange af dem er vi forhåbentlig ret enige om. Ellers er det vel meningsløst at ha' reglerne.

Men sagen er bare...

Hvad ligger der i 'almindelig pli'? Er det ikke lidt en smart formulering for "alt det, du bør vide om, hvordan man opfører sig, uden at jeg behøver gøre mig den anstrengelse at fortælle dig det?" Er det ikke en uformuleret regelsamling, som vi fornærmet kan henvise til, når vi føler os stødt på manchetterne over, at de regler, vi tager for givet, måske alligevel ikke er så givne endda?

Kunne man forestille sig et menneske, som har været sin kæreste utro og fortæller det til ham/hende, hvorefter kæresten indigneret og såret udbryder: "Nej, nu ska' du ellers ha' tak! Det er da almindelig pli ikke at ligge og kneppe andre!"??

Nej, vel?
Almindelig pli omhandler de små ting i hverdagen. Alle de ting, hvor man forventer, at man ikke behøver formulere forestillingerne om, hvad man kan og vil acceptere. Tilsyneladende handler det om de dér små situationer, hvor man kunne risikere at tabe en lille smule ansigt. Ikke på den dødbringende måde, men på den dér måde, hvor det liiige akkurat er tydeligt, at den sårende part ikke har respekt for én.

... Som når folk skubber til én på gaden uden at sige undskyld
... Som når de går foran én i en kø
... Som når de tænder en smøg i offentligt rum og oser dig lige op i ansigtet
... Som når de smækker en (butiks-)dør lige i hovedet på dig i stedet for at holde den på klem, så du kan nå at komme ind
... Som når de undlader at sende maden videre under en middag

Osv., osv..

Jeg elsker folk med pli, som vel osse kunne betegnes 'taktfuldhed'. Men jeg hader, at folk nu og da forveksler pli med empati.

"Du kunne da ha' sagt dig selv, at du ikke skulle svare ærligt, da jeg spurgte, om jeg så tyk ud i den her kjole! Har du ingen pli?"

Nej, jeg kunne ikke. Dét handler ikke om pli - i hvert fald ikke hvis vi er nære venner. For pli er når alt kommer til alt, en offentlig høflighed, der skal gøre det lettere for os alle at færdes blandt mange - fremmede - mennesker hver eneste dag. En slags nyttig forstillelse. Og en måde at undgå at fornærme fremmede på.

Jeg tager gerne hensyn til både fremmede og til mine venner. Men jeg kan ikke læse tanker. Så lad være med at fortælle mig, at jeg "burde ha' vidst", så snart vi når ud over almindelige færdselsregler. Men fortæl mig gerne, du blev skuffet eller såret uden at retfærdiggøre dig med nogle regler, der ikke har noget med sagen at gøre. Så skal jeg forsøge at huske det til en anden gang.

Dét er vel almindelig pli ikke?

Lommen - ;-)

Om tålmod

2007-09-13T13:00:00.000+02:00

Jeg har fået mig en lille dims på min computer, som kan fortælle mig, når der er ny mail på min konto hos Gmail (en såkaldt 'notifier'). Vældigt praktisk og maski-mekanisk. :-)

...Men hvor er det dog sindssygt frustrerende når der dukker besked op om, at der er en - sød - mail fra kæresten (ja, man kan læse de første par linjer i den dér dims) og så går der flere MINUTTER, før selvsamme mail rent faktisk er at se i indbakken!

Nå, den her var nu værd at vente på. ;-)

Lommen - jaja, så længe man ikke har større problemer...

En herlig dag

2007-09-12T22:10:00.000+02:00

Lige så øv dagen i går var, lige så skøn har denne været på nærmest alle fronter.

Ikke blot var det virkelig en positiv oplevelse hos psykologen i dag, men jeg har osse...

... forkælet mig selv med en pose gourmet-kaffe til stempelkanden (og allerede delt en hyggelig (!) kande med naboen)
... arbejdet koncentreret med specialet (og nu skriver det jo nærmest snart sig selv :-))
... fået indkøbt de dér lufttætte opbevaringsbokse, så alle de dejlige meltyper, jeg altid har stående ikke konstant hærges af de her sataner (har godt nok smidt meget mel ud de sidste par uger - øv!)
... ryddet op og båret affald ned
... husket at købe nogle af de dér småting, som man ellers bliver ved med at glemme
... har bagt økologiske speltboller (og overholder dermed på fjerde måned min målsætning om at bage hovedparten af det brød, jeg spiser, selv)
... har tjekket min saldo, hvilket jeg HADER (og fundet ud af, det stod bedre til end frygtet)

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg osse konstateret, at min gardenia nu lægger an til en håndfuld knopper for tredje gang i år (ja, jeg er en pavestolt plantemor... *rødme-ikon*)

Lommen - man skal jo osse klappe sig selv på ryggen somme tider :-)

Om at finde ud af hvor langt man er nået

2007-09-12T19:36:00.000+02:00

"Hvad synes du, du har kunnet bruge fra det her forløb, indtil videre?", spurgte psykologen mig i dag. "Hvad har du fået ud af det?"

Jeg grundede lidt og sagde så ting som:

Jeg er blevet meget bedre til at sige ligeud, hvad jeg har brug for - og meget bedre til at mærke efter, hvad jeg egentlig behøver, og hvad der egentlig ikke er så vigtigt. Jeg frygter ikke længere at blive forkastet af mine nærmeste, hvis jeg viser min vrede eller skuffelse eller mine drømme. De 127 sms'er om dagen er ikke vigtige eller nødvendige længere, fordi jeg langt det meste af tiden stoler på, at kæresten og andre vil mig. Daglig kontakt er ikke pinedød nødvendig for at jeg ikke såres - den glæder mig, hvis den er dér. Men det gør mig ikke i sig selv ked af det, hvis den ikke er.

Det at evne at læne mig tilbage og stole på, at jeg ikke selv behøver stå for alle initiativer er skønt og meget afstressende ift før - osse for kæresten, der glad siger, han ikke længere føler sig presset! Og jeg kan mærke, han gladeligt tager over, nu hvor jeg giver slip.

Jeg er begyndt at se helt anderledes på folk, som er meget forskellige fra mig selv. I stedet for at blive irriteret over, at de er " nogle rodehoveder", mere indadvendte osv., så ser jeg nu det anderledes som noget, der kan få mig til at bruge nogle andre sider af mig selv end dem, jeg plejer.

Jeg er blevet bedre til at tage ting, som de kommer - og fatte værdien af den indstilling.

Jeg har fået det meget, meget bedre med min kæreste, fordi jeg ikke længere mistror ham og hans intentioner. Det gør ham glad. Og så avler glæden glæde: Når jeg slapper mere af og ikke forventer alt muligt (ikke holder regnskab), så har han plads til at nærme sig mig og tage initiativ, og dét bekræfter mig.

Lommen - jeg kan altså godt anbefale det med at se en terapeut, osse selv om det ind imellem er hårdt arbejde...

Hvor kom nu alt det dårlige humør nu fra?

2007-09-11T17:20:00.000+02:00

Solen skinner på den skønneste efterårsmåde, gylden og dejlig, og jeg gik en lang tur i det lys tidligere i dag. Jeg er kommet videre med specialet, og egentlig burde jeg ha' det fjong badabing.

Men det har jeg ikke.

Jo længere jeg gik, jo mere gik det op for mig: Jeg er vred og ked af det og indestængt og bør helt klart begrave mig i arbejde resten af dagen, så jeg ikke forpester mine medmenneskers dag! Hvor jeg dog hader det humør - I ved, jeg er sådan liiige på nippet til at tude hele tiden. (Og nej, det er ikke dén tid på måneden...).

Lommen - har sgu helt ondt i maven af arrigskab, altså. Øv!

New kid on the blog

2007-09-11T12:40:00.001+02:00

Gæsteblogger-indlæg er jo vist nok vældigt moderne :-) Så Juncker har skrevet et svar på tiltale, efter at jeg i går ovre hos ham udbredte mig om, hvilke præmisser jeg selv blogger ud fra - og hvilken type blogs jeg derfor holder af. Surprise, Junckeren er ikke enig i alt, hvad jeg skriver... For kan man fx overhovedet skelne så groft mellem fiktion og faktion, som jeg gør?

--------

Svar til Lommen

Inden det går løs, så lad os være enige om, at vi ændrer begrebet rammer til begrebet præmisser.

Opsamling på Præmisser

Jeg kan godt lide den måde, du samler op på min præmis-tekst. De der 3 punkter, var i virkeligheden alt hvad jeg behøvede at ridse op. Men, nu har du givet gaven videre til læserne og jeg – så lad os bruge den!

Det er muligt, at det er det der har holdt dig væk fra borgen, som du metaforiserer.

For som du selv skriver, er kommentator-Juncker (K-Juncker) og Blog-Juncker (B-Juncker) på crash course, men jeg må så også sige, at det aldrig har været meningen, at de skulle følges ad.

Denne beslutning giver du nogle perspektiver på, som jeg aldrig ville have spekuleret på, hvis du ikke havde bragt dem op.

Og, jeg kan godt se – at hvis man læser mine kommentarer rundtenomkring, kan man nok godt få kaffen galt i halsen, hvis man læser et af de sorte indlæg på CphN.

Og, faktisk ville jeg ønske, jeg kunne blive præsenteret, for et af mine af egne indlæg, en gang. Så jeg kunne få et clue om, hvordan det føles at læse det, sammenlignet med en kommentar.

Så meget vil jeg godt give dig, men på nogen punkter er vi også uenige. (surprise, surprise :-)

Kryptoblogging og jagten på det forsvundne hint

Jeg ved ikke om det drejer sig om kryptoblogging generelt, eller det drejer sig om Junckers Blog. Men, du skriver et sted, at du ikke kan se det sjove, når du for at forstå selv ret ubetydelige detaljer i dagens indlæg, skal ha' læst med i tre måneder i træk og ha' styr på alle ophavsmandens henvisninger.

Jeg forstår godt hvad du mener, men jeg syntes ikke at jeg skriver sådan. (Dermed ikke sagt at, jeg ikke gør det) Faktisk syntes jeg, at mine indlæg er komplet usammenhængende (posivtivt?)

For det andet, mener jeg ikke, at denne hint-indsamling, kun gør sig gældende for krypto-bloggere. Jeg har set, ikke mange, men en række blogs, som udelukkende handler om fx dating og kærlighed.

Og, det er jo cool nok, jeg er selv skribent på kærligheds-redaktionen. Men, jeg bliver sgu rundforvirret, når hr. eller fru blogger sender mig rundt på sine forskellige indlæg, der beskriver dates med en eller anden pige eller dreng for 2 mdr. siden – som de nu savner, eller har fundet en sok fra bag sengen. Men, nu er de i øvrigt også interesserede i MadsMH67 eller Sanne79-7000 på dating.dk, osv osv.

Eller den der mere familieprægede med at, i dag kom Preben med det rivejern, han havde bestilt hjem til os fra Polen.

Jo, det er da godt nok, men hvem er Preben? (Og, hvad skal I med et rivejern fra Polen?)

Begge eksempler er naturligvis grebet ud af det blå, og sat på spidsen, for refleksionens skyld. Men, det er blot for at demonstrere, at sådanne blogs, kan jeg ikke følge med i. Det er ikke fordi det er kritik, men som Acq også skriver, så har vi alle forskellige opfattelser hvad blogmediet skal bruges til.

Men, faktisk syntes jeg også selv, jeg er ret god til at give hints om mig selv, her og der i kommentar-felterne. Men, selvfølgelig sætter jeg ikke store fodspor, så man kan følge hele min færden i kommentarfeltet. Det er i princippet også ligegyldigt. For som du selv eksemplificerer med Blixen og Munk, vi kan heller ikke kun læse bøger med forfattere, vi kender i forvejen. Og, det er ikke fordi jeg nyder at sidde bag masken, og grine af mine læsere – men fordi at…

Og det er det er målet med min blog

Blog og Socialisering

Men, naturligvis vil jeg også gerne socialisere blog-wise, hygge og alt det andet. Men, nogen gange vil jeg også bare gerne sidde og kigge ind i væggen, og grave dybt i sorte tanker. Og sådan er jeg faktisk også IRL. Men, jeg vil gerne diskutere og give min mening, til kende – og er ikke bare den, der officielt ikke mener noget.

På den måde har du ret i, at det er svært at mene noget om noget, som jeg ikke aner, om jeg skal placere i en fiktions- eller en faktionsramme? Og kan jeg forholde mig til det – bruge det – uden at mene noget?

Og, på den baggrund er jeg glad for, at de opstillede præmisser, har sat mine tekster i mere positivt (brugbart) lys.

Slutteligt, kan jeg ikke se at du skulle have været langsom til at kunne forstå, at der er forskel på B- og K-Juncker. Det kommer jo helt an på, hvor meget jeg vil investere K-Juncker i forhold til B-Juncker, og vice versa.

/Juncker

Lærer man folk at kende i Blogland?

2007-09-10T14:03:00.001+02:00

Blogger vi for at lære hinanden at kende, eller for at male (selv-)billeder og fortælle (opdigtede) historier?

Hr. Juncker og jeg har over de seneste dage haft gang i en diskussion om grundpræmisser for den måde, man blogger på.

Sagen er:

Jeg har nu i mere end halvandet år blogget stort set dagligt om alt muligt mellem himmel og jord af tanker og hændelser i mit liv, og jeg har osse kommenteret hos andre bloggere hver eneste dag. Det er ingen hemmelighed, at det er blevet sådan...

... fordi jeg synes, at blogmediet er genialt til at socialisere igennem! - Med alt hvad socialiseren nu indebærer af diskussioner, hygge, sjov, small talk og somme tider at blive lidt klogere.

Kort sagt blogger jeg, fordi det er spændende at lære mennesker at kende - og tilsvarende lade andre kende en del af mig. Der er forskel på, hvor meget vi viser af os selv, hvilke og hvor mange emner, vi helt udelader på bloggen osv.. Folk er mere eller mindre reserverede, sådan er det i Blogland, og sådan er det alle andre steder. Og hurra for forskelligheden!

Men ligesom der er mennesker, som intet giver af sig selv og aldrig risikerer sig selv irl - og ligesom jeg osse irl hurtigt bliver trætte af dem og deres "jeg siger en hel masse, men så siger jeg alligevel ingenting om alt det, jeg antyder, at jeg mener" - så orker jeg heller ikke ret længe de menneskers blogs. (Det er i hvert fald dem, som jeg bilder mig ind, skriver de dér blogs, som jeg for mig selv kalder 'krypto-blogs'). **

Som regel er krypto-blogs i praksis blogs, der ikke gør klart opmærksom på, hvilke af deres blogtekster, som er fiktion, og hvilke der er oplevelser, bloggeren bag rent faktisk har haft. I visse tilfælde blogges der dog rent faktisk om hverdags-emner, men det gøres stadig i så fiktionspræget et sprog, at det er svært at afgøre, hvor virkeligheden ender, og fiktionen - måske - begynder.

For mig er det et mysterium (yessir!), hvorfor personen bag en sådan krypto-blog i det hele taget har en blog, hvis de alligevel ikke ønsker, at læserne skal lære dem at kende.

Men min præmis for at blogge og kommentere - at være nysgerrig og at ville kende personen bag - er selvsagt ikke den eneste, man kan gå til blogmediet med. Jeg véd det jo inderst inde godt - selvfølgelig. :-) Og førnævnte Juncker er måske netop én af dem, der synes, at læsningen af ~~ham~~ hans tekster bliver bedst, hvis jeg ikke er på helt sikker grund og ved, hvor han køber ind henne, hvor gammel han er, og hvad hans livret er, inden jeg læser teksterne.

Og måske kan jeg faktisk godt lide hans blog alligevel...? :-)

Jeg læser jo heller ikke en roman for bagefter at opnå en følelse af, at jeg kender forfatterens personlighed, vel? På den anden side: Kommer jeg nogensinde i den situation, at jeg læser en roman, uden at vide det er en roman (altså en frit opdigtet historie) og tager den for at være sandheden om forfatterens (tanker om) sit liv? Og ville jeg i så fald gide det læseprojekt eller finde det formålsløst - når jeg nu ikke kunne være sikker?

Eller omvendt: Alle de såkaldte "autentiske beretninger" - gider jeg læse dem, hvis jeg gang på gang finder ud af, at de bestemt ikke har været autentiske, men bare opspind? Og var de blevet dårligere historier af, man fra starten havde gjort det klart, hvor "autentiske" de var?

Jeg er bestemt ikke modstander af en god historie. Heller ikke på blogs! Men jeg vil vist helst vide, hvad der er hvad - fiktion eller fakta. Jeg kan heller ikke lide, når folk lyver for mig irl. Men stikker de mig en novelle og siger: "Her er en historie, jeg har fundet på. Læs den og fortæl mig, hvad du synes", så stiller jeg mægtigt gerne op.

Al den slags med fiktion og såkaldt virkelighed tænker jeg nok snart højt over her, når/hvis Juncker altså lige får sat mit indlæg på... ;-)

HVORDAN HAR I DET? VIL I OSSE HELST VIDE, HVAD DER ER FIKTION, OG HVAD DER ER FAKTA PÅ EN BLOG?

Lommen - så diskuterer vi igen grundpræmis :-)

**) Sandheden er måske en forfriskende anden - at de meget reserverede og indehaverne af krypto-blogs ikke er de samme...

Lommen over stok og sten

2007-09-08T20:20:00.000+02:00

Som omtalt før her på siden, lider jeg desværre voldsomt af søvnløshed i perioder.

Sådan en periode har jeg for tiden. Altså, jeg er ikke helt søvnløs, vel? Det her er næsten værre: Jeg gør det, jeg kalder at pletsove. Det vil sige dårlig søvn spredt ud i "pletter" á en time eller to (højst tre) og føler mig som følge heraf konstant småtræt og uoplagt. (Vel egentlig sådan folk med helt små babyer lever *gyyys*).

Meeen... Nu har jeg fundet mit gamle vidundermiddel frem: En times hidsigt-hurtig gang i kuperet terræn hver dag. Plejer at være en fantastisk kur. Gik så første gang forleden efter en længere pause, og jeg aner virkelig ikke, hvorfor jeg nogensinde holdt op. Her er smukkere end på nogen anden årstid i september-oktober måned, frustrationer kan fysisk arbejdes ud af kroppen, og glæder kan gås større...

I dag var jeg så ude igen. Og jeg siger jer: Jeg nærmest løb, selv om jeg havde den store sweater og "kun gå-skoene" på (havde ikke lige troet, jeg havde så meget krudt i mig). Humøret er helt anderledes velvilligt og optimistisk nu, hvor jeg sidder og puster ud, og sveden hagler af mig. Otte kilomteer på 65 minutter. Sådan!

Nu ud under bruseren og så en portion mad og så videre med specialet. Hurra for lørdage i eget aktivt selskab efter en hel uge med aftaler (selv om de osse har været vældigt hyggelige!).

Lommen - veloplagt

Måske gør det så osse et eller andet for den gode sag, at Skuldrene tilsyneladende er nyforelsket i mig (og jeg i ham), at han og jeg snakker og griner så skønt sammen i telefonen, og at han bagefter ikke kan lade være med at sende mig nogle meget kærlige hilsner... :-) At det virker, som om kærligheden for første gang i mit liv kan være ukompliceret og bare overskudsgivende.

Grund til nervøsitet?

2007-09-08T16:48:00.000+02:00

Ordveksling mellem Skuldrene og mig tidligere på dagen:

Jeg: "Havde du en hyggelig fredag aften?"
Han: "Jaja - jeg var oppe hos [venindes navn] og to af hendes veninder var dér osse, og så sad vi og spillede noget brætspil og noget."
Jeg: "Tre veninder? Hold da op - du er da virkelig blevet én af tøserne, Søde! Varer ikke længe før du kan rådgive mig om hårfjerning..."
Han: "Du skal bare bruge en epilator!"
Jeg: "..."

Og nu er det så, jeg sidder og overvejer, om der ikke er noget liiiidt galt her...? ;-)

Lommen - hjælp, min kæreste er blevet metroseksuel

Så vær dog ærlige for f.....!

2007-09-07T15:31:00.001+02:00

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen:

Når folk bliver vrede og/eller irriterede, kan de/I så for dylan ikke fortælle det til den/dem, som det drejer sig om??!

Alt for tit oplever jeg, at folk enten holder det inde (og så kan det alligevel mærkes på en eller anden måde) eller fortæller tredjepart om irritationen.

Jeg orker det ikke! Jeg orker ikke at finde ud af den slags tusind år senere (ofte tilfældigt). Jeg orker ikke at finde ud af at ting i dén grad har hobet sig op hos den her person, uden at man rigtigt har vidst noget. Tag nu ansvar for den vrede!

... Og lad os så få en snak om tingene og få det ud af verden.

Lommen - hvorfor skal jeg respektere en vrede, som dens ejermand ikke engang anser for vigtig nok til at han selv "stands up for it"?

Men bortset fra det: God fredag til alle! :-) Jeg skal ha' veninden til ost og rødvin, så ingen smalle steder her. :-)

Først knuste han mit hjerte...

2007-09-06T14:55:00.000+02:00

... og i går smadrede Ungersvenden, som stadig er min genbo, så kolben i Husets kaffemaskine.

Mit hjerte, lad gå - men kaffemaskinen?!!

Gad vide, om "Chefen" (min præstevens navn til Gud) har en finger med i spillet her? Først ryger espressokanden, så var det kaffemaskinen. Hvad bliver det næste? At nogen bruger min stempelkande til at koge sovs i eller noget...?
Nogen prøver i hvert fald tilsyneladende at hjælpe mig af med min søvnløshed. På den dårlige måde.

Lommen - men det er nu dejligt, at jeg i dag bare kan stå og pjatte med Ungersvenden om den dér kande og ikke skænke fortiden en tanke...

Søvnløs

2007-09-06T13:47:00.000+02:00

Jeg døjer meget med søvnløshed for tiden. Kan ikke sove før om morgenen, selv om jeg lægger mig omkring kl. 02. (Og nej, jeg drikker ikke kaffe efter kl. 20...)

Osse på grund af søvnløsheden er jeg igen begyndt at gå meget - i meget hurtigt tempo, løber næsten. I går "småløb" jeg ti kilometer. Har savnet det både fysisk og mentalt. Ved ikke, hvorfor jeg en overgang lod være. Hvis man kun sidder på sin flade og arbejder, så bliver både den og arbejdet mere og mere fladt... Det er sådan en underlig ubrugelig træthed, når man kun er træt i hovedet, ikke?

Jeg tager osse baldrianpiller (naturlægemiddel fra Matas - sku' få én til at slappe bedre af).

I morges faldt jeg så alligevel igen først i søvn kl. 06. :-( Nå, men jeg vil ud at gå/småløbe igen i dag. Og så tvinger jeg mig selv op efter 4-5 timers søvn i morgen. Så MÅ jeg da kunne falde i søvn i morgen aften. Den døgnrytme skal der altså orden på NU! Hader, når den vender forkert.

... Det er, hvad der kommer ud af at spekulere for meget. Pengesager. Øv...

Lommen - nogen, der har piller imod indre billeder af éns bankrådgiver?

Om navlepilleri på bloggen

2007-09-05T20:50:00.001+02:00

Måske er der andre end mig selv, som har tænkt over, at jeg de seneste dage mest har blogget om fis og ballade? Der har ikke rigtigt været nogen af de dér - ha! tag nu ordet for hvad det er - lommepsykologiske indlæg på det sidste.

Det har ikke været et bevidst valg - og så alligevel. Man når et mæthedspunkt. Jeg selv nåede det sikkert først længe efter folk, der læser med herinde... *ahem*

Men det har været og er godt med lidt fred omkring de psykologiske forandringer, der sker for tiden. Jeg vender sikkert tilbage med flere af de tænksomme, navlepillende indlæg, når der atter er brug for at åbne ventilen, hvis ikke hovedet skal sprænges...
I har været super at dele nogle ting med, og ikke så få kommentarer her har hjulpet mig ned ad de rigtige stier, når jeg var i tvivl, og min GPS gik i stykker...

Lige nu nyder jeg bare helt ind i knoglerne, at kæresten og jeg ringes/mailes ud af det blå - og ikke nødvendigvis hver dag. At jeg slapper fuldstændigt af i det - og ikke opfatter afstanden som en stress-faktor, jeg ikke kan overkomme eller finde tryghed i. Jeg nyder, at jeg ikke overvejer, hvornår han og jeg snakkes ved igen, og at jeg er fuldt og helt til stede, når vi taler sammen i stedet for som før at være på vagt over for, om han nu gør og siger, som jeg håber.

Jeg nyder at savne ham uden at få mavepine af det. Jeg nyder at føle mig som det, jeg er: Et voksent, selvstændigt menneske, der kan få al den, støtte hun behøver fra én, der står hende nær, men som osse har tillid til, at hun kan klare sig selv. Osse når hun bliver ked af det.

Jeg nyder, at jeg ikke længere er et sekund i tvivl om, at Skuldrene holder af mig, fordi jeg nu giver mig selv lov til at tro i stedet for altid at forberede mig på det værste. At vi lige pludselig i går mailede lidt frem og tilbage, og at ingen af partene kunne lade være med lige at reply'e én gang mere... :-) At vi flirtede og pjattede og var kælne og kærlige.

... Og da især at han senere ikke kunne lade være med at ringe, hvor vi bare hyggesludrede og grinede og pjattede videre en halv times tid, før jeg skulle ud ad døren. Det er jo dét, der er målet: At han skal blive bedre til at tage kontakt og handle i overensstemmelse med sine følelser - og at jeg skal kunne slappe af i en mindre styrende rolle. Både når det kommer til kontakt og til alt muligt andet.

Det virker så ukompliceret. Måske er det dét?

Lommen - love is the spice that makes life eatable

NB: Og jaja, jeg véd godt, jeg bragte mine nye 101 punkter i går. Og at dét vel osse er en slags navlepilleri... :-)

"Flirter han?"

2007-09-05T16:00:00.000+02:00

Prøv at Google ovenstående. Der kommer en sand syndflod frem af fortvivlede individers spørgen ud i det (halvtomme) cyber-rum: "Hvad betyder det, når hun...?", "er han interesseret i mere end venskab, når han smiler sådan til mig?" "Hvordan flirter man med piger?"

Blah, blah, blah.

Og ja, sådan må man godt spørge, når man er tyve eller femogtyve, ikke? Men jeg er lige straks tredive, og da jeg mødte min kæreste, spurgte jeg altså venner om det samme: "Flirter han?" Og Bedstevennen var ved at ryge ned ad stolen: "Ja, han gør ikke andet, Pernille!" Og så skraldgrinede han.

Okay. Hånden på hjertet. Som regel kan jeg da godt se den, flirten.

Det er jo heller ikke, fordi jeg ikke kan se, når fyre flirter med andre kvinder. Eller den anden vej rundt - jeg kan da godt se, når mine veninder går og gør, hvad de kan for at være lækre, interessante og uundværlige i en bestemt fyrs øjne. Klart! Og det er i øvrigt normalt ret morsomt at overvære de spil og parringsritualer dér.

Så ja. Der er forskel på Pernille tyve år og Pernille næsten tredive. Den sidste af dem kan nemlig godt se flirt - afkode den. Men når flirten er rettet mod mig, tør jeg nok alligevel ikke rigtigt se (erkende?) den.

Ikke fordi jeg er super omsværmet eller noget, men jeg er da heller ikke festens bænkevarmer, vel? (Om end jeg strengt taget langt bedre kan lide at flirte i hverdagen). Anyway. Fyre flirter da og laver sjov med mig, og det er vældigt fint og hyggeligt og bekræftende. Men SÅ er det, at en eller anden kommer og siger f-ordet.

Og så panikker jeg og bliver smigret på én gang: "Flirter han? Orv, tror du?" og dernæst tænker jeg vist, at hvis de sjove kommentarer, der flyver frem og tilbage mellem mig og fyren, er flirt, så er jeg jo inde på en arena, hvor jeg ikke har noget at gøre... Det dér er jo det, som jeg (og alle de andre på indernettet) ikke kan finde ud af og bliver forvirrede over.

Og det er røv-irriterende, jeg har det sådan! Lige indtil jeg hører det ord, går det fint, men der er altid én, der skal påpege, at "der bliver da gooodt nok flirtet igennem dér, Pernille!" Tak for usikkerhed med akavethed ovenpå, altså!

Problemet er, at lige meget om jeg så fylder halvfems, så er jeg sgu bange for selv at tage den på mig - flirten, som det seksuelle spil den nu er. Jeg elsker at pjatte og flirte på den dér uskyldige måde, uden hvilken verden så absolut ville være et forfærdeligt sted. Ja, elsker at flirte, ganske enkelt. Men ikke om jeg kan slappe af med det dér farlige f-ord i nærheden. Og så klapper jeg bare i eller bliver til akademiker-Pernille.

Jeg er bare ikke god til at se mig selv som én, man kan flirte med. Og det er måske ved at gå op for mig, at det er en lidt sur selvopfattelse...

Lommen - glimtet i mit øje er bare en flue

Og festen fortsætter...

2007-09-05T00:28:00.000+02:00

... aj, men altså det dér Michael Carøe-reklame på Gmail var da bare det rene VAND, må jeg konkludere!

Tog hjem fra fødselsdag hos Bedstevennen med vildt god overskudsfølelse i hele kroppen. Ting går, som de skal for tiden, og jeg er nyforelsket i min kæreste. *Bredt smil*

Og så skal man lige hjem og tjekke mail og på hovedet i seng, og hvad dukker op ude i højre side af skærmbilledet?

Permanent hårfjerning
2 første behandlinger 25% derefter 40% på efterfølgende behandling.

Tykke Kvinder
Mødestedet for alle store mennesker i både hjerterum og krop.

Mega tilbud lolitadukker **)
Spar op til 50%

DANG! Nattesøvn spoleret!
Styr lige skanningsmaskinen dér - så mærkelige er mine mails sgu heller ikke! :-S

Lommen - men jeg får mig nu tit et godt grin over de dér reklamer!

**) Jeg har med vilje fjernet links og henvisninger til hjemmesider, da dette ikke er ment som en reklameblog.

Hvor er det bare på SÅ mange planer IKKE i orden...

2007-09-04T15:02:00.001+02:00

... at der på Gmail er reklamer for Michael Carøes nye show?!?!

Helt ærligt - man reklamerer da heller ikke for, hvor i byen man kan få sig en gang gonoré, vel? Og man opstiller det da slet ikke som "oplevelsen, du bare ikke MÅ gå glip af" og "tadaaa, det er sørme endda rigtigt billigt!".

Lommen - ~~du godeste~~ du dårligste!

101 nye

2007-09-04T13:57:00.000+02:00

Der er sket meget i mit lille liv, siden jeg skrev de første 101 om mig selv for - opdager jeg nu pludselig - ret præcist halvandet år siden. Så her er 101 nye punkter om personen nede i Baglommen:

1) Det er faktisk fedt at smide kontrollen og læne sig tilbage. Osse fordi andre så pludselig læner sig frem...
2) Jeg har tænkt på at skrive en børnebog for mindre børn. Hvis jeg gør det, ku' den sagtens få titlen "Bjørnen og Sælen på eventyr".
3) Men bjørne og sæler er meget forskellige dyr, så måske ville historien blive for søgt?
4) Bjørnen og Sælen er mig og min kæreste. Vi er barnlige nok til, at historien ville kunne forstås af børn. I må selv gætte, hvem der er bjørnen, og hvem der er sælen.
5) Jeg kan stadig ikke særligt godt lide bladselleri - til gengæld har jeg pludselig fået smag for knoldudgaven.
6) Der skete vilde ting i mit hoved, da jeg begyndte at forstå, at de sider, jeg før har følt trang til at ændre hos andre, fordi jeg ikke forstod dem, i stedet kan anskues som chancer for at lære noget om mig selv.
7) Tålmodighed er ikke det samme som at sætte sig på hænderne og forsøge at holde ventetiden ud...
8) Det er ikke altid bedst at sige sine følelser højt, netop i det øjeblik man har dem...
9) Jeg har engang fundet en kæreste via min blog. Og det var slet ikke meningen!
10) I virkeligheden har jeg vist glemt, hvad meningen egentlig var med at starte denne blog.
11) Men den giver masser af mening alligevel og har bragt enormt meget godt med sig: To gode veninder, et kæresteforhold og kontakt til gamle venner og bekendte - foruden al den glæde og de mange spændende samtaler i selve kommentarsporet og på msn.
12) Og for at det ikke skal være løgn, så skriver jeg osse universitets-speciale om blogging. Det bliver færdigt lige om lidt.
13) Jeg tænker mere og mere over, hvordan jeg mon vil reagere, når mine forældre dør. Jeg er bange for det, har jeg fundet ud af.
14) Jeg vil gerne ha' snakket ud med min far inden. Og nu tror jeg godt snart, jeg tør...
15) Når det her pokkers speciale er færdigt, så vil jeg et smut ud at rejse. Jeg vil ha' min nuværende kæreste med - ham, jeg her på bloggen kalder Skuldrene.
16) Jeg har stadig ikke glemt, at han sagde, han gerne ville se mig blive gammel, og at jeg sikkert osse var smuk med gråt hår.
17) Jeg er ved at lære, at jeg er elskelig, men det tager tid.
18) Hvorfor virker 20-årige pludselig dumme på en måde, der får mig til at reagere overbærende i stedet for irriteret?
19) Og hvorfor føler jeg oftere en umiddelbar connection med folk omkring de fyrre?
20) Enten har jeg ændret smag i mænd på det fysiske plan - eller osse bliver "min" mandetype bare lidt rund om maven, når han passerer tredive? ;-)
21) Jeg bider stadig negle - og det er jo gratis og generer ingens helbred, så det fortsætter jeg nok med. Ellers må I jo bare oprette neglebider-kupéer i togene...
22) Mit all time slogan kunne sagtens være: Hellere fejle end fake.
23) Men det er mest fake. Jeg er bange for at fejle. Men faker at jeg ikke er det.
24) Jeg glæder mig til at blive femoghalvfjerds (hvis jeg altså stadig er rask og rørig). Har en aftale med Bedstevennen om, at vi skal på plejehjem sammen og hygge os og køre rullestolsræs og flirte med personalet og brokke os, alt hvad vi kan (og det er meget!)
25) Gamle mennesker må gerne brokke sig, lader det til. Min far er blevet gammel. Han fylder halvfjerds om et par år.
26) Jeg ligner ham...
27) ... men ikke nær så meget som jeg ligner min mor.
28) Nogle af de sider i mig selv, jeg har det sværest med, har jeg dog fra min far: Stædigheden, egensindigheden, trang til at provokere (for provokationens skyld) og tendensen til at miste overblikket, når et stort materiale skal overskues.
29) Jeg skal snart flytte. Jeg kommer til at savne Huset. Og Søerne her.
30) I mange år troede jeg, at jeg var hård og dominerende...
31) Men jeg opdagede, at jeg snarere var blød og bange for at afgive kontrol.
32) Min far har engang fodret en isbjørn med syltede agurker.
33) Man kan altså godt sige 'mestendels' og 'ingenlunde' i samme sætning som fx 'nederen' og 'ses på grillen dér'.
34) Sproget kender ingen grænser. Så man må håbe, menneskene gør.
35) Det er meget sjældent, jeg går ud ad min dør uden mp3'eren i ørerne. Hvis jeg gør, er det tit for at kunne lytte til regnen.
36) Jeg er nem at glæde.
37) "Perfektionisme er bare et pænere ord for at ville bestemme det hele", har Lone Kühlmann vist sagt et sted. Jeg synes, det er et andet ord for usikkerhed og mindreværd.
38) Jeg sover stadig med bamser om natten.
39) Næsten alle de ting, jeg ejer, har en forhistorie fra min slægt eller min omgangskreds med sig. I min vindueskarm står fx min farfars kikkert. Folk ser altid helt vildt mistroisk på den, når de besøger mig første gang, og jeg ville ønske, de ville spørge, så jeg kunne forsikre dem om, jeg ikke lurer på genboen. Men de spørger aldrig.
40) Jeg glæder mig til at stifte familie
41) Min bror og jeg er enige om, at familien kan man ikke smide væk. Uanset hvor rædselsfuld den så end måtte være. Vores mor er ikke enig. Hun har kappet alle bånd til sin familie (altså den før os). Min bror og jeg mistede derfor en moster for cirka ti år siden. Den anden moster nåede vi aldrig at ha'...
42) Jeg er vildt misundelig på folk med store familier og stadig levende bedsteforældre!
43) Jeg har engang haft mareridt om, at min far stemte på Dansk Folkeparti. Mareridtet blev virkelighed. Nu diskuterer jeg ikke længere politik med ham.
44) Mænd bliver stadig overraskede over min kvindelighed og min seksualitet, når jeg endelig viser den frem. Jeg er meget privat omkring den. Men osse glad for den.
45) Nogle af mine venner bliver jeg mere og mere forskellig fra - og nogle får jeg flere og flere ligheder med. Venskaberne holder stadig, uanset hvilken af de to veje det går.
46) Stand-up er bare ikke særligt morsomt, men Mick Øgendahl og Carsten Eskelund kan altså alligevel noget. Og så taler sidstnævnte bare så kultiveret og er så høflig, alt imens han rent faktisk mener noget. En svigermors drøm - hvis jeg var svigermor, that is.
47) Tre gange har det reddet en dårlig dag for mig, at jeg har set Nikolaj Coster-Waldau i gadebilledet...
48) ... Nikolaj Lie Kaas var til gengæld ikke nær så lækker live. Lignede bare en fortravlet hulemand (kan en hulemand ha' travlt?)
49) Min kæreste er ikke sådan én, der stiller sig op og giver en bunke komplimenter og en masse blomster. Men når han gør ting, kommer det altid helt bag på mig, og er endnu bedre end i mine drømme.
50) Jeg har fået mig en ny ven for ikke så længe siden. Her på bloggen hedder han Manden med de Sorte Øjne. Jeg ved ikke helt, hvad det er med ham og mig. Men jeg tror bestemt, det venskab har noget at byde mig.
51) Jeg er blevet meget gladere for at gå i kjole og nederdel.
52) Det er sjovt at lege med ord, men hvis folk konstant gemmer sig bag ordspil og verbale narrestreger, mister jeg let tålmodigheden. Så er det jo, fordi de ikke tør.
53) Jeg kan bedst lide mennesker, der tør risikere sig selv nu og da.
54) Jeg har tit undret mig over ordet 'udansk'. Hvad betyder det?
55) Clement Kjersgaard er udansk. Det tror jeg, han er ret godt tilfreds med.
56) Det er jeg osse. Hvis bare han ikke afbrød hele tiden.
57) Folk bliver forskrækkede og somme tider vrede over, hvor ligeud jeg siger det meste. Men heldigvis bliver de osse tit lettede.
58) En af mine bedste venner hjalp mig med at flytte, da jeg flyttede ind, hvor jeg bor nu. Da vi holdt for rødt og skulle over en bro, opdagede vi pludselig at bilister i nabo-kørebanen gestikulerede kraftigt og pegede bagud. Det viste sig, vi havde tabt min ene højttaler ud ad den varevogn, vi havde lejet. Højttaleren lå og flød midt på kørebanen, og vi måtte ud i en fart for at fiske den op. Min ven er stadig flov over det. Men min højttaler spiller fint og ser ikke engang mærkelig ud. Min ven skal sikkert hjælpe mig med at flytte igen næste gang.
59) Jeg synes, man bør bruge ordet 'elsker' somme tider. Ikke 'holder af', ikke 'er glad for', men elsker. Altså om mennesker, ikke? Helst ikke om koalabjørne, skumfiduser, regnvejr og den slags...
60) Jeg er ikke naiv nok til kun at tro på Gud og ikke kynisk nok til kun at tro på videnskaben.
61) Aforismer er virkelig godt tidsfordriv. Jeg kan bare aldrig huske dem udenad. Det lader jeg kæresten om.
62) Min bror har leveret en af de bedre tag lines (som oplivende svar en dag, hvor jeg selv syntes, jeg var lidt for tyk og alt var i vejen på den tøsede måde): "Husk, Pernille, man kan komme langt med gode kinder!"
63) I min familie har vi alle sammen gode kinder. Og vi er faktisk nået langt. Så måske har han ret, brormand?
64) Min bror har tit ret. Osse selv om han er lillebror, og det er mig, der bestemmer.
65) Jeg bliver aldrig glad for dyr. De generer mig ikke, men de er altså heller ikke søde eller flotte. De eneste dyr, jeg kunne tænke mig at eje, er 1) en rød, meget fed kat (den skulle hedde Monsieur Skattekat) eller - for det må jo blive et 'eller'! - 2) en meget fed, lav hund med fladtrykt ansigt af den bokseragtige slags. Den kunne jeg godt finde på at kalde Leo Eriksen. Eller måske Onkel Leo. Noget med Leo, i hvert fald.
66) Jeg har to onkler, der hedder Leo. Men okay, der skal jo være plads til fejl.
67) Jeg ved ikke, om jeg ville ha' lyst til at leve, hvis jeg mistede smagssansen...
68) Noget af det værste, man kan udsætte mig for, er, hvis man ikke tror på mine gode intentioner og tillægger mig alle mulige besynderlige og ondskabsfulde motiver.
69) Jeg tror kun, der er to personer i min omgangskreds, som aldrig er blevet mobbet. De har i øvrigt været kærester med hinanden.
70) Min bedste ven og jeg holder regnskab med, hvor mange af hinandens venner/veninder, vi har været sammen med. Jeg fører p.t..
71) Jeg kunne godt tænke mig at lære et sprog, der benytter et andet alfabet - men jeg tror ikke, jeg har tålmodigheden.
72) Det mest skræmmende, jeg nogensinde har været ude for var, da jeg oplevede, at én af mine nære fik en psykose.
73) Men det var nu osse skræmmende, at jeg for nylig stod på en togperron og ventede på et IC-tog og i glad uvidenhed tog ud på en rejse tværs over landet. Kun for dagen efter i avisen at erfare, at netop på den perron, hvor jeg havde stået, var fem mennesker én time senere blevet alvorligt kvæstet af en nedfalden køreledning med strøm i.
74) Livet er alt for kort til at gå og overveje, hvor kort det mon er.
75) Jeg lider i perioder af søvnløshed. Men har opdaget værdien af motion og baldrianpiller.
76) Jeg ~~elsker~~ holder dog stadig meget af kaffe. Men efter kl. 20 må jeg nære mig.
77) En af mine bedste venner lever med en sygdom, som under normale omstændigheder enten ville ha' slået ham ihjel i hans barndom eller gjort ham dybt åndssvag. Men han er Sprællevende - og kun åndssvag, når han driller mig og rammer spot on! Her på bloggen hedder han Tom og Jerry-vennen. Han er lidt af et mirakel for mig. Mon han egentlig ved det?
78) Folk, der er "lige" i hovedet forstår ikke altid min humor. Eller måske er jeg bare ikke sjov? Det er aldrig lykkedes mig at definere det dér "lige". Man ved bare, hvad folk er - lige eller skæve, ikke?
79) Surprise, jeg har flest skæve venner. Men jeg har osse brug for de lige.
80) I sommer gjorde jeg mig totalt vittig over en vens badebukser, som var alt for små. Kaldte dem "Speedos" og sådan noget. Så opdagede jeg, at der med gult lige midt på brystet af min badedragt, som jeg har haft i mange år, står "Speedo". Resten af vores sommerhus-tur var jeg "Mrs. Speedo". Typisk mig. Jeg tænker, før jeg taler.
81) Derfor har jeg været nødt til at udvikle 1) selvironi og 2) gode evner for at argumentere og "lappe på" mine bommerter...
82) Jeg er ikke medlem af noget politisk parti, men jeg melder mig ind igen nu. Det går jo den HELT forkerte vej i det her land...
83) Det forskrækkede mig meget, da jeg for nylig læste et interview med Uffe Ellemann-Jensen og blev bestyrket i en mistanke, jeg længe har haft: Manden har mange sympatiske holdninger, og jeg er enig i mange ting, han siger. Engang holdt han sådan et énmands-op-til-et-folketingsvalg-show på mit gymnasium. Dengang var jeg ved at kaste op. Men han siger jo osse selv, han har ændret holdning til mange ting.
84) Hvad fanden? Birthe Rønn Hornbech er jo osse sej.
85) Ingen af dem slår dog Pernille Rosenkrantz-Theil. (Hendes parti er så til gengæld i mange henseender helt skudt i roen...!)
86) Jeg er spændt på, hvordan det går mig, når jeg skal ud og søge mig et job. Jeg er osse bange for det. Ret bange, faktisk.
87) Jeg vil gerne lave noget, hvor jeg kan give mennesker nyt perspektiv og håb. Og jeg har flere ideer til, hvor jeg vil hen.
88) Jeg har i det hele taget fået flere idéer de sidste par år. Og jeg skal nok få dem realiseret. Hvis ikke jeg kommer i gang, skal Brormand nok sørge for at sparke. Stol på det!
89) Kunne det ikke godt gå lidt stærkere, det dér med kønsroller? Altså med at mænd gerne måtte være bløde og strikke og snakke om følelser - og kvinder gerne måtte være initiativrige og udadvendte og fortælle vittigheder i større forsamlinger? Altså, hvis nu det er dét, man har lyst til, ikke? Jeg har nemlig ikke så nemt ved at være indadvendt...
90) Jeg er træt af, at kvinder ikke må lave jokes om deres onani. Jeg er faktisk ret træt af, at kvinder ikke må lave jokes.
91) Jeg er osse ret træt af, de ikke små snakke om onani.
92) Og så er jeg træt af, at selv kvinder med humor altid går ind i den passive publikumsrolle, når der er mænd i nærheden.
93) Humor betyder næsten lige så meget som selve livet for mig.
94) Det var humor, der gjorde, jeg faldt for min kæreste. Han er udpræget morsom. Og bagefter kommer alt det dér med de flotte skuldre og den slags så.
95) På så mange planer forstår jeg ikke, at der findes mennesker i Danmark, som står ved, at de har en egnsret, der hedder Slyngkål. Endsige at de på nettet har diskussioner om 1) hvor mange centrifugeringer kålen skal ha' i en vaskemaskine samt 2) hvad man gør, hvis nu uheldet er ude, og vaskemaskinen går i stykker pga kålen.
96) Der er så meget, jeg ikke forstår. Noget af det, har jeg indset, må jeg bare lære udenad. Det gælder osse visse egenskaber ved andre mennesker.
97) Jeg kunne ikke tænke mig at springe bungy-jump. Men giv mig en tur til Caribien - dét ville være et eventyr!
98) Jeg har for nylig taget mig selv i at tænke, at Morten Messerschmidt så lidt sød ud. Så opdagede jeg, at jeg ikke havde fået kaffe den dag...
99) Nu må jeg se at få taget mig sammen til at læse Biblen. Men det er jo lidt ærgerligt, at nogen er kommet til at afsløre slutningen inden...
100) Når nu jeg har taget alle kommunikations-kanaler til mig, efterhånden som de er dukket op (mail, chat, blogs, sms osv.), så tænker jeg på, om mine unger (hvis jeg får nogen) osse vil blive hyper-kommunikative engang - om det vil blive dem, der kommer og viser mig det sidste nye, som nu er blevet "integreret med" ditten og datten.
101) Jeg tænker faktisk en del på, hvordan det ville være at få børn. Jeg ved, jeg gerne vil ha' nogle. Både kæresten og jeg kan blive totalt bløde og rørte, når vi ser en lille stump i miniaturejeans eller flyverdragt. There you go - Lommen som skruk. :-)

Til morgenkaffe hos Lommen?

2007-09-04T07:27:00.001+02:00

Godmorgen Blogland, er I friske? (Det er jeg ikke - endnu). :-)

Taget i betragtning af, at klokken var næsten tre, før jeg var til køjs, så er det her altså for tidligt. *Gaber* Venter lige et par timer, før jeg hælder den første kop tjære på maskinen, ikke?

Men så skal der altså osse bestilles noget - for jeg skal ha' go' samvittighed, når jeg skal til fødselsdagsmiddag hos bedstevennen i aften. Glæder mig meget!

Hva' si'r I? Bliver det en god dag derude? *Letter på gardinet*

Lommen - hænger du på, så er der hjemmebagte boller, juice og god ost og spegepølse at hente... (Jeg skal osse nok hente en bakke til dig) :-)

Kan man kigge efter fyre om efteråret?

2007-09-03T18:52:00.001+02:00

Jamen, det er altså rigtigt!

Der lugter af muld, der hænger masser af skønne æbler på æbletræerne omkring Huset. Folk er startet på deres studier igen. Og jeg har fundet mine sutsko frem. Alt omkring mig tyder på efterår.
-- Men fortæl lige det til mine hormoner, eller hvad dylan det nu er, som fiser rundt i kroppen på mig i disse dage...!

Sagen er...

Jeg ser bare ikke ret mange ansigter for tiden - og jeg plejer ellers at hæfte mig ved en masse detaljer i fremmede menneskers træk, når jeg er ude omkring. Kan slet ikke lade være.
Men lige nu... Jeg ser brystkasser og skuldre og gode røve og store, dejlige hænder osv.. Og det er ikke hos kvinderne, hvis I sku' være i tvivl... *indsæt selv rødme-ikon*

Det er jo ikke til at koncentrere sig på den måde!! Jeg plejer FINT at kunne begå mig i rollen som megatør akademiker med min underspillede humor og min "se det hele fra oven"-tilgang til ting (begge dele bliver endnu mere udpræget, når jeg er usikker).

Men jeg må vist til at vænne mig til, at jeg lige p.t. ikke har kontrol over noget som helst...
Lige været nede i byen og rende ærinder og handle. Nu har jeg været ovre og sætte det famøse vasketøj over.

Og altså... Jeg går bare og smiler til fyre og kan godt mærke, at min gang - helt ærligt - er fjedrende og glad.

Lommen - hm, hvad mon der egentlig er i de dér nye vitaminpiller, jeg købte...?

Argumentet, som altid virker

2007-09-03T15:41:00.000+02:00

Når vi kvinder siger noget komplet urimeligt til mænd (og det gør vi jo - hånden på hjertet - tit), og når det indebærer noget med at få vores vilje (og det gør det jo som regel), så husk følgende argument, som altid kan legitimere din egoisme:

"Jeg må gerne - jeg har bryster".

Lommen - kun rimeligt

UPDATE: Kunne ikke finde ordentlige fotos af smørkager, så ingen udsmykning af post i denne omgang. ;-)

Våd røv og udbrændt hårtørrer

2007-09-02T20:06:00.001+02:00

Ja, det er altså én af de dér små ting, som jeg normalt ikke lige nævner for vennerne eller folk i forbifarten, vel? Osse begrænset hvor spændende éns vaskevaner (eller mangel på samme) lige er, ing?

Men øh... Der er altså en sjælden gang imellem, hvor jeg ikke lige får vasket undertøj, inden jeg løber tør for rent. Så plejer jeg at være god til at klatvaske lidt, sådan at jeg alligevel har til de næste par dage, inden jeg får tid til at maskinvaske.

Ja - plejer. Det er smuttet et par gange, og hvad gør man så?

Man klatvasker og tørrer så straks trusserne under hårtørreren (underboen må gå og forestille sig, at hendes ellers korthårede overbo har et meget stort hår... ;-))

Well. I dag brændte min hårtørrer så sammen. Ja, den holdt bare op med at virke. Lige pludselig. Så det er så forklaringen på overskriften... *Rødmer lidt* Mand, hvor sku' jeg ikke sidde i vores fælles sofa i eftermiddags - kunne bare se for mig, hvilket aftryk, jeg ville have efterladt... :-S

Og ja, der er bestilt vasketid til i morgen! ;-)

Lommen - hellere våd røv end klam personlighed

Det løber, det siver, det plasker

2007-09-02T18:32:00.000+02:00

Jeg havde en mærkelig oplevelse i nat...

Et sted i Huset havde nogen tilsyneladende glemt at slukke for vandet - eller osse var det et toilet, der stod og løb?

Det føltes som at ligge og falde i søvn lige op og ned ad en klukkende kilde - eller som om jeg lå og sov flydende på vandoverfladen i en flod inde under et mindre vandfald. Meget drømmeagtigt. Blev forstærket af, at jeg lige så stille faldt i søvn og halvt vågen, halvt sovende fik en masse billeder af vand oppe i hovedet.

Perlende, strømmende, brusende, silende, løbende.

Jeg vågnede og opdagede, jeg havde drømt, at jeg sku' tisse - og så var jeg i øvrigt enormt tørstig.

Pudsigt, som vi tager vores drømme med os ud i tilværelsen og vores tilværelse med ind i drømmene... Det ene belyser det andet - drømmene sætter fokus på de behov og længsler, vi har i virkeligheden.

Vand er forudsætningen for liv. Jeg føler mig enormt meget i live for tiden.

Nu vil jeg gå mig en regnvejrstur ved Søen...

Lommen - så længe det vand, der kommer ud ad ørerne er rent...

Nu med bio-tur

2007-09-01T18:59:00.000+02:00

Godt, jeg har fået lavet noget i dag, for nu er der lige pludselig en flok bofæller, der har meldt sig på banen: Om jeg vil med ind og se den nye Shrek-film i aften? Det vil jeg da selvfølgelig! Jeg elsker den grønne trold og både 1'eren og 2'eren gav mig en totalt glad og dejligt legesyg følelse i maven. :-)

Så skønt igen at mærke fællesskabet her i Huset!

Lommen - biografisk...

UPDATE: Sorry guys, men 3'eren er altså ikke tilnærmelsesvis så sjov som 1'eren og 2'eren...

Er jeg forelsket?

2007-09-01T15:08:00.000+02:00

Ja, måske mærkeligt spørgsmål at stille sig selv, når jeg gennem længere tid har været i forhold, og den side af sagen lissom burde være "klaret" - men sådan har jeg altså følt mig de sidste par dage. Det bruser helt indeni mig. Og der er overskud til det hele. :-)

Griner en masse, tager ting ovenfra og ned og har lige danset lykkeligt-fjollet rundt til Michael Bublé i min stue - og i går i natte-støv-regnen dansede jeg sgu næsten hele vejen hjem til musikken i min mp3'er...

En blanding af snakken med Skuldrene forleden og så følelsen af... langsomt, men sikkert at gøre sig fri af fortidens lænker. Jeg savner mine Skuldre - men på den gode måde. Fordi jeg nu er fri for konstant at savne mig selv...

Jo, jeg er sgu lidt nyforelsket, må jeg tilstå. :-) I det hele.

Lommen - lever

Så ' det edderbroderemig fredag!

2007-08-31T15:35:00.000+02:00

Og jeg skal ikke noget som helst. Jeg troede, jeg skulle noget, men det skal jeg så ikke alligevel. Ikke i byen, ikke ud og drikke vin hos en ven eller veninde. Ingenting. Og det passer mig glimrende bare at sidde og fifle med specialet, spise nogle hjemmebagte grovboller fra i går og skylle en liter kaffe ned. Har været så aktiv og set så mange mennesker hele ugen. Nu er der bare fred, og Huset ligger meget stille hen i regnvejret.

Men det er ikke nogen trist stilhed. Humøret er godt!

Snakkede med Skuldrene i går. Vi snupper en opsummering:

... det blev ikke en "parade-snak" - sådan én omgang "jeg har det da heldigvis osse FINT uden dig - æv-bæv", men en ærlig snak om gode og dårlige dage.

... jeg fik sagt nogle ting, jeg har tænkt meget over om grænser.
Det er gået op for mig, at hende Klidmosteren er grænseløs. På den dårligst tænkelige måde. Hun overskrider andres grænser - og sine egne. I et desperat forsøg på at kontrollere alt det, hun er usikker på. Og det hele bliver på den måde en mere og mere vanvittig spiral, hvor alle implicerede mister deres værdighed. Værnet mod det hedder "grænsemarkering".
Kunne fornemme at Skuldrene spidsede ører, da jeg konkluderede, at ingen af os faktisk er særligt gode til at markere, når vi har fået nok, når vi er sårede, vrede, trætte og/eller stille. Og at det bliver vi nødt til at kunne. Fordi grænseløsheden skaber så megen uværdighed og utryghed.
Han var meget enig og eftertænksom omkring hvad den grænseløshed havde gjort ved os. Han var selv inde på, at hans vrede kom ud de helt forkerte steder. Men han mente nu godt, han normalt kunne mærke den - og at han ville kunne lære at markere den.

... i det hele taget fik jeg faktisk - uden at være hende det snakkende vandfald til Klidmosteren - fortalt noget om, hvordan jeg havde haft det. Hvor vred jeg havde været. Og at det havde været godt at være i fred. Jeg fik osse fortalt, at det næsten føltes mærkeligt at sidde og sige sådan: For ville han virkelig tro på, at Pernille kunne ha' det godt med at være i fred? Dét ville han. Det kunne han høre.

... jeg kunne godt lide, at jeg sagde, hvad jeg ville sige, men ikke sad og forventede en hel masse bestemte ting fra ham. Og at han kom temmeligt meget på banen af sig selv og fortalte om sine tanker og om hverdagshændelser.

... han var osse den første til at sige ting som "jeg savner dig tit, og i søndags var den helt gal. Kunne bare sådan genkalde mig, hvordan det er at ligge op ad din ryg og være helt tæt." Dér var jeg lige ved at græde.

... det var osse ham, der sagde "lige først blev jeg sådan lidt usikker over dit svar på min mail. Det var lidt, som om du var ligeglad med, om vi kom til at snakke sammen". Jeg fik forklaret, at Nye Pernille bare ikke gider tage ansvar for organiseringen af alting. Det betyder ikke, hun er ligeglad. Slet ikke. Og han forstod.

... og nye Pernille har da osse sagtens kunnet foreslå, at vi aftaler et tidspunkt for næste samtale (ganske enkelt fordi hun ikke gider at vi ringer forgæves flere gange fra én propfyldt kalender til en anden. Det er ikke længere, fordi hun panikker, hvis hun ikke kender tidspunktet...)

... og selvfølgelig fortalte jeg ham, at jeg forleden savnede ham så meget, at jeg sad og kærtegnede hans kind lidt på et foto, jeg særligt godt kan lide af ham. "Gjorde du virkelig det?" Han lød meget blød.

... og at jeg har en efterhånden temmeligt stabil følelse af tro på hans kærlighed til mig. Den sank helt ind i hans store, bløde hjerte, kunne jeg mærke.

... han mente, at det lød, som om der var sket rigtigt meget for mig. Nogle virkeligt store ændringer. Bare det at jeg har kunnet slappe nogenlunde af i det her "pause-koncept"...

... og så havde vi det osse sjovt og rart og snakkede om hverdagsting, mit speciale, hans chef og den firmatur, han havde været på, min brødbagning, sjove ting folk havde sagt og om vores forskellige venner

... og det kom op, at der muligvis var en chance for, at han kunne blive i København efter noget kursus-halløj, han skal på i næste uge, og vi så kunne ses. Han ville undersøge det i dag. Jeg har fået en mail fra ham her til middag. Det bliver ikke til noget. En masse bureaukrati omkring billetter osv..

Men det gør ikke noget. Jeg tror, der er en mening med, at vi ikke skal ses lige nu. Det var jo heller ikke det, der var aftalen, vel? Og mailen er sød og dejlig. Stadig lidt distance på, men sådan skal dét jo bare være. Lige nu. Han skriver, han nød vores samtale. Syntes, det var dejligt både at grine sammen og snakke alvor, og at det ellers kunne have været hyggeligt at ses.

Jowjow. Det bliver en god fredag. Det går den rigtige vej. På vej tilbage mod (selv)respekt, værdighed, tillid.

Lommen - hold gang i GPS'en. Det er dén vej, vi skal ned ad!

UPDATE: Nu skal jeg så alligevel til middag hos en ven... aaaah, herlige vennekreds. :-)

Mere trodsig var jeg så heller ikke...

2007-08-30T13:05:00.000+02:00

Havde jo ellers skrevet til Skuldrene, at jeg ikke havde tid til at snakke i aftes. Jeg var så lidt før hjemme fra min aftale, end jeg havde regnet med, og tænkte: "Okay. Nu gør jeg det sgu. Sender ham en sms og spørger, om vi ska' snakke alligevel. Har jo både tid og lyst. Og jeg vil jo ikke være trodsig bare for at være det."

Blev lidt utålmodig. Ringede så osse til ham. Intet svar. Jeg kunne se, han var online på messenger - og tror I så ikke, at konen sad og tog sig selv i at blive lidt hidsigt-fornærmet?

Der gik dog ikke ret lang tid, så lå der en sms fra ham:
"Jeg er desværre ikke hjemme i aften, så jeg kan ikke, selv om jeg gerne ville. Men vil snart gerne snakke."

Og hvad sidder man så og tænker? Kom så, kvinder derude! I ved det godt, ikke? Dér faldt 10-øren, ka' jeg se på flere af jer! Spot on!

"Hvordan stemmer det lige overens, at han er online og så siger, han ikke er hjemme? Nok, altså, lissom, tsk-tsk".

... Hurra for tillid, hva'? *Ruller med øjnene ad mig selv*

Nu skal man jo ikke blotte sig for meget, vel? Bare lige markere, at man undrer sig og skam godt ved, hvad mænd kan være for nogle slyngler, ikke? Hm-hm.
"Helt okay. Så bare, du var online og tænkte så, jeg kunne tage chancen, da jeg som sagt laver en del for tiden... Hygge!"

Nu er mænd bare ikke så dumme, som vi kvinder af og til tror. Han svarede:
"Helt okay. Jeg bruger linux og den [messenger] går ikke på idle, tror jeg... Jeg tager chancen en anden gang."

Og så syntes jeg bare lige pludselig, jeg havde været mega smålig at mistro ham sådan. Blev faktisk ærligt talt lidt sur på mig selv. (Men altså... Manden var for fanden ved at dumpe mig på den virkeligt hårde måde for en uge siden, ikke?) Godt så.

Jeg skrev:
"Hov - det var nu overhovedet ikke mistroisk ment. :-) Prøvede vist bare at forklare mig, fordi aftalen jo var, at du ringer denne gang. :-) Fortsat god aften."

Og han afsluttede så:
"Ok. Følte nok bare jeg skyldte en forklaring, fordi det kunne se mærkeligt ud. I lige måde, Pernille."

Hm... Han kender mig lidt for godt, Skuldrene. Og jeg HADER bare, at jeg kan komme til at tænke så SMÅT om ham. Bare fordi en anden én måske godt kunne finde på at sidde og spille kostbar ved telefonen... *Ahem* *Rusker i mig selv* Tyv tror da hver mand røver en bank. Eller noget.

Har ikke rigtigt nogen undskyldning, vel? Andet end... altså... hele situationen, ik'? *Dyb indånding*

Jeg er i gang med at blive en helt ny udgave af mig på mange områder - det er ligesom, når man får ny mobil: Masser af fede funktioner, og man ved, det bliver rigtigt godt om lidt. Men første gang den ringer, kan man sgu da ikke engang finde ud af at tage imod almindeligt opkald! Christ!

Jeg ved altså ikke lige, hvordan alt virker i hende der Anti-Pleaseren, vel? Og når det så heller ikke er noget spor almindeligt opkald, man skal modtage, men sådan ét "første-gang-siden-vi-lavede-helt-nye-regler-og-hvis-ikke-det-her-virker-slår-vi-op"-opkald, så kan man sgu nemt blive lidt trekantet, ikke?

Øv. Jeg er altså nok lidt sårbar alligevel, Shiva... *suk*.

Og nu er der så en luset stemme à la Professor Snapes i det bagerste, mest støvede hjørne af mit hoved, der hælder malurt i bægeret:

"Han vil "gerne snart snakke", Pernille. Han vil gerne ha' det overstået, bruddet. Han vil sige, at han har brugt de her dage til at tænke i, og at han nu helt sikkert ved, at det ikke går. Der er ingen grund til, at I bare lader være med at snakke helt så meget sammen en periode og forsøger at finde hinanden og jer selv igen stille og roligt. Det er nemlig helt slut."

En anden stemme blander sig:
"Nu lukker du lige arret, Fætter Møgkål! Hvorfor dylen sku' Skuldrene - endda first thing in the morning - sende Pernille en mail, hvor han spørger til hendes uge og weekend og afslutter med 'kærlig hilsen' og siger ligeud, at han gerne vil snakke og hvornår han kan? Hvorfor skulle han her til aften sms'e, at han gerne ville snakke, hvis han havde været hjemme (det er sgu da en udmelding om LYST til kontakt) - alt det passer da overhovedet ikke sammen med at ville afslutte forholdet! I øvrigt har Skuldrene talrige gange sagt, at uanset hvad så kan han bare ikke sådan lige holde op med at elske Pernille - heller ikke engang selv om han somme tider bliver meget såret."

Men den irriterende stemme giver sig ikke så nemt: "Tja... man ved aldrig med mænd. Han har nok dårlig samvittighed, fordi han ved, han kommer til at såre Pernille voldsomt nu, så han forsøger at opføre sig pænt og ikke afsløre den slags store ting pr. sms, for så ville han jo være et svin...".

Den optimistiske af stemmerne ryger helt op i det røde felt her:
"Du sku' simpelthen skydes for at være sådan en pessimist og gøre Pernille så ked af det! Kan du så holde din mund - og så kan du jo evt. dukke frem og sige "hva' sagde jeg?", hvis det virkelig kommer dertil, og hvis det giver dig noget at triumfere over andres ulykke! Men indtil da synes jeg i dén grad, du sku' se at finde dig nogle andre briller at se på dine medmennesker gennem! Når Skuldrene vil snakke med Pernille, er det, fordi han savner hende. De har været sammen længe og været meget igennem sammen. Han elsker hende. Sådan er det. Du sku' skamme dig, sku' du!"

Lommen - nej, hvor de skændes de to; måske de sku' prøve parterapi...? ;-)

Fræk og feminin

2007-08-29T21:03:00.001+02:00

(Ja, dén overskrift giver da nok den heeeelt "forkerte" type hits på siden, men hva'...?)

Somme tider er fjollede tests nu sjove. Og jeg snuppede den her, hvor maskinen skal give et bud på, hvor gammel man er...

... og fik nedenstående svar. Jeg kan kun være tilfreds! *Indsæt selv stort smørret grin-ikon her*

Du er en fræk og feminin 30-årig!

Du har løbet de længste horn af dig, og resultatet er en kvinde, der ved, hvem hun er! Derfor udstråler du en dragende sensualitet og ro, der kun kommer af at kende sig selv. Du vil hellere lave et brag af en fest til vennerne end at stå og rocke på et monotont diskotek. Du er blevet meget mere interesseret i indhold end form, også når det gælder mænd….

Lommen - orv, sådan vil jeg sgu gerne være (har jo osse liiige nogle måneder at løbe på endnu...) :-)

"Nej, jeg VIL ikke!", blev der sagt

2007-08-29T12:32:00.000+02:00

Donk-donk-donk *trampe-trampe-trampe*

Kan I høre det? Nogen står og stamper i gulvet et sted i huset. Hvis man åbner døren ind til stuen, kan man se, at det er lille Pernille, som netop er kommet ind efter at ha' leget længe ude i regnvejret og som - sikkert hvinende af fryd - nok har hoppet i de største vandpytter, så det ligefrem kildede i maven.
Hun står dér i den brændevarme stue og sveder lidt. Hun har nemlig stadig sin røde sydvest og matchende rødt regnsæt med overalls og lille jakke, samt røde gummistøvler på. I hånden har hun sin våde plastic-legeskovl. Lige indtil for lidt siden smilede hendes lille mund mellem de to røde, runde kinder, som er på størrelse med et par store kirsebær. Men nu smiler Pernille ikke længere.

Far og mor vil ha', hun tager det fine nye regntøj, som dog lige nu er pladret til, af. For nu er hun jo indenfor igen, og hvis hun beholder det på, bliver der jo vådt og mudret overalt i stuen - om hun ikke kan se det?
Men lille Pernille rimper mund og rynker sit barneansigt sammen, støder tvært luften ud igennem næseborene og hvæser ud mellem de sammenbidte mælketænder: "Naaahaaaj. Vil ik'. Slet ik' ".

-----

Jeg har aldrig nægtet på den måde over for mine forældre, da jeg var barn.
Men for tiden føler jeg mig meget som den lille Pernille, jeg beskriver ovenfor, i en voksen kvindes krop: Jeg gider ikke. Jeg vil ikke.
- Heller ikke, selv om folk omkring mig måske er rimelige nok i deres forslag og ønsker og krav. Jeg vil bare ikke. Jeg har en masse energi, og i det store hele føler jeg mig meget glad for tiden. Men jeg vil kun den vej, som min egen næse peger.

Mere end tyve år for sent er jeg ganske enkelt kommet i trods-alderen. Og det er ned til de mindste ting:

Hvor jeg før ville tænke: "Nå, jamen jeg konverserer da folk i køkkenet, selv om jeg ikke rigtigt er i humør - hvad sku' der gå af mig for at starte?", så tænker jeg nu: "Hvorfor fanden sku' jeg? Hvis de vil snakke, kan de sgu indlede en samtale, og så kan vi se, om jeg gider deltage. Og ellers er jeg egentlig revnende ligeglad med, om der er helt stille. Kan faktisk være enormt afslappende med stilhed."

Tilsvarende da Skuldrene lige så sødt og høfligt mailede og spurgte, om vi sku' snakkes ved den og den dag. Jeg svarede ham noget i retning af: "Den dag kan jeg ikke. Men du er da velkommen til at prøve en af de andre dage i ugen. Forstyrrer du, tager jeg den bare ikke, og så er den ikke så meget længere, vel?" Måske ikke lige med de ord. Men det var tæt på.

Det væsentlige er her lige så meget dét, jeg ikke gjorde, som det jeg gjorde.

Jeg nævner ikke straks alle de andre dage, hvor jeg ville ha' haft tid til at snakke med ham.
Jeg gør tværtimod opmærksom på, at jeg planlægger meget lidt for tiden og mest laver meget spontane aftaler. Ergo: Jeg sætter min frihed til at bestemme fra det ene minut til det andet højt, og jeg gider ikke flere dage i forvejen ha' bundet mig til en aftale om at sidde og vente ved telefonen.
Jeg spørger heller ikke, hvornår han ellers kan. Jeg gider bare slet ikke planlægge noget, som jeg ikke længere føler noget behov for at planlægge. Han må da skrive igen, hvis han synes, jeg skal vide, hvornår han er tilgængelig.
Jeg klamrer mig ikke fast til ham, som jeg plejer. Han dukker jo nok op. Pludselig er han dér, i min telefon. Det er jeg sikker på. Fordi han har lyst til det. Og er han ikke. Ja, så redder jeg ikke noget ved at plage ham, vel?

Jeg gider ikke engang skrive "kærlig hilsen" i mit reply. Jeg er sgu et småligt bæst for tiden. Et voksent barnebæst, der med vilje skriver "kh". Inderst inde er jeg da glad for, han giver lyd, men jeg gider bare ikke tage ansvar for andet end mig selv. Gider ikke være så evigt sød og imødekommende og obs på andres behov.

Sådan har jeg aldrig tænkt før. Sådan har jeg aldrig ageret før. Det har altid været "hvad nu hvis...?" og "jeg må hellere tage højde for, at..." og "jeg skal huske at spørge om..." og "hvad er plan B, hvis det går galt...?" og "hvordan får jeg nu den her samtale til at virke behagelig og vellykket for modparten?" "Hvordan planlægger jeg, så jeg ikke bliver urolig og utryg?"

Men jeg har ingen plan B. Jeg har ingen planer overhovedet.
Jo, jeg har et speciale, der skal være færdigt, en husleje, der skal betales, og et liv, der skal leves. Og jeg hopper glad og fro med på café og i byen og i biffen osv., når venner ringer og vil ha' mig med. Og jeg griber osse gerne knoglen og inviterer dem. Det er ikke sådan, at der ikke sker noget - at jeg intet som helst gider og bare sidder og surmuler. Tværtimod, nærmest. Det sker en masse. Men det sker, fordi jeg vil det. Ikke fordi jeg mener, jeg nok bør glæde en eller anden, som nok har det svært for tiden. Heller ikke fordi jeg aldrig ser den her person, hvis ikke jeg ringer.

Lige nu gør jeg mest noget for mig.

Og jeg gider ikke redde mislykket kommunikation. Jeg gider ikke være indfølende, betænksom og sluge kameler (og gang på gang min egen værdighed) for at andre kan føle sig vellykkede socialt (når visse af dem i virkeligheden er nogle båtnakker til at begå sig). Jeg gider ikke få samtaler til at glide og hænge sammen. Jeg gider ikke være den sjove, som får den pinlige tavshed til at forsvinde. For de andres skyld. Jeg gider ikke være dygtig socialt og en bonus for fællesskabet. Jeg gider ikke fylde de dér forbaskede huller. For det første fordi jeg - tro det eller lad være - har andet at lave. For det andet fordi... før eller siden må I sgu lære at stå på egne ben og se i øjnene, at I er elendige til at føre en samtale og til at mærke andre mennesker. Og når det er gjort, så må I endda selv finde ud af at gøre noget ved det.

Bare rolig.

På et tidspunkt skal jeg nok blive medgørlig og rimelig og gå lidt på kompromis og hugge en hæl og klippe en tå igen - sådan som man nu gør, når man begår sig og får ting til at glide. Det er jo ikke mine medmenneskers skyld, at jeg har det sådan her, vel? Det er jo ikke deres/jeres skyld, at jeg i dén grad nu endelig - efter mange, mange år - mærker min vrede, min irritation, min frustration, min grænse ift min far, der altid bare gik ud fra, at jeg rettede ind efter hans behov og i øvrigt affandt mig, uanset hvor lidt jeg så fik igen for at være det nemme, glade barn uden nogen krav om støtte, omsorg og anerkendelse.

Men lige nu... lige nu giver jeg mig selv lov til mentalt at beholde mit røde regntøj på og svine mine forældres 80 kvadratmeter stue totalt til. Det er skønt - og gud, hvor har de dog godt af det!

Lommen - uvant, men overraskende godt

Der lugter...

2007-08-28T17:31:00.000+02:00

... og for nogle af jer vil det følgende være rigtigt dårlige nyheder, men der er ikke så meget, jeg kan gøre.

Der lugter altså. Udenfor. Noterede mig det for første gang i år for et par dage siden. Og i dag på min gåtur blev jeg sikker.

Det er ved at blive efterår. Jowjow, den er god nok.

Men vores efterår kan vel næsten kun blive vejrmæssigt bedre og smukkere end sommeren... *Krydsede fingre*

Lige nu er der dog ingen grund til bekymring: Bedstevennen er på vej, og så skal vi hygge med lidt god mad og vin. Uuuh, meget at catche op på for begge, tror jeg...

Lommen - bare med at nyde solen og lyset...

Det er helt vildt

2007-08-28T14:58:00.001+02:00

... helt vildt siger jeg jer!

Min største lidenskab, mit daglige lyspunkt, mit livsserum...

... har transformeret sig fra en hyggelig, småpludrende oplevelse ved komfuret til en fuldautomatiseret proces.

Jeg er begyndt at drikke kaffe brygget på en kaffemaskine!!!

Lommen - det er ikke sjov, det er hærværk

Disclaimer:
Bønnerne er i det mindste stadig fair trade og økologiske (så det smager da lidt af... well... fugl). Men anyway. Jeg lover at købe en ny espressokande NU. Kan jo ikke opretholde min selvbestaltede position som madkender, smags(!)dommer og all round-snob på den her måde. Er da snart til grin i hele Huset... ;-)

Nyder

2007-08-28T12:16:00.001+02:00

Efter en skylle, der var ved at blæse vores hus omkuld i formiddag, skinner solen nu, og alt er fred og idyl her med et par "gæstehunde", der løber og leger ude på plænen foran mine vinduer samt dejlig fuglekvidder.

Jeg nyder at ha' sovet, til jeg vågnede helt udhvilet. Jeg nyder, at mine drømme ikke efterlod en smertende ømhed i mine muskler.
I går aftes nød jeg en lang spændende podcast-samtale mellem Jens Gaardbo og filmproducenten Peter Aalbæk Jensen, som fik mig til at smile og inspireres inden sengetid.

I dag er en god dag.

Jeg nyder, at jeg har hørt fra Skuldrene i dag, og at han gerne ville aftale et "snakke-tidspunkt" - og jeg nyder lige så meget, at jeg tager det helt roligt og uden at tænke så meget over det svarede ham, at jeg har mange spontane aftaler for tiden, og at det derfor er bedre bare at prøve at ringe til mig i stedet for at aftale et tidspunkt. Hvis jeg ikke vil forstyrres, tager jeg jo bare ikke min telefon. Enkelt nok.

Klidmosteren ville for længst ha' været ved at gå helt ud ad sit gode skin over ikke at vide et præcist tidspunkt - og derfor spurgt en masse ind til, hvornår han kunne, hvad hans planer var osv.. Hun ville slet ikke ha' kunnet stole på, han tog kontakt, faktisk. Men jeg har slappet helt af med den aftale, vi lavede om at snakke sammen en gang om ugen og skiftes til at ringe. Det skete i erkendelsen af, at begge for en periode har brug for mere alenetid og plads.

Faktisk har jeg en stor del af den forløbne uge tænkt, at med de mange hårde erkendelser, der for tiden dukker op hos mig, er det vist meget godt, at Skuldrene og jeg for en tid ikke snakker ret meget sammen. Det er ikke livsvigtigt, om vi snakker i morgen eller om nogle dage.

Jeg tager det kort sagt, som det kommer. Det er meget anderledes end før. Og så må han jo sige til, hvis han finder det for irriterende ikke at ha' en fast aftale.

Nu skal der skiftes der sengetøj, luftes ud, ryddes op og muges ud. Jeg nyder musikken i radioen og skruer op for de gode numre i radioen. Og så SKAL jeg bare ud og gå en god lang tur ved den mindste af søerne i dag, inden Bedstevennen kommer til middag i aften. Aaaalt for længe siden. Så må specialet ha' et fur sent i aften.

Lommen - i dag er en god dag

Lommen præsenterer: Manden med de sorte øjne

2007-08-28T00:33:00.000+02:00

Ja, nu vil jeg altså introducere ham her på bloggen, Manden med de Sorte Øjne. Intet mindre.

Oven på sådan en følelsesmæssigt meget turbulent dag, luner det nemlig særligt meget at få følgende replik på msn:

"1000 1000 tak, fordi du er som du er. Du er et utroligt menneske, og jeg er utroligt glad for, at du tager dig tid til at sidde og høre på mig til kl. sent en mandag hvor du selv har haft så meget på programmet".

Det sagde han sgu. Orv! :-)

Og i øvrigt så blev det altså til endnu en god effektiv dag - endda osse med ordentlig mad, hygge i Huset og lyd fra en veninde, jeg ikke havde hørt fra gennem længere tid. Altså rigtigt rart at der stadig er ting i mit liv, der fungerer... Ting hænger sammen.

Lommen - i morgen vil jeg sove lige til jeg vågner af mig selv!

Jeg er så vred på min far

2007-08-27T18:50:00.001+02:00

Det ska' gøre ondt, før det ka' bli' godt, si'r de, og det vælger jeg så at tro på. For kors i helvede, hvor gør det ondt i dag! Om end på den meningsfulde måde.

Har været hos psykologen. Havde været dér i to minutter, så løb den første tåre lige så stille ned ad kinden. Har ellers ikke grædt hos hende. Men i dag var hele kroppen og hovedet bare fyldt med knuder. Knuder af ord, der ikke engang vidste, hvor de skulle ende for at give mening - eller hvordan de skulle komme derhen. Knuder af musklers anspændthed og flere dages dårlig søvn. Kunne ikke få overblik. Vidste ikke, hvor jeg sku' begynde og slutte.

Fik endelig frem, at jeg havde gået og været meget, meget vred siden sidste samtale. Faktisk så vred, at jeg helt konkret fysisk har følt det, som om jeg var ved at sprænges. Og at det næsten ikke var/er til at kapere den dér vrede.

Den er så voldsom, at jeg ikke føler, jeg magter den. Den er så overvældende, at jeg føler mig helt fortabt. Og jeg har faktisk ikke kunnet finde ud af, om det er Skuldrene eller min far, jeg er mest gal på...

I det hele taget lapper de to og mine følelser ift dem ind over hinanden. Når jeg snakker om, hvad jeg er gal på Skuldrene over, hvad der skuffer og irriterer mig, slår det mig gang på gang, at det lige så godt kunne være min far, jeg sad og talte om. Og omvendt.

Men så gled ordene pludselig alligevel. De fossede nærmest ud af mig. Og de handlede mest om min far og ikke ret meget om Skuldrene. For første gang i terapi-forløbet var min far ganske meget oppe og vende. Og så kunne jeg pludselig næsten ikke holde op med at snakke. Jeg græd ikke længere. I stedet sad jeg pludselig skiftevis med korslagte arme og knyttede hænder... Min stemme rystede ikke. Den vidste godt, hvad den ville!

Mit besøg hos forældrene i sidste uge havde nemlig sat en masse i gang. De gamle sår, jeg tidligere kun har fornemmet som små stik, ondt i maven eller generel uro i kroppen... de sår væsker nu betændt og er ikke til at skjule for mig selv eller for andre. Sårskorperne sprækker med sprøde smæld, som når noget knækker og braser sammen under tyngden af noget massivt - ja, dér er ordet: Ubærligt - det er dét, det er...

Og jeg kommer sådan til at græde i håb om at nogen kommer og puster og giver mig plaster på de dér sår. Men dén del af det står jeg jo selv for...

Min far var træt, da jeg var hjemme på besøg sidst. Og derfor var det ekstra udtalt - alt det jeg går og slås med erkendelsen af.

Uopmærksomheden. Manglen på nærvær. Det, at hvad jeg sagde, ikke interesserede ham en fløjtende papskid. Det, at det var noget pjat, og at jeg bare var urimelig og nærtagende, hvis jeg ekspliciterede mit behov. Krævede noget fra ham. Bare rolig, jeg er for længst holdt op med det... Men jeg ved af erfaring, hvad reaktionen vil være. "Åh, skal vi nu til dét igen, Nille...?" Og så sukker han dybt og ser lidende ud. Offer-far.

Jeg gjorde ikke rigtigt noget denne gang. Men jeg kunne mærke Den nye Pernille reagere, da jeg sad dér i stuen med ham og min mor. Jeg kunne mærke, at Den nye Pernille ikke orkede at lade, som om det, han gjorde og gav (eller rettere: IKKE gjorde og IKKE gav) var godt nok. Jeg kunne mærke, at jeg ikke gad underholde og være overskudsagtig og ikke gad ignorere, at jeg kun blev hørt med et halvt øre, og at jeg under ingen omstændigheder ikke ville nøjes med "jeg kan jo altid høre nyhederne fra Mor".

Og det provokerede mig sindssygt, at han kun kunne glædes over, at han forstod, hvad jeg sagde om specialet. Ih, hvor var han dygtig, hva'? Hvad med at sige til mig, at jeg formidlede det godt? Hvad med at sige, at jeg faktisk laver noget af værdi?
Og hvad med ikke at stå med hånden på dørhåndtaget parat til at gå, mens jeg stod og snakkede? Hvorfor fanden sagde jeg ikke til ham, at nu måtte han dæleme give sig tid? Dét ska' han sgu nok få at vide! Snart.

Hvad med ikke altid at fortælle mig efter at ha' snakket med mig i ti minutter, at "åh, nu er jeg træt og nu orker jeg ikke mere" og så i øvrigt samtidig bebrejde mig, at jeg ikke kommer oftere hjem på besøg? Hvad med at være interesseret og nærværende og åben, når jeg så er dér?

Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg kæmpet og hoppet og danset og halset af sted som en hund i et spil kegler med det ene formål at få lidt opmærksomhed og nærvær fra ham - anerkendelse, forståelse. Bare ét eller andet. Han fattede aldrig en skid. Snakkede om sine egne interesser på sin egen måde. Blev pissesåret, hvis jeg nogensinde ytrede behov for noget andet fra ham - hvis jeg nogensinde forsøgte at sætte præmissen. Fordi hans selvværd er så godt som ikke-eksisterende. Det må han selv bøvle med. Jeg nægter at lade det gå mere ud over mig!

Sidste gang vi sås, satte jeg foden ned. Ikke i form af råberi eller diskussion eller fortvivlet verbal fægten i luften for tudbrølende at prøve at finde ind til, hvorfor jeg nu igen sad og ødelagde den gode stemning - for at forsøge at retfærdiggøre mit råb om forståelse...

I stedet var jeg bare lige så udeltagende som han. Jeg gad nemlig ikke mere. Jeg gad ikke hans præmisser, hans interesser, hans vinkler og hans historier, som jeg har hørt tusinde gange. Hvorfor skal jeg lytte interesseret smilende og være begejstret? Han er aldrig sådan over for mig. Jeg gad ikke fylde hullet imellem os ud. Og jeg har besluttet snart at fortælle ham, at jeg ikke gider mere. Og at enten får hullet lov at stå. Eller osse må han hjælpe til.

Jeg så det sidst. Det, som jeg i årevis har kæmpet så ihærdigt for at skjule. Og hvor var det dog et sørgeligt syn. Hullet. Imellem os. Dér hvor omsorgen, forståelsen, rummeligheden, stoltheden - kærligheden - sku' ha' været, er der... et hul.

Du runder snart halvfjerds, Far, og jeg, din datter Pernille, runder snart de tredive. Du kan nå det endnu. Og jeg er dum nok til at ville prøve at tilgive dig, hvis bare du ser at lette røven og fatte, at det dér, de kalder Livet kun sendes én gang, selv i sparetider.
Du kan nå det endnu. Selv om du - skal guderne vide - kraftedeme ikke kan komme sovende til det her. Magter du det ikke, så må det være og blive sådan. Så véd jeg i det mindste, at jeg har sagt det til dig. Jeg véd, at det ikke er mig, der var/er besværlig, krævende og "skabte mig", når jeg blev såret over aldrig at blive set og påskønnet og kun rost - afdæmpet - for en faglig præstation i ny og næ. Nu ved jeg, at det fandeme er dig, som har været et utakenemmligt fjols til at vise dine følelser, når du aldrig fortalte mig, hvor glad du var for mig - for hvem jeg var.

Og derfor er jeg meget, meget vred. Og derfor græder jeg meget og tager først kontakt til dig igen, når jeg er parat til det. Måske er det for sent. det får være, hvad det være vil...

Og derfor, folkens, har jeg til min egen store overraskelse ikke engang rigtigt lyst at snakke med Skuldrene lige nu, selv om vi jo ellers har en aftale om at tales ved cirka en gang om ugen, og selv om jeg savner ham ind imellem.

For der er simpelthen ikke lige plads til - brug for! - alle de dér mennesker, som jeg konstant skal råbe op og tigge og bede om opmærksomhed og hengivenhed. Med Skuldrene er det blevet langt bedre. Og måske kan det stadig reddes. Hvis han vil og tør og gør noget og hører mig - og i øvrigt finder ud af selv at tage ansvar for, hvad han vil ha', nu hvor jeg har sluppet det dér forpulede ansvar, jeg ellers har taget for alt for mange andre så længe.

Men indtil da føler jeg mig egentlig bedst tjent med at give mig selv noget opmærksomhed...

Lommen - godt nok at finde ud af, hvad 'godt nok' er...

Jeg så et spøgelse

2007-08-27T11:52:00.000+02:00

I morges da jeg vågnede var jeg, som man nu er om mandagen, træt. Meget træt. Så er det godt, man har sin morgenrutine til at redde sig, ikke?

Well. Jeg gjorde nøjagtigt som alle andre morgener: Først lufte ud, så børste tænder, så i bad og så creme på, så tøj og her er så det skærende punkt: Make-up.

Da jeg havde puttet sort eyeliner og mascara på, gik jeg ind for at skrue op for radioen. Tilbage ved spejlet, havde jeg allerede glemt, at jeg jo havde lagt noget af makeuppen...

Hold kæft, et chok jeg fik, da en eller anden med meget sorte markerede øjne i et ellers lidt blegt ansigt stirrede tilbage på mig inde fra spejlet!

Lommen - trinnet før senil

Ka' man det?

2007-08-27T11:13:00.001+02:00

Dagens spørgsmål:

Kan man virkelig godt være meget, meget vred og meget, meget glad på én og samme tid? Og i så fald: Hvordan rummer man lige begge dele?

Nogen af jer, der har prøvet det?

Lommen - to verdener i én

Tro, håb og handling

2007-08-26T19:10:00.000+02:00

Og her vågnede jeg med sådan en fornemmelse af, at det bare blev en rigtigt dum søndag, og så gik det heldigvis helt anderledes...

Jeg tog mig sammen og benyttede mig af vejlederens generøse tilbud om, at jeg kunne ringe til hende, selv om det var weekend (hurra for beredvillige vejledere!) Det gjorde jeg - og et par afgørende speciale-problemer er nu løst. Tilmed havde jeg en god følelse af, at jeg selv i høj grad var med til at løse dem, og at det ikke bare var hende, der ævlede!

Hvor jeg fra alle andre specialeskrivere hører, at deres afhandling hænger dem langt ud ad halsen, bliver jeg mere og mere grebet af mit. Jeg er så glad! Og NU kan den endelige skriveproces begynde. Super!

Jeg troede egentlig osse, at jeg oven på en endda særdeles vellykket fest i går bare skulle sidde og kede mig i dag og ikke ville få taget mig sammen til hverken at socialisere eller arbejde, men næh nej. Jeg har fået lavet noget. Og jeg fik tilmed osse ordnet et par kedelige ærinder, som jeg i længere tid har udskudt, og som har gjort mig nervøs.

Og jeg nød at gense filmen "Chocolat" i eftermiddags med bofællerne under højlydt latter og sladren. (Måske var det dét, der gav energien til vejledersnakken senere?)

Og nu - nu kan jeg med god samvittighed tage over til min præsteven og hygge mig med ham og hans kæreste hele aftenen.

Desuden har jeg ikke været totalt pms'et oven i hovedet, til trods for at det er den tid på måneden.

Måske er verden virkelig et rart sted...?

Lommen - jeg beder ikke om mere; jeg går efter det! :-)

Lige nu er det i orden, at det handler om MIG

2007-08-26T16:51:00.000+02:00

"Pernille, det her ser RIGTIGT SPÆNDENDE ud", sagde specialevejlederen begejstret og fortsatte: "Lige pludselig er der GODT nok kommet orden oppe i dit hoved. Jeg ved ikke, hvad der skete, men pludselig hang det hele bare sammen!".

"Du er rigtigt godt på vej til at ha' fundet ind til Den nye Pernille - og det må jeg sige: Jeg er forbløffet over, hvor meget der er sket på meget kort tid", sagde psykologen eftertænksomt.

"Jeg kan godt se, hvad du mener - Far har nok ikke altid været lige nem. Han ser heller ikke altid mig...", sagde min mor stille, "og det er jo noget mærkeligt noget, for han taler tit om, hvor meget han savner dig og din bror, når I ikke er her".

Jeg sagde...:

"Hvor er det fedt, mit arbejde kan bruges til noget. Jeg vågner osse selv op med blod på tanden hver dag og tænker: "Yes! Op og i gang! Og pludselig forstår jeg jo alt den teori, som var så svær, da jeg læste den første gang."

"Ja? Jeg kan osse mærke en helt utrolig lettelse på så mange fronter. Er det virkelig sådan her, det er at tro på, man er elskelig? Er det virkelig sådan her at føle sig tryg?"

"Far og Mor, jeg kan ikke se jer i den kommende tid. Jeg tror, det er bedst, vi ikke har kontakt, for der kommer altså så mange følelser og tanker op i øjeblikket, og mange af dem handler om jer, da jeg var lille. Og det er ikke lige godt alt sammen. Jeg vender tilbage, når jeg er klar...".

Det er en udpræget følelse af ikke længere at være bange for, hvad der sker, hvis jeg...

... ikke konstant sætter mig selv i sidste række
... ikke passer på alle omkring mig (men har tiltro til, at det kan voksne mennesker godt selv klare, og at kan de ikke, må de i det mindste sige til)
... ikke er den, der aflæser andres behov med det samme (men i stedet prøver at mærke mine egne)
... ikke altid er den, der spørger først ind (men gør det, når jeg har lyst og overskud; andre gange er det faktisk mig, der har brug for, at andre spørger ind - eller mig som slet ikke gider dybere samtaler...)
... ikke altid er den, der opsøger og arrangerer at mødes og lever mig ind i andres følelser
... ikke er overskuds-versionen af mig

... bare læner mig tilbage

Lige nu er det...
... mit speciale
... mine interesser
... mine prioriteringer
... mine drømme

Jeg er stadig et socialt og betænksomt menneske. Men nu er jeg det osse over for mig selv. Og lige nu må folk komme til mig, hvis de vil mig noget. De skal jo lære det - ikke? ;-)

Lommen - I feel good

Disclaimer: Og måske tænker du, at "hey, hendes blog handler sgu da altid om hende - hva' snakker hun om?" Og ja, du har ret. Men den er osse det eneste sted, jeg nogensinde har kunnet ha' enormt meget fokus på mig selv uden dårlig samvittighed og en følelse af at trænge mig på... Nu er målet at finde en balance: Lidt mere fokus på mig selv, lidt mere mærken efter irl - og måske lidt mindre på bloggen?

Når bare man husker at grine ad sig selv

2007-08-25T11:24:00.000+02:00

I dag lå jeg og var så morgensur, da jeg skulle op, at jeg efter nogen tid kom til at grine ad mig selv. Der var simpelthen bare ikke det, der ikke var i vejen...

... jeg gaaad ikke at skulle til kandidatfest/-frokost (var for træt, og folk ville sikkert være irriterende)
... jeg gaaad ikke at skulle sidde i offentlig transport i en time (var for træt, og folk ville sikkert være irriterende)
... jeg gaaad bare slet ikke at skulle til at finde ud af, hvad jeg sku' tage på

Ih, hvor jeg havde det hårdt... (Kom lige ind i kampen, hva' søster!) ;-)

Og nu ser det jo faktisk ud til at blive en helt fin lørdag - og selvfølgelig glæder jeg mig til venindens kandidatfest! :-) Det bliver dejligt.

God lørdag til alle!

Lommen - jeg er altså ikke god til at være træt

Sådan afgør du om han eller hun er den rigtige!

2007-08-23T14:16:00.001+02:00

Da jeg havde siddet og læst lidt og fået så dybe tænkerynker i panden, at jeg selv kunne mærke dem, løftede jeg blikket fra bogen og stirrede tomt ud i luften. Prøvede at opsummere dens pointe med mine egne ord...:

Det vil altså sige, at hvis jeg nu finder min fars tre-fire-fem dårligste eller mest irriterende eller frustrerende egenskaber og så gør det samme, når det gælder min mor... Og så derefter tilsvarende sætter ord på, hvad deres allerbedste egenskaber er... Så sku' jeg ifølge den her bog ha' en ret klar beskrivelse af, hvordan min kæreste er - eller hvordan den mand, jeg ville forelske mig i, hvis jeg ikke havde en kæreste, ville være...

Det passede så på alle punkter.

Lommen - sgu da lige til en ugebladstest, mand!**

**) Men det var altså ikke et ugeblad...

Stille dag

2007-08-23T12:12:00.001+02:00

Nåmmen. Jeg er vist bare lidt stille i dag.

Kom hjem efter en rigtigt god cafétur i går aftes, var træt og ville bare hurtigt i seng. Jeg lagde mig osse inden for den første time, jeg var hjemme (hvilket er hurtigt for mig).

Men jeg kunne bare ikke sove!

Kl. 4-5 stykker havde jeg stadig ikke lavet andet end at vende og dreje mig, rende på toilettet, drikke vand og åbne og lukke mit vindue...

Tankerne kørte rundt.

Om min far og mig, da jeg var lille. Hvad var han egentlig for en far? Hvad er det med den dér følelse af at være overset - af at skulle gøre sig fortjent til opmærksomhed? Hvorfor er den følelse dukket op så mange gange ift Skuldrene? Hvilke øjeblikke var de allerbedste sammen med min far - og hvorfor står de for mig som noget helt særligt, de stunder hvor han så mig?

Hvornår var det, jeg følte mig elsket som barn? - Hvis jeg da gjorde det... *gulp* Pludselig forstod jeg lidt mere af, hvad det er for en voldsom vrede og sorg, som har siddet og sidder indeni mig. Og jeg orker da næsten ikke at tage hul på det. Men det kommer vist op, uanset om jeg vil det eller ej.

Og jeg græd længe.

Da jeg endelig faldt i søvn, drømte jeg vist osse om min far - og der var vist noget med, han var død og lå i en åben kiste med helt gråt ansigt. Og jeg sov uroligt hele morgenen og blev til sidst vækket af telefonen, som jeg ikke nåede at tage. Opdagede at det var mine forældre, som ellers aldrig ringer før middag. Har prøvet at ringe nogle gange, men ingen tager den.

Nu er jeg da først bekymret.

Lommen - vist bare lidt stille i dag

Om snegle og glæden ved venner

2007-08-22T17:26:00.000+02:00

Det har været en god dag. Det er en god dag.

Selv om jeg til morgen fandt en snegl i min vindueskarm (bare rolig, ikke en dræber, men derimod en fin lille én med hus på), og selv om min espressokande for nylig gik i stykker, så kaffe-afficionada'en her p.t. må klare sig med maskin(!)kaffe, og selv om jeg ikke har været fag-flittig i dag, ja, så er det en god dag.

For det har været én af de dage, hvor man får skrevet en del mails og gjort lidt rent samt indgået en masse aftaler - både af den praktiske og den mere sjove, hyggelige slags... Og det har været skønt, at min mobil har kimet og kimet (somme tider går der uger imellem, at jeg får et opkald på den, fordi vi alle er blevet så sms'ede oven i hovedet**).

Så nu ligger det fast, at jeg...

... i morgen torsdag skal på gaveindkøb med en veninde
... og om aftenen tager op til mine forældre (for nu brændte jeg dem jo lissom af i går, ikke?)
... fredag eftermiddag skal ha' vejledermøde (som ellers osse sku' ha' været i går - hvad er der med den dér i går??)
... endnu en gang bliver meget rød- og korthåret (denne gang med mange lilla stænk i) på fredag, selv om frisørvenindens og mine kalendere først ikke passede sammen
... lørdag kan tage til venindens kandidatfest/-frokost i ro og mag (med passende gave og fint hår :-))
... mandag skal til psyk
... tirsdag skal ses med Bedstevennen til en øl

Facit: Søndag holder jeg fri HELT fri.

Status: Mange bolde i luften stresser mig ikke lige nu. Sidder bare og glæder mig over, at alle planer går op. Når jeg reagerer sådan, ved jeg, at jeg er i overskud.

Og nu: Et smut ud på Islands Brygge til min gamle stamcafé sammen med en veninde, jeg ikke har set i flere uger, men som pludselig dukkede op til overfladen forleden. Hurra for det!

Lommen - og så skinner solen endda!

**) Og måske osse lidt, fordi jeg er det sidste menneske i universet ud over mine forældre, der stadig ejer en fastnettelefon...

Hvornår har du sidst sagt u-ordet?

2007-08-22T13:27:00.001+02:00

Der er ikke tale om et ord, som ikke er et ord, selv om det godt kunne lyde sådan. En u-ting, et u-ord. Noget, der ikke hører sig til eller ikke er.

Tværtimod er dette ord faktisk meget, meget mere end et ord. Det er en meget stor handling kogt ned i ét lillebitte ord, og måske derfor har der op igennem historien været både stater, konger og mange såkaldt almindelige mennesker, som har ventet og håbet på u-ordet, holdt fast på det og nægtet nogensinde at slippe det stakkels, lille ord fri, ægtepar der skiltes, fordi de havde slidt det op, hvorved det mistede noget af sin stråleglans - eller osse skiltes de, fordi de aldrig brugte det, u-ordet.

Dette ord er det tætteste, man kommer på at gøre det gjorte ugjort. Det er ladet med gode intentioner, respekt, forståelse for den andens følelser. Dets fætter hedder "jeg beklager", men han er lidt en flad fornemmelse, fordi han ikke tager ansvaret på sig. Det er statsmænds måde at sige: "Vi ved godt, at min stat burde sige u-ordet til din stat, og egentlig ville jeg gerne, men jeg ville miste min befolknings opbakning og blive til grin i medierne, så jeg kan ikke give mere end en beklagelse." Andre gange er det statsmænds måde at sige: "Jeg kan jo ikke bruge u-ordet for en brøde, der blev begået, før jeg blev født, vel?"

I dag bad jeg om at høre u-ordet fra én, der står mig meget nær.
Jeg bad om at få gjort officielt, at nogle ord, der blev sagt i går, ikke burde ha' været sagt. Og i kraft af dette bad jeg om...

... at vedkommende erkendte, at det havde været for strengt.
... at få understreget, at jeg stadig var respekteret.

Og jeg tænkte, at ellers kunne det sådan set være lige meget med den relation. Uden u-ordet var jeg meget usikker på, om vi overhovedet sku' ha' noget med hinanden at gøre.

Jeg fik en øjeblikkelig, tydelig, dybfølt og kærlig undskyldning. Og den virkede som lindrende salve på det indre sår, jeg i går blev tilført.

Hvornår har du sidst sagt undskyld og hvorfor?

Lommen - uh, det var godt

P.s.
Og så er der sikkert nogle, der nu vil sige, at undskyldninger man selv skal bede om, ikke tæller ret meget. Jeg er uenig - det er ikke altid, modparten kan vide, hvor såret man er, vel?

Fra sort til hvid

2007-08-22T11:59:00.001+02:00

Og nej, denne post handler IKKE om Michael Jackson...

Hvordan i alverden går det til, at man finder sin pung frem af tasken, fordi man skal bruge sit dankort til at overføre nogle penge via nettet og...

... før man ved af det sidder med mel (ja, mel!) ud over hele sin - naturligvis - sorte bluse??!

Lommen - fra sort til hvid på fem sekunder

Hun er fyret!

2007-08-21T23:40:00.001+02:00

Ku’ I høre den dør, som lige smækkede? Ku’ I se den skygge, som netop listede sig over gården langs skraldecontainerne ovre ved muren – så selvudslettende og sivende?

Det var klæber-Pernille, der listede af.

Så! *Læner mig velbehageligt tilbage i den affjedrede lænestol og smækker fødderne op på skrivebordet*

Jeg, den nye chef her, har altså valgt at lægge ud med en omstrukturering her i biksen, så hende klæberen måtte ryge. Den prioritering er jeg sikker på, vi alle bliver gladere for i længden.

Fik jeg nævnt, at min ledelsesstil fordrer selvjustits og selvstændig tænkning og handling? Med andre ord kommer jeg ikke til at være Mor for jer. Her tager alle ansvar!

Nogen spørgsmål? Nå, ikke! Jamen, så foreslår jeg, vi alle går hjem og tager én på øjet, så vi kan møde friske og veloplagte i morgen!

Lommen – sover trygt...

Når naboer redder én

2007-08-21T21:29:00.000+02:00

På sådan en dag som i dag, hvor kæresten mere end halvvejs forlod mig, fordi det hele går op i hat og briller og gamle følelser, som kommer op til overfladen, og han ikke føler, han magter det, selv om han stadig elsker mig...

Hvor forældrene bliver skuffede over, jeg må ringe og sige, jeg alligevel ikke kommer hjem, når de ellers for første gang i flere år, står klar med overraskelsesmiddag - samt naturligvis er sønderknuste på mine vegne over at høre om mig og kæresten...

Hvor jeg må droppe at snakke med specialevejlederen som aftalt, fordi jeg simpelthen ikke kan koncentrere mig med alle de følelsesmæssige bolde i luften...

... så er det godt, at der er en nabo, der kommer ud til mig i køkkenet, prikker mig forsigtigt i siden, kigger bekymret på mig og spørger: "Vil du ikke ha' en cola?", giver mig et knus og så konstaterer, at det vist er en af de dage, hvor man spiser noget grillsnask sammen og ser en god film.

Dét var det bestemt!

Nu har vi så været nede og spise, snakket Hus-sladder, grinet og flirtet lidt med grill-manden, gået en dejlig aftentur ved en af Søerne herude. Og nu smutter jeg ind til hende, naboen, og ser film. Bagefter skal jeg på hovedet i seng. For pudsigt nok kan jeg efter de sidste par psykologsamtaler pludselig sove meget, meget tungt om natten og vågner uden ondt i maven om morgenen.

Lommen - hurra for gode naboer!

Hvis ikke venner, så heller ikke kærester

2007-08-21T17:19:00.001+02:00

How can we be lovers if we can't be friends
How can we start over when the fighting never ends
Baby, how can we make love if we can't make amends
Tell me how we can be lovers if we can't be,
Can't be friends

... sang Michael Bolton med sin hæse stemme og sit lange 80'er-garn viftende melodramatisk om sig dengang for mange år siden, da jeg var ung. ;-)

Og han har en pointe dér, Mr. Bolton. Hvis ikke man kan være venner, så kan man da slet ikke være kærester! Der er selvfølgelig ingen, der siger, at når man kan være venner, så er det naturgivent, at man kan "meget mere", men det er en start.

Og hvis I ikke allerede har luret det (som de observante, læse-mellem-linjerne-trænede tingester I nu er :-)) så kan jeg afsløre, at efter at jeg smed Klidmosteren ud, har jeg indset, at jeg må til at lære at være venner med Skuldrene for at kunne blive ordentlige kærester. Det er sådan noget med svære ting som tillid, afslapning, bare at tage hinanden og tingene, som de nu kommer. Men jeg tror på hende den nye Pernille. Dét gør jeg. Jeg kan mærke det helt ud i storetæerne.

Det gør han så forhåbentlig osse. Tror på det.

Lommen - forhåbentligt et liv efter klidmosteren!

Jeg sov med ét øje åbent

2007-08-20T18:06:00.001+02:00

Ansigtslammelse. Ja, sådan en rigtig Mimi Jakobsen-én havde jeg i slutningen af gymnasiet.

Fra den ene time til den anden, ku' jeg pludselig ikke bevæge den ene halvdel af mit ansigt, endsige lukke øjet. Jeg kunne sagtens mærke det, men ikke styre det.

De næste tre-fire måneder sov jeg med det ene øje åbent (og brugte øjensalve for at det ikke skulle udtørre) og måtte holde hånden over øjet, når jeg vaskede hår, for ikke at få shampoo i det, øjet altså.

Jeg blev osse enormt bange for at komme til at sige noget forkert, for med min særligt dengang lidt sarkastiske humor, var det godt nok vigtigt for folks fortolkning af udsagnet, at jeg smilede til dem bagefter... Men dét erfarede jeg ret hurtigt, at jeg slet ikke kunne - smile. Da jeg efter nogle meget mærkelige reaktioner på min såkaldte humor, fik en mistanke om, hvad der var galt, og selv testede mit smil ude i mine forældres badeværelse, kunne jeg i spejlet konstatere, at det så ud, som om jeg skar ansigter. Så jeg var ret hurtigt færdig med at lange hurtige bemærkninger ud...!

At snakke var osse temmeligt besværligt - og det var bestemt ingen spøg at gå til mundtlig studentereksamen i fransk under de omstændigheder...!

Som om det ikke var galt nok, kunne lægerne ikke fortælle mig, hvad der var galt. Jo, de røntgen-fotograferede mig og fandt en art betændelse på alle nervespidser i den ene side af mit ansigt. Men fortælle mig, hvordan det var kommet dér, eller hvor lang tid der mon ville gå, før det gik væk, kunne de ikke.

"Du er så ung", sagde lægen, der undersøgte mig på sygehuset, "så du kommer dig nok relativt hurtigt. Men vi kan jo ikke garantere, at der ikke bliver en rest af det tilbage...".

???!

Hm. Han mente vist selv, at han lød opmuntrende...

Men føj, det var en klam besked at få. Især da han uddybede, at "relativt kort tid" var cirka et halvt år.

Min mor var næsten mere sønderknust end jeg, da jeg kom hjem fra hospitalet med den melding, og jeg måtte venligt, men bestemt understrege over for hende, at var der nogen, der sku' hyle her, så syntes jeg ærligt talt, det skulle være mig.

Cirka fire måneder senere forsvandt lammelsen nærmest over night. Ligesom da det begyndte, sad jeg foran computeren og mærkede lige pludselig noget, der var blevet mig meget uvant: Mit højre øjenlåg rørte på sig!

Jeg kan ikke forklare, hvor lykkelig jeg var, da jeg straks efter sprang ind i stuen til min mor og holdt fjæset hen under hendes læselampe:

"Se lige, Mor! Kan du se det?"

Dét kunne hun. Det var ikke bare noget, jeg bildte mig ind.

Cirka fjorten dage senere, var det næsten helt væk, og jeg blev igen mit gamle smilende jeg.

Efter sådan en omgang bliver man virkelig klar over, hvad mimik betyder for hele éns udtryk!

I dag er der kun en ganske lillebitte smule tilbage af lammelsen i mit ansigt. Jeg er ret sikker på, det kun er mig selv, som kan se det: Når jeg er træt eller bekymret, dirrer det nederste øjenlåg på højre øje ganske let med ujævne mellemrum, uden at jeg kan kontrollere det. Det er alt, hvad der er tilbage.

Og i dag dirrer det så lidt, kan jeg mærke. Det var derfor, jeg kom til at tænke på det.

Lommen - en lille dirren

Jeg kan ikke ta' jer seriøst

2007-08-20T10:15:00.001+02:00

Jer, som gang på gang siger ting som...

"Aaaaaj, hvor er jeg bare bagud med mit speciale! Det er osse for dumt, jeg ikke får arbejdet på det..."

eller

"Aaaaaj, hvor ska' jeg bare ha' en friweekend med noget alenetid og sove en masse! Det er hundrede år siden, jeg har sovet mere end fem timer i træk..."

eller

"Aaaaj, hvor er det øv, jeg er blevet så fed! Jeg har ellers købt månedskort til fitness-centeret. Nu ska' jeg altså osse snart i gang..."

Ih, hvor skal I altså og neeej, hvor har I brug for...!

Ikke desto mindre...

... sidder I samme aften igen på café med veninden, der lige ringede, eller til videoaften hos vennen, som lige sms'ede. Og I glemmer alt om specialet, som kigger såret op på jer, inden I omkring midnat kommer hjem og går direkte i seng...

... ender I i byen ikke bare til lidt mere end en fyraftensbajer fredag, men går faktisk først hjem lørdag morgen kl. 07, hvorefter I sover det meste af eftermiddagen, klager over tømmermænd, men drikker en cola, og SÅ ringer veninden lige, hvorefter... I naturligvis havner i byen igen lørdag.
Søndag aften har der ikke været ét alene-minut (andet end da I sov) i hele weekenden, og mandag morgen er I ved at falde ned af stolen af træthed på arbejdet...

... sidder I og spiser pizza eller burgere 2-3 gange om ugen, æder søde sager hver dag og får i øvrigt aldrig købt ordentligt ind. Desuden tager I bussen til jobbet "men kun når det er koldt" (og det er det jo hver morgen, osse om sommeren...) Og månedskortet til fitness-centeret? Det er da en måde at betale af på den dårlige samvittighed på, ikke?

Ved I hvad? Jeg er træt af at høre på jer!

Sid da endelig i specialesumpen nogle måneder eller år - eller ta' fri fra det nogle måneder med fuldt overlæg og nyd så for helvede de dér café-ture med veninden fuldt ud!

Gå i byen til I trimler, saml drukhistorier til et helt livs forbrug og gå osse på spontan-druk om tirsdagen (kan anbefales; køerne er kortere...)!

Gør Supersize me-filmen til en ren Dr. Atkins-kur i sammenligning: Æd da jeres forsuttede pommes frites og se fedtet sile ind i bildækkene på maven!

Men lad være med at påstå, at det ikke er sådan, I ønsker, det skal være! Lad være med gang på gang med et lidende udtryk i ansigtet at fortælle mig, at I ønsker noget andet i jeres liv...

...for så havde I gjort noget andet, end det I gør! Over for mig behøver I sgu ikke at lade, som om I ønsker at gøre det sunde eller "rigtige" for jer selv. Gør det I har lyst til. Men stå ved det!!

Bare jeg slipper for at skulle sidde og nikke og smile pænt og være med til at bekræfte jer i, at I

... har god arbejdsdisciplin
... er gode til at sige nej til vennerne
... har god selvdisciplin og overholder et mål, når det er sat

Eller hvad det nu er, I ikke kan eller ikke har.

Lommen - konsekvens, tak!

Tomt køleskab: Hvad GØR man??

2007-08-19T19:04:00.000+02:00

Det dér med ikke at ha' noget som helst i køleskabet lige præcis om søndagen, ikke? Det dér med først at opdage det, når man står op søndag ~~morgen~~ middag...

Nogle ser det vist som et single-problem, andre som et studerende-problem...

Jeg anskuer det som et Pernille-problem. Og jeg havde for nogle timer siden en klar plan om at ta' ned og handle i det eneste supermarked** her i nærheden, som har åbent om søndagen. Være voksen og ansvarlig, ikke? Købe tre pakker pålæg og den slags.

Men man går jo ikke på indkøb på tom mave, vel? ~~Når jeg gør det, så køber jeg nemlig ind for 500 kr. i SuperBest...~~

Well. Til min næsten usigelige glæde spotter konen her så nogle kolde, kogte kartofler i bemeldte køleskab. Trods alt.
Man skal ikke ha' været madløs mange gange, før sådan et syn får én til rutinemæssigt lykkeligt at tænke: "Brasekartofler = aftensmadsproblem løst".

Som sagt, så gjort.

Og nu sidder jeg så med totalt fuld mave og en dårlig kop kaffe (den absolutte NØD-kaffe fra "jeg er så meget en koffein-junkie, at jeg indrømmer over for mig selv og mine bofæller, som kan se den grimme dåse på hylden, at jeg er nødt til at ha' kaffelagre til de dér dage, hvor jeg ikke har mere kvali-kaffe og ikke mere stolthed, men bare skal ha' mit daglige koffein-fix"-lageret...)

... Hvilket alt i alt betyder, at jeg nu har mistet motivationen for at gå ned og handle. Det er jo først i morgen, jeg er sulten igen ~~og SLET ingen kaffe har~~ og kun har den dér virkeligt gustne græske kaffe tilbage, som giver hjertebanken i flere minutter, hvis man drikker "slammet" i bunden ~~og det gør jeg selvfølgelig~~ - ikke?

Hm... Engang gik jeg på indkøb, da jeg netop som nu havde forædt mig. Jeg kom hjem med... rengøringsmidler. No kidding - kalkfjerner til forret, ajax til hovedret og så lige en gang kaustisk soda (i folkemunde 'afløbsrens') til at skylle efter med. Samt *tadaaaa* chokolade.

Lommen - må jeg ikke godt vente med at ta' på indkøb til i morgen, Mor?

P.s. Ved godt, jeg har skrevet 'ja til udfordringer' i min nye tag line. Men sgu da ikke SÅ store udfordringer... eller altså...

**) Snarere 'gedemarked' - det er en såkaldt QuickFakta, hvilket meget kontra-intuitivt åbenbart dækker over, at medarbejderne alle sammen er på valium (eller osse har de bare lavt blodsukker ligesom jeg, fordi de ikke kan finde ud af at få købt ind, hvorfor de bevæger sig - og æhm tænker - i slow motion...)

Kender I det?

2007-08-19T17:21:00.000+02:00

Man har skruet helt vildt højt op for radioen, fordi de spiller et nummer, man rigtigt godt kan lide?

Man satser og går i bad, mens radioen spiller videre. Forhåbentlig spiller de så endnu en god sang efter den her...

Men nej: Netop som man har kommet shampoo i håret, fades der, og en af de tre sange, man er allermest irriteret over i øjeblikket, går i gang på den stadig høje lydstyrke.

Lommen - aaargh, kan det virkelig passe, jeg ska' ha' fjernbetjeningen til radioen med i bad??

UPDATE: Nægter i dén grad at anskaffe mig en badeværelses-radio (med lille fint glasindtræk!?!) à la kærestens. Det ska' blive løgn, ska' det! Så hellere dårlig pop ved utilsigtet høj volumen! :-D

Det kommer bag på mig HVER gang...

2007-08-19T14:07:00.000+02:00

... hvor træt man bliver af de dér psykiske udviklingsprocesser og analyser.

De seneste dage har som nævnt været fulde af omvæltninger, og i går sad jeg så og arbejdede ret koncentreret på specialet. Igen. Og gik en lang tur. For første gang i aaalt for lang tid.

Kl. cirka 0130 trimlede jeg om. Og vågnede igen... kl. 1330!!!

Lommen - må jo ha' haft brug for det...

Kvantespring - bl.a. om at ha' en kæreste med nosser :-)

2007-08-18T12:06:00.000+02:00

Forleden blev godt nok NOGET af en dag rent mentalt! Hvad er det, man kalder det? Et kvantespring...?

Jeg er ikke den eneste, som er målløs. Skuldrene er vist osse lidt fortumlet over det skift, som - siger han - i øvrigt virker ganske upåtaget. Det er indtruffet over en nat, men har jo nok været under opsejling længe. Det har - godt gættet - en masse med Projekt: Tag Ting Som De Kommer at gøre...

For at forstå hvor stort et skift det er, er her et eksempel på, hvordan hende Klidmosteren plejer at agere...

Det er noget med at panikke og kime kæresten ned og skrive en STAK sms'er, hvis han beder om fred, fordi vi har skændtes - eller bare sådan fred i øvrigt. (Very sad but true!) Ikke at kunne handle straks - ikke at kunne (forsøge at) styre situationen og får "orden" på den var nogenlunde det værste, man kunne udsætte Klidmosteren for. Og derfor respekterede hun altså ikke andres grænser - eller sine egne, for dén sags skyld, i de dér særlige konfliktsituationer. Hun var hunderæd for at miste. Hver gang. Og måtte handle. Osse selv om det aldrig gavnede hende, når hun ikke kunne slappe af og bare lade andre i fred en tid.

Det gjorde jeg så IKKE forledem, panikkede, selv om vi skændtes. Konflikten opstod i øvrigt faktisk lige netop, fordi hende Klidmosteren IGEN troede, at hun kunne beordre sin kæreste til mere initiativrighed og til at være mere opsøgende.

Men Skuldrene er den første kæreste, jeg har haft, der med ét viste sig som mand nok til at sige helt klart fra. Det skete i netop den samtale:

"Pernille, jeg vil gerne være mere opsøgende. Ringe og skrive kærligt. Overraske dig og sådan noget. Men det kræver, at du giver mig plads til det! Det kræver, at du stoler på, jeg vil gøre det. Og så er du nødt til at forstå, at jeg ikke er ligesom dig. Jeg kommer ALDRIG NOGENSINDE til at ligge og sms'e dig hver anden time! Sådan er dét!"

Og jeg blev hamrende arrig. Og vi svinede hinanden til og blev barnlige og regnskabsagtige, og det var en ren jammer og så afgjort et tilbageskridt for menneskeheden sådan generelt betragtet. ;-) Men lad nu det være glemt.

Tilbage står, at min kæreste elsker mig så højt, at han viser mig sig selv, som han er og ydermere beder om lov til at vise mig sin kærlighed. På sin egen måde.

Men dét fattede jeg jo først lige så stille morgenen efter... :-)

I går var det MIG, der loggede af msn og bare ikke GAD mere. Og dét var faktisk et andet lyspunkt ved konflikten. Ja, nu undres du måske. For hvordan i alverden kan der være noget som helst godt ved, at kommunikationen går så meget i hårdknude, så den ene af parterne simpelthen afskriver den?

Jo, altså: For måske første gang i sådan en situation mærkede jeg efter, hvad jeg SELV havde mest brug for. Og jeg havde brug for at trække en streg i sandet. Være vred. Mærke mig selv og tage ansvar for mig selv. Være i fred. Jeg GAD sgu ikke at gyde olie på vandene, se sagen fra begge sider osv.. Og for første gang (helt sikkert første gang!), tænkte jeg ikke "nu går han sikkert fra mig, fordi jeg har været så urimelig at blive vred".

Så nej. Jeg gav IKKE lyd - heller ikke da vreden (relativt hurtigt) lettede. Og heller ikke da HAN skrev, om vi ikke bare kunne vente med at snakke dagen efter, både fordi han sku' ha' besøg, og fordi han behøvede fred.

Jeg var ikke ude på at straffe ham. Jeg orkede bare ikke kontakt. (Senere ku' jeg godt se, at jeg bare burde ha' svaret, at selvfølgelig sku' vi snakkes ved dagen efter. Well. Jeg lærer hen ad vejen, og det dér ER noteret til en anden god gang). Men hold kæft, hvor var der en frihed i at føle, at jeg godt kunne tillade mig at være så vred, at jeg ikke gad kontakten og ikke var ene-ansvarlig for den!

Pointen er: Det er en fuldstændigt anden Pernille, der dukker frem af dybet nu.

Jeg slappede nemlig af forleden. Og det kom fuldstændigt bag på mig. Jeg sad IKKE og tudede og rystede og lod være med at spise hele aftenen. (Har en ting med mad. Kan næsten ikke spise, når jeg er ked af det.)

I stedet nød jeg en cafétur med en veninde, som jeg snakkede og grinede dejligt med. Jeg stolede fuldt og fast på, at Skuldrene og jeg da selvfølgelig ville komme til at snakke sammen, for det GØR kærester jo. Løser uoverensstemmelser. Sammen. Og jeg spekulerede heller IKKE på, hvad der mon ville ske, hvis nu han ikke ringede. Dels fordi det ville han da selvfølgelig gøre. Dels fordi... HVIS han nu ikke gjorde det, så måtte jeg jo "ta' den dérfra", som det hedder med en dum moderne vending.

Måske sidder du nu og tænker: "Øøøøh ja? Selvfølgelig! Hvad er der lige galt med den kone, siden hun freaker sådan over alt muligt med den dér stakkels kæreste?? Nu må hun ta' sig sammen - slappe af."

Til det er der at sige, at jeg har en bagage fuld af alt for meget, alt for stort ansvar fra en meget tidlig alder.
Faktisk holdt jeg - fra jeg var cirka ti år gammel - sammen på en hel familie, fordi min mor var psykisk syg, og min far en stor del af tiden rejste med sit job for at tjene ekstra, så vi kunne få det til at løbe rundt trods alt. Når min far så var hjemme, havde min mor førsteprioritet i alle ender og kanter, og vi børn måtte bare rette ind: "Mor er jo syg, må du forstå". Underforstået, at så måtte man ikke være urimelig og krævende (læs: Ha' følelsesmæssige behov og behov for omsorg, for det var noget pjat at kræve, når nu vores mor havde så meget mere brug for ham).

Så i stedet for at være barn har jeg været en slags reservemor (som bare ikke fik min fars omsorg), men som har taget en masse ansvar og organiseret alt for alle og givet og givet og givet omsorg hele mit liv - uden nogensinde selv at ha' haft børn. Og jeg har min psykologs ord for, at jeg har været ualmindeligt "klemt" mellem roller derhjemme.

Det har resulteret i, at jeg uden selv at kunne se det har været enormt stresset og ikke rigtigt kunnet mærke mig selv og mine behov, for dem var der jo ikke plads til. "Løsningen" blev at pakke dem langt væk. Jeg har samtidig slet ikke kunnet afgive det ansvar, jeg har været så tynget af. For det var vel sådan, man gjorde. Det var vel det, der krævedes...? At protestere ville jo være at give op, og at give op er utænkeligt. I hvert fald i min fars optik...

Og fordi jeg var vokset sammen med den dér umenneskelige rolle, der på ingen måde kunne forsyne mig med det, jeg havde behov for følelsesmæssigt, blev jeg i mit voksne liv ved at bede/beordre ANDRE om at tage teten - tage "initiativet" og BEFRI MIG, de gange hvor presset føltes for voldsomt. Og jeg fattede ikke, at andre blev ved at overhøre mine bønner.

I nogle enkelte tilfælde har det måske været det - ignorering - der har fundet sted. Men i langt de fleste relationer, jeg indgår i, har problemet været, at der ikke var plads til, at folk kunne komme til. Fordi jeg ikke stolede på dem. Min far havde ikke været til at stole på. Trøstede lidt somme tider, når vi var alene, men så snart min mor var der igen, eksisterede hans indrømmelser af, hvor hårdt det nok var for mig, ikke.

De præmisser tog jeg med mig. Nu ved jeg, at min forståelse af verden - min manglende tillid, min følelse af konstant at blive overset og valgt fra til fordel for andre aktiviteter eller mennesker - stammer fra mit barndomsunivers og ikke er virkelig længere.

Men det kunne jeg ikke se klart indtil for et par måneder siden:

Da jeg opsøgte psykologen, følte jeg, at andres krav var umenneskelige. Især kæresters. Jeg skulle jo konstant være i overskud og underholde og osse trøste og give støtte, omsorg, peptalks, løse alle problemer, før de opstod. Samtidig blev jeg mere og mere frustreret over, at det aldrig var mig, der fik omsorg. Sagen var, jeg ikke turde vente på den, kigge efter den, stole på den kom.

Først for nylig forstod jeg endelig, at det var Lille-Pernille, der var blevet voksen og havde taget rollen og dermed Mor og Fars uformulerede, indirekte krav om at være en "stor pige" (det vil sige uden behov for omsorg, én som kunne klare sig selv) med sig. Og at hun nu med specialepres, økonomisk pres og udsigten til selv at blive voksen og skulle... tage MERE ansvar var ved at knække.

For hvordan KUNNE jeg tage mere ansvar, end jeg i forvejen gjorde for alt og alle???

Jeg ser nu, at noget i mig ubevidst fornemmede, at katastrofen lurede lige om hjørnet, og at jeg var på helt gale veje. Jeg var hundeangst for at knække. Og følte mig sikker på, det ville ske.

Jeg forstod ikke, at den eneste, der kunne befri mig... var mig.

Forleden morgen vågnede jeg så dagen efter førnævnte voldsomme skænderi og skænkede ikke mobilen en tanke. Aftenen før havde den været slukket det meste af tiden - bare fordi jeg ønskede at være nærværende sammen med den veninde, jeg var ude sammen med.
Om morgenen kiggede jeg ikke engang i den. Dét havde været utænkeligt i en tilsvarende situation bare få døgn tidligere.

Men jeg slappede helt af. Havde sovet godt. Det strejfede mig, at Skuldrene og jeg sikkert ville få en fin snak senere. Og så ikke så meget andet. Jeg var til stede i mit eget liv. Tænkte ikke på, hvad han mon gik og tænkte. Arbejdede i fred. Nød min morgenkaffe. Opdagede ved et rent tilfælde lidt senere, at Skuldrene minsandten havde skrevet og var bekymret. Jeg blev glad over, at han tog kontakt. Men beskeden var ikke livsnødvendig for mig, som den ville ha' været det for få døgn siden...

Skrev en stille og rolig sms tilbage. Jeg havde det godt og havde haft en god aften. Hvordan han havde det? Ikke noget som helst om, om vi ikke snart kunne snakke osv..
Der kom svar, og han spurgte forsigtigt ind til, hvordan jeg havde det med "os" og i går. Tænkte, jeg ville svare lidt mere udførligt, når nu han spurgte. Loggede på msn. Men så fik han pludselig travlt på arbejdet (han har et job, som veksler meget i intensitet). Og det var da okay med mig, og vi kunne bare snakkes ved om det senere. Det ville jeg gerne.

Han blev bange for, jeg troede, at han satte "vil ikke forstyrres"-skiltet på, fordi jeg loggede på. Og da han skrev det til mig, var det som at se sig i spejlet og opdage, at spejlbilledet ikke er af én lige nu, men som man så ud for nogen tid siden. For så mistroisk ville Klidmosteren sikkert ha' været. *Gulp* Stakkels mand, som jeg har mistænkt ham...

Så nej, jeg troede ikke, at han bare stak mig en plade om travlhed for at blive fri for at snakke med mig.
Ja, jeg nød min eftermiddag i fred og fik lavet en masse i stedet for kun at sidde og tænke på, hvornår vi kunne snakke sammen, og ha' sindssygt ondt i maven.
Nej, jeg tænkte ikke over, hvem af os, der skulle ringe til hvem
Nej, jeg kiggede ikke i min telefon talrige gange for at se, om han havde skrevet (og gik dermed heller ikke og havde tanker om hvor uelsket og "i vejen" jeg sikkert bare var, når han ikke havde skrevet).

Ja, det føles lidt pinligt at indrømme, men så usikker har jeg altså været. Hele mit liv. Jeg skulle hele tiden bekræftes (og ofte hjalp det alligevel ikke ret meget). Jeg har noget så ustabilt, ensomt og stressende med mig i mit fundament, at jeg ikke rigtigt har haft forudsætninger for at forstå kærlighed, omsorg, ømhed som noget varigt og grundlæggende, som bare er dér.

Jeg føler det, som om jeg er kommet hjem. Og jeg tror ærligt talt, Skuldrene har været ved at falde ned af stolen over det skift, der er sket de sidste par dage.

Osse da jeg fortalte ham, at han i det skænderi havde gjort, hvad ingen anden mand har haft nosser til over for mig: Han havde markeret sin grænse i stedet for at blive ved at forsøge at tilpasse sig - og undgik dermed at miste sig selv og dernæst kærligheden. Se dét, mine damer og herrer, er (udslag af) kærlighed!
Og jeg fik fortalt ham, at han jo havde haft helt ret: Jeg må give ham plads. Give mig selv plads. Slappe af. Vise tillid.

Det næste stykke tid kommer det til at handle om at få implementeret alle de nye tanker i min hverdag. En af de større udfordringer bliver snart at fortælle mine forældre om Klidmosteren og min afsked med hende. For hjemme hos dem er ét af de steder, hvor jeg stresser allermest. Pudsigt nok...

Jeg er færdig med at leve som et organiserende tentakel-dyr, der har øjne og følenerver alle andre steder end hos mig selv: Jeg tager ansvar for mig. Og - hvis den dag kommer - gerne for min egen børneflok. Og så er jeg nærmest mere taknemmlig end nogensinde for, at jeg som den berømte nål i den lige så berømte høstak fandt Skuldrene, der faktisk viser sig at leve op til sit alias her på bloggen... De er brede nok til at bære.

Lommen - nu skal alle tankerne lige sætte sig

Er du en klæber over for kæresten?

2007-08-17T12:18:00.000+02:00

Det har jeg altid været i mine forhold. Med dyb skam at melde. Kors, hvor nedværdigende, egentlig - som voksent menneske at føle sig så afhængig, så sårbar, så lille, så ligegyldig! Men hvordan holde op med at klæbe og alligevel få al den nærhed, man drømmer om, når nu kæresten tilsyneladende altid har brug for at "være lidt i fred"?
Det handler ikke om at sætte sine forventninger ned og lade sig nøje, men derimod at "sætte kærligheden til sig selv op", så at sige i stedet for at gøre kæresten ansvarlig for den umulige opgave at fylde éns kærlighedslager op. Det kan han/hun ikke, hvis man ikke selv tror og tør...

Jeg er sikker på, at mange - måske især de kvindelige læsere, eller er det bare min fordom? - kan genkende ovenstående problematik. Måske sidder der osse nogle derude, som har været/er kæreste med sådan én, som jeg her har valgt at kalde 'en klæber', der ved, hvad jeg taler om.

Du er ikke en klæber, fordi du efter de allerførste par dates bliver usikker på, om modparten mon er lige så interesseret i dig, som du er i ham/hende. Det er helt naturligt. Du er heller ikke en klæber, blot fordi du savner din kæreste, når han/hun er på ferie med vennerne - eller måske endda i glimt, når han/hun er på job.

Nej, en klæber er noget ganske andet...
En klæber er mange og timelange telefonopkald hver dag og utallige skænderier, der starter med, hvorfor modparten ikke har ringet eller skrevet, eller hvorfor modparten ikke har ringet eller skrevet nok, eller hvorfor modparten har "virket så uengageret / "kold" / uinteresseret / indelukket", bare fordi han/hun har ønsket et par timer i fred eller måske bare har lavet noget andet et par timer.

En klæber sidder altså lårene af sin partner og føler sig ulykkelig og tom, hvis partneren siger fra over for klæberens invasion af ham/hende og gerne vil ha' lidt tid for sig selv.

Det siger næsten sig selv, at det ikke er nemt at være nogen af parterne i et forhold, hvor den ene klæber, og den anden ønsker lidt mere afstand. Det er faktisk tværtimod meget anstrengende. Og man kan blive ved at såre og bekrige hinanden rigtigt meget i en sand blindgyde af mindreværd, modstridende behov, angst for at miste og angst for at såre, hvis man ikke i tide får fat om nældens rod.

Det er med klæber-adfærd som med så mange andre mindreværds-mønstre, fx jalousi:

Det hjælper ikke, at den kæreste, som ikke klæber, "tager hensyn" til klæberens behov og forsøger at efterkomme dem - eller rettere: De behov, som klæberen TROR, at han/hun har, og som det vil gøre ham/hende lykkelig at få opfyldt til punkt og prikke...

Har man en meget jaloux kæreste, hjælper det jo heller ikke, at man først holder op med at gå udfordrende klædt i byen, dernæst holder helt op med at tage i byen for til sidst at droppe enhver aktivitet, hvor den jaloux kæreste ikke er med og kan overvåge én...

Tilsvarende med klæberen:

Klæberen kender ingen grænser. Hverken sine egne eller modpartens. Eller i hvert fald brydes de konstant. Først sms'er kæresten ikke nok, så ringer han/hun ikke nok, så er han/hun ikke aktiv nok, når de er sammen osv..
Det afgørende ord her er "nok". For det er aldrig nok for klæberen. Og i sine mere og mere skingre råb efter opmærksomhed indskrænker klæberen løbende kærestens bevægefrihed: Det er bestemte former for opmærksomhed, klæberen vil ha', det er bestemte mængder. Og karakteristisk nok er de fleste klæbere overbeviste om, at hvis bare de finder den rigtige kæreste (eller hvis bare den kæreste, som de allerede har, bringes til at gøre alt på den helt rigtige måde), så vil de, klæberne, blive lykkelige.

Men - surprise - sådan hænger verden ikke sammen.

Lige meget hvor meget den mindre opsøgende kæreste så overhører sit eget behov for fred og alenetid og forsøger at "bevise" (!) sin kærlighed over for klæberen, så kan det nemlig ikke slukke klæberens angst for det allerværste i hele verden: Nemlig at finde ud af at den, som han/hun elsker højst, ikke elsker gensidigt. Det skyldes, at klæberens angst højst sandsynligt er lige så gammel som klæberen selv og i virkeligheden ikke har noget som helst med kæresten at gøre.

Men det er en længere historie, som vi måske kan tage en anden gang... Her skal fokus holdes på det øjeblikkelige perspektiv.

Den ikke-klæbende kæreste må nemlig være stærk og ikke lade sig manipulere med af klæberens offerrolle-mentalitet.
Det er IKKE den ikke-klæbende kærestes ansvar, hvis klæberen føler sig usikker, overset, uelsket. Og det er sådan set heller ikke hans/hendes ansvar, at få klæberen til at føle sig elsket.

Det er derimod i allerhøjeste grad hans/hendes ansvar at blive ved med at være sig selv og give og tage det, som han/hun nu har lyst og evner til og brug for at give og tage. Han/hun har svært ved at stille noget op, hvis klæberen i sit mindreværd fortolker alt på den værst tænkelige måde... Logikken er IKKE, at den ikke-klæbende kæreste bare skal "gøre nok". Logikken er, at de søde handlinger og ord, kæresten giver, skal tages ind af klæberen, som de kærlighedserklæringer de nu engang er.

Hvis man som den mere indadvendte i sådan et forhold derimod bliver ved med at gå ind på klæberens præmis om hele tiden at skulle gøre eller give noget mere, bliver man snart et meget ulykkeligt menneske. For så har man jo dybest set accepteret en kontrakt, der siger, at er klæberen ulykkelig, så er det éns "skyld", og så er man jo et ondt menneske...

Og klæberen synes jo aldrig, det er nok. Ergo er den frihedssøgende kæreste notorisk et dumt svin. Desuden er den ikke-klæbende kæreste gået ind på, at han/hun er utilstrækkelig i forholdet. Det sker, når man går ind på præmissen om hele tiden at skulle forsvare og forklare og bevise, at man altså stadig elsker den anden. Så er man pludselig blevet sådan én, som er under anklage, og som accepterer, at man er det.
I sidste ende mister man sig selv og sin værdighed - fuldstændigt ligesom klæberen i øvrigt for længst har gjort det...

Det er den ikke-klæbende kærestes opgave (for sin egen skyld!) at få sagt helt klart fra over for klæberen. Få fortalt hvad man kan og vil give klæberen, når det kommer til kontakt.

Og så må klæberen herefter tage ansvaret for sin egen tryghed og tillid på sig. Naturligvis kan det være rigtigt svært, hvis man fx er blevet forladt et utal af gange. Men hvis du er en klæber, så prøv at tænke lidt over, hvorfor du er blevet forladt: Kunne det ha' noget at gøre med at du har kvalt kæresten i dit behov for evig nærhed - ja, nærmest symbiose?

Og gør det dig i øvrigt evigt lykkelig, hvis du er sammen med kæresten eller snakker i telefon med ham hele tiden? Eller er han snarere et middel til at glemme, hvordan du egentlig har det i dit eget selskab?

Jeg siger ikke, at klæbere er hverken usympatiske eller syge i hovedet, selv om denne post vist er lidt skarpt skåret ;-) Jeg har jo netop selv været én af dem. Men jeg siger, at vores angst for at blive svigtet og stå alene tilbage er noget, vi må arbejde med, i stedet for at få kæresten til at pukle for at det skal se ud, som om angsten ikke er dér.

I nogle af mine kommende blogposter vil jeg fortælle om, hvordan det går med mit eget udviklings-projekt: Tag Ting Som De Kommer, som netop handler om at lære at give slip og stole på, at jeg er elsket, uafhængigt af hvor mange eller få sms'er og opkald o. lign. jeg får fra min lidt mere enspænder-agtige, men meget kærlige og (det meste af tiden ;-)) betænksomme kæreste, der her på bloggen går under aliasset Skuldrene.

En af de største udfordringer er at lære at læne mig tilbage i et parforhold - i stedet for at tro, at dets eksistens står og falder med mig eller omvendt: At min eksistens står og falder med parforholdet.

Jeg er bestemt ikke færdig med at være en klæber sådan fra den ene dag til den anden og har ingen universalløsninger. ;-) Men inden for de sidste uger er der faktisk sket så drastiske ting i mit liv, at jeg i hvert fald godt tør begynde at øse lidt ud af mine tanker om det her med at hvile i og holde af sig selv. For det er jo selvfølgelig dét, som det hele handler om: At tro på, man er værd at elske.

Jeg er på vej imod et liv som ikke-klæber og glad og tilfreds for mig selv - og min kæreste. Og hvis du har lyst, er du velkommen til at læse med og måske bidrage med en erfaring eller et nyt perspektiv

Lommen - hold fast, så kører vi!

Hvem bestemmer, at hvem bestemmer...?

2007-08-16T12:04:00.000+02:00

Ordveksling for nylig med kvindelig bekendt om sex og roller i den forbindelse:

Jeg (smilende): "Det fungerer altså overhovedet ikke, hvis man slæber hende klidmosteren med i seng."

Hun: "Nej, det er det dér med, hvis man skal bestemme, at han skal bestemme, ikke...?"

Ha! Dér har hun sgu en pointe! :-)

Lommen - helt bestemt ikke længere så bestemt

Og så er der vist ikke mere sex på bloggen for dén 25-øre... ;-)

Om at lade andre tage teten

2007-08-16T09:43:00.001+02:00

Jeg synes jo, det er besværligt - det dérsens Tilværelse. Men det meste af tiden osse fan-fucking-tastisk på "Ahaaaa! Er det virkelig sådan, det hænger sammen?"-måden*) "Er det dérfor, jeg/han/hun altid har gjort sådan og sådan?" "Er det dérfor, jeg altid bliver nervøs i den her type situationer?"

Jeg synes med andre ord, at adfærdsmønstre er noget rigtigt spændende noget at blive bevidst om, udnytte bedst muligt - eller ændre.

Som I måske husker, har jeg skudt endnu ét af mine "selvudviklings-projekter" i gang. Det er kommet til at hedde "Projekt: Tag Ting Som De Kommer", og det er faktisk helt utroligt, hvad jeg finder ud af, nu hvor jeg igen springer ud i at bruge nogle helt nye sider af mig selv...

Som jeg for nylig beskrev, har jeg indset, at jeg er totalt træt af at være hende "Organisator-klidmosteren", der tager ansvar for alt og alle i en grad, så hun stresser og bliver en værre diktator; jeg kan absolut ikke selv lide hende - og hun hindrer desuden både mig selv i at være mig og andre omkring mig i at være dem.

Sidste gang hos min psykolog mødte jeg fortvivlet op og sagde:
"Jeg ville så gerne ha', at min kæreste tog mere initiativ og var mere opsøgende over for mig, men han er jo sådan lidt indadvendt af natur. Måske har jeg valgt den forkerte kæreste?"

Og så gav psykologen mig endnu én af sine øjenåbnere, som jeg har hende mistænkt for at dosere nøje:

"Pernille, jeg kan selvfølgelig ikke sige det med sikkerhed, men jeg tror altså ikke, du ville føle dig særligt godt tilpas sammen med - ja, måske heller ikke engang tiltrukket af - sådan en far-type af en mand, som ville forsøge at styre dig. Du ville blive dødtræt af hans dominerende facon. Jeg er ret sikker på, at du får mange gode ting fra [Skuldrenes rigtige navn]. Måske burde du se dette som en chance...".

"En chance?", udbrød jeg målløst og i en meget skeptisk tone, "for hvad dog?!" Konen måtte jo ha' spist galvaniserede søm og skruer!

"En chance for at blive dig", svarede hun uden at blinke. "Hvis du vil ha' mere initiativ og udspil fra ham, så er du nødt til at lære at slappe lidt af. Og dét kunne du såmænd ha' godt af". Hun smilede venligt, da hun sagde det sidste.

Pointen sank langsomt ind hos mig.

Dét, hun sagde, var, at det ikke ville nytte noget som helst at skifte kæresten ud. Og at jeg tværtimod hellere skulle ændre på mig selv og min egen adfærd. Ikke på hans. Irriterende, som den kone synes at ha' ret hver gang...! :-)

Nu er jeg så nået til det, jeg allerbedst kan lide: Nemlig at prøve de nye erkendelser af i praksis. Og hvor kunne jeg lægge bedre ud end i netop mit parforhold. Og eftersom Skuldrene og jeg tilbragte nogle dage sammen her hen over weekenden, ja, så måtte det jo være dér, at mit projekt for alvor skulle skydes i gang.

Som sagt - så gjort.

Jeg fortalte ham lidt om det forinden, og dén var han helt med på. Og fuck, hvor var det bare svært! Jeg sku' være mig på en ganske anden måde! Men hold op, hvor fik både jeg og han dog osse meget ud af det! Jeg er på ingen måde afskrækket!

Bare sådan en ting som at gå i supermarkedet, ikke?

Har da aldrig rigtigt tænkt nærmere over, at det altid (som regel osse med vennerne) er mig, der snapper indkøbslisten og farter rundt i butikken på den mest effektive måde - og selvfølgelig osse husker de dér tre vigtige ting, som ikke står på listen.

Og jeg har da egentlig indtil for nylig heller ikke troet, at det kunne være andre end mig, der tog initiativ til sociale aktiviteter eller andre, der planlagde ting og tog højde for alt muligt.

Men med ét lod jeg mig føre som i en dans, hvor man tiltror sin dansepartner overblik, rytmesans og koordinering, så man ikke støder ind i de andre på dansegulvet. Ansvaret.

... Jeg luntede efter Skuldrene inde i supermarkedet og lod ham beholde den indkøbsliste, han havde skrevet, mens han dirigerede slagets gang
... Jeg tog mig selv i at ville huske ham på hans pung, når vi sku' ud ad døren (én gang glemte han den, men kom selv i tanke om det)
... Jeg fik pludselig en sms fra ham, hvor der stod "hvad skal vi lave til aften? Pizza eller lasagne?"
... Der var pludselig én, som gjorde morgenbord parat til mig (og så måtte jeg da værs'go' sidde i morgenhår og nul makeup og prøve at vågne over stempelkaffen - mig??! Morgenhår?!)
... Der var pludselig én, som forførte mig (!) voldsomt bestemt (uden at gå i detaljer må jeg for det fuldstændige indtryks skyld tilføje: Jeg klager ikke ;-))
... Der var én, der styrede mange samtaler og en Pernille, som sad og grublede over sine svar, fordi jeg ikke lige var forberedt på, hvordan samtalen ville komme til at se ud...
... Jeg tænkte ikke over, om vi skulle stille vækkeuret, men blev i stedet overrasket, da han spurgte, hvornår jeg syntes, vi sku' stå op næste dag
... Jeg tog mig selv i at synke ned i samtaler, mærke hvordan jeg egentlig havde det - bare være...
... og ind imellem bare nyde stilheden

Og jeg slappede af, gjorde jeg. Jeg nød. Og jeg følte mig hel. Jeg der et helt liv har holdt sammen på en familie - været mor fra jeg var helt lille, er nu blevet mig i stedet for rollen. Og guess what, jeg véd i hvert fald godt, hvordan jeg ikke vil være, hvis jeg engang får børn...

Det er virkelig en helt ny verden, der ganske stille åbner sig for mig.

Hvor jeg havde troet, jeg ville sidde som på nåle og være på vagt: Huskede Skuldrene nu dit, glemte han nu dat? Hvad nu hvis...? Og man skal jo være tre skridt foran for en sikkerheds skyld (hvis sikkerhed??), og så er der jo osse...
... var dét, jeg rent faktisk erfarede (naturligvis!), at Skuldrene er et fornuftigt, ansvarligt og voksent menneske. :-)

Ting kørte helt fint, hvis bare jeg tog vare på mig og sagde klart, hvad jeg havde lyst til og ikke lyst til og behov for. Slut, prut marinade!
Og så skal andre i øvrigt nok tænke selv, og gør de ikke det - så er det ikke mit ansvar. Jeg er ikke - kun - sat her i verden for at forhindre, at noget som helst problem kunne opstå. Jeg er her ikke for at forhindre, at folk bliver kede af det. Jeg er her ikke for at bære folks byrder.

Og når Skuldrene og jeg så ind imellem bliver uvenner, så er det pudsigt nok heller ikke udelukkende min opgave at gyde olie på vandene og være den første til at tage kontakt. Jeg må mærke efter og finde ud af, hvornår jeg er parat. Og så stole på at han stadig er dér, når jeg er klar - og på at han måske osse kunne finde på at ringe før mig...
Jeg plejer at panikke, hvis jeg ikke kan komme til at løse de dér situationer med det samme. Det plejer at være helt uudholdeligt. Men efter nogen tid sammen må man vel prøve at stole på, at modparten osse er interesseret i at finde en løsning...

Orv, der bliver meget at fortælle psykologen om senere i dag!

Lommen - det handler om mod og tillid

*) Og ja, nu skal jeg nok lade være med at komme med flere Nynne-vendinger i denne post, eftersom vi alle ved, at de holdt op med at være sjove og nyskabende for et par år siden...

En skøn aften i byen...

2007-08-16T00:45:00.000+02:00

...var da lige, hvad jeg trængte til! Øøøøj, det var godt med en lang tøsesludder og lidt god mad! *Bredt smil*

Og nu: Til sengs!

Lommen - tilbage efter reklamerne

Beder du kæresten om noget?

2007-08-15T12:41:00.001+02:00

Er der noget, der kan irritere mig, så er det den gamle skrøne om, at kvinder forventer, at mænd læser deres tanker. Kvinder er med andre ord nogle utilregnelige, uigennemskuelige nogen, som det er helt umuligt for de stakkels mænd at kommunikere med, endsige stille tilfredse.

Det er da superdejligt, hvis kæresten af sig selv husker, hvad det er, man sætter pris på af små ting og sager i hverdagen. Og det er skønt, hvis han husker årsdagen osv.. Men det er da ikke nogen katastrofe somme tider at måtte sige til ham:

Jeg kunne godt tænke mig en gave snart igen
Jeg savner nogle flere søde sms'er ud af det blå
Jeg kunne godt bruge lidt flere kærtegn uden for sengen

... eller hvad pokker det nu er, man savner og mangler.

De er jo for dylan ikke tankelæsere, mænnern' - og det er kvinder heller ikke, selv om vi ynder at prale af vores intuition og fornemmelse for de dérsens mænd og deres behov...

Well, min pointe er, at når man så har bedt om de ting, man savner. Har forklaret og sat ord på - og man vel at mærke beder om noget, det bør være muligt at give - hvad gør man så, hvis man ikke får dem? Og kan man undgå at blive meget såret? Må man bare affinde sig?

For tiden kæmper jeg lidt med nogle tanker om, hvorvidt jeg er for krævende eller urimelig eller måske formulerer mig forkert/uklart. Eller om jeg simpelthen er kommet til at bilde mig selv ind, at 75 procent er godt nok...

Hvad tænker I???

Lommen - ikke til at hitte ud af, og skuffelsen gør ondt i maven

Møde min eks efter otte år og kom sgu nærmest til at hade ham

2007-08-15T11:39:00.000+02:00

Ja, så enkelt kan i aftes sammenfattes...

Selv om jeg jo ellers var træt og lidt ked af det - eller nok netop på grund af det - så ringede jeg i aftes til en af mine gode drengevenner og spurgte, om ikke jeg måtte komme forbi. Og jo, det måtte jeg da sådan set gerne, men en vis fyr, som er bedsteven til min ven OG osse min eks-kæreste kom altså osse. Men jeg var da meget velkommen til at spise med.

Jeg tænkte, at nu sku' det fandeme være og takkede ja.

Det er otte år siden, at denne eks slog op med mig efter tre års turbulent forhold.
Han var min første seriøse kæreste, og jeg var ked af det nogle måneder efter bruddet, selv om jeg vel egentlig aldrig var rigtigt forelsket i ham og selv slog op indtil flere gange. "Hvorfor er man så kærester med nogen i tre år?", kan man spørge. Og I har sikkert selv mange gode bud, så dén vej vil jeg lade være med at spadsere nedad i denne omgang. I dag forstår jeg måske heller ikke helt selv hvorfor jeg var sammen med ham. Og da endnu mindre efter i går aftes...!

Det korte af det lange er, at vi altså ikke har set hinanden én eneste gang siden bruddet - og heller ikke er rendt tilfældigt på hinanden. De sidste mange år har han boet mere eller mindre permanent i udlandet pga sine studier, og havde det ikke været for den fælles ven, er jeg ret overbevist om, at jeg ville ha' glemt ham eks'en for længe siden.

I stedet for at søge at forklare fortidens valg vil jeg dog bruge dette indlæg til at komme af med min vrede og min fuldstændig vantro konstatering af, hvor ualmindeligt selvfed, denne engang så relativt sympatiske (om end røvforkælede) fyr viste sig at være blevet.

Jamen, hallo!

Manden snakkede ikke om andet end sit - totalt nørdede!! - fag og sin (vist nok efter hans egen bedømmelse...) lovende karriere en hel aften. Jeg havde en klar fornemmelse af, at det var en ren kedsomhedens pine bare at prøve at foregive en anelse interesse, da han spurgte til mit speciale. Det er klart, at når man er blevet sit fag, så spørger man ikke "hvordan går det?", men "hvordan går det med specialet?"... Well. Jeg har jo fået det rigtigt godt med mit specialearbejde på det sidste, så jeg gav den korte version, og det var så dét. Fordi jeg har bare en smule pli (og fordi jeg ærligt talt synes, mit liv er så meget andet end en opgave på universitetet) sad jeg ikke og snakkede om det i flere timer... Det betød så, at jeg var fortabt i det her selskab, hvor jeg hen ad vejen fandt ud af, at devisen var: "Snak om dig selv og dine egne interesser, husk at tromle de andre - ellers kommer du ikke igennem med noget som helst!"

Nu er vores fælles ven osse noget nørdet i det og evner ikke rigtigt at indtage rollen som vært, der prøver at styre (sam)talen i en retning, hvor alle kan være bare lidt med, så... jeg sad og kiggede ud i luften, alt imens jeg ind imellem desperat forsøgte at finde noget som helst, jeg kunne relatere til i samtalen. Guderne skal vide, jeg var på hårdt arbejde...

Så det gik derefter. Jeg prøvede virkelig. Prøvede hårdt. Men alle forsøg faldt til jorden, og det blev ved med at være fag, fag, fag.
Hvor fed hans vejleder på uni syntes han var, hvor nemt det ville blive for ham at få en ph.-d. og blah, blah, blah. Stolpe op og stolpe ned om alt muligt ligegyldigt. Det var uendeligt kedeligt. Og uanset hvor meget jeg forsøgte at dreje emnet ind på noget mere alment, røg vi straks tilbage i fuldstændigt ligegyldige og meget konkrete detaljer om hans fag-miljø, hans kolleger (som ikke blev introduceret, men bare nævnt og forudsat bekendt), hans projekter, hans teorier, hans arbejdsmetoder.

Og da jeg tog mod til mig og efter flere timers forløb endelig forsigtigt spurgte, om vi ikke kunne snakke om noget, som vi alle havde noget at sige om, blev manden sgu dødeligt fornærmet!

!?!?

Jeg startede med forsigtigt at sige, at jeg ikke håbede, jeg fornærmede nogen, men jeg syntes, det var svært at deltage i en snak om fag på det niveau. Om vi ikke kunne snakke om noget hverdagsagtigt - eller lidt mere om os selv "eller noget". På dette tidspunkt havde jeg osse over for værten og hans kæreste prøvet at påpege mit synspunkt, mens eks'en var på wc. Det virkede et par minutter. Så var det det samme igen.

Da jeg havde formuleret min anke, blev der ellers lukket op for gylletanken, skal jeg love for!

"Herreste gud, vi er tre mennesker, du kan da bare byde ind", lød det nedladende fra eks'en og "du har da ellers altid nok formået at tage magten over en samtale" og "er du fornærmet, Pernille?" og jeg blev hånet og grinet af med replikker som "skal vi snakke mere om os selv? Jamen, jeg vil da gerne snakke om mig og min eksistens", var noget af det lort han fyrede af.

Og da vores fælles ven prøvede at sige, at "det er måske forståeligt, at Pernille siger, som hun gør - der er måske en tid og en plads til alting", fik han at vide at "nu måtte han sgu mande sig op" og "hvad i alverden han mente med DET?!".

Jeg svarede ham stille og roligt, at man da naturligvis ikke sådan lige kunne byde ind om emner, som man intet vidste om, og at det måtte han da kunne se. Men nej - det ku' manden sgu ikke!

Jeg er målløs. Sjældent har jeg været ude for så umoden og uforskammet en opførsel fra en mand på over tredive!

Og én ting er da, at man dummer sig og slet ikke har situationsfornemmelse, men når man bliver gjort opmærksom på, at nogen i et selskab i dén grad føler sig ladt i stikken, så stiller man sig altså - efter mine bedste begreber - ikke op og fortæller dem, at de bare selv må gøre en indsats (læs. at det er deres egen skyld). Men dét gjorde han. For - som han ironisk nok selv havde konstateret tidligere på aftenen - så var han så god til at give andre skylden for alt.

Jeg må give manden helt ret!

Jeg er nærmest chokeret, men selv om eks'en burde ha' haft et par sandheder lige tilbage i sylten, så er jeg nu glad for, jeg ikke sagde mere, end jeg gjorde, men bare afsluttede med et fattet: "Du må ha' det godt, ikke?". Det ville bare ha' været at blotte sig mere end han på nogen måde fortjener, hvis jeg havde mistet besindelsen...

Men altså: Jeg sidder her med en masse blandede følelser, som jeg for min nattesøvns skyld lige vil ha' styr på:

Har han virkelig hele tiden været sådan en idiot? Og hvad var det for noget med at "mande sig op" sagt til vores fælles ven?

Kan egentlig godt svagt huske, at ham eks'en dengang for længe siden ind imellem tydeligvis talte ud fra nogle præmisser om, at veninden og jeg styrede det hele. Tydeligvis nogle vrangforestillinger og mindreværdskomplekser, som trykkede lidt dér... Ham den osse dengang evigt pladrende fyr var så underkuet og undertrykt. Jamen, man får jo helt våde øjne, altså.......! Vorherre bevares!

Hvordan kunne jeg være kæreste med ham?
Er det bare mig, der har ændret mig helt utroligt meget id en forløbne tid? Eller ham? Eller begge?

Og tror han virkelig selv på, at det er andre omkring ham, der dominerer det hele?
NB! Jeg er for længst færdig med at falde i fælden, når andre prøver at manipulere mig til skyld over at være slagkraftig... Her til aften véd jeg fx, at jeg i lange perioder var usædvanligt stille og at det ved Gud i himlen ikke var mig, der blev ved at snakke om mig selv! Dét er min opdragelse ganske enkelt for god til!

Well. Som min nuværende dejlige kæreste påpegede, da jeg frustreret ringede til ham lidt senere fra et nattekøligt busstoppested: "Pernille, det lyder sgu, som om der var noget, han sku' af med, som har været meget indestængt! Det lyder meget uforskammet!"

Og ja, det tror jeg sgu egentlig osse, der var - noget han sku' af med, ham eks'en.

Og ved I hvad?

Dét ville jeg fandengalemig osse ha', hvis jeg var ophørt med at eksistere som person og i stedet var blevet... mit fag *gisp* samt i en alder af et parogtredive havde adresse hos mine forældre, ikke havde en fast kæreste og havde skrevet på mit såkaldte speciale, i længere tid end jeg har.

Kan da godt være, han skal være ph.-d., kan da godt være han har studierelevant arbejde i udlandet i lange perioder.
Kan da godt være en gammel hat - men han har mistet sine sociale evner ( i den udstrækning han nu nogensinde havde dem) og sin selvironi, han ryger som en skorsten og drikker fuldstændigt afsindigt, og så kan han ikke klare en venlig henstilling eller forespørgsel.

Hvor umoden og selvtilstrækkelig har man lov at være??! Dæleme en dårlig handel for ham!

Lommen - mere og mere sikker på, jeg har været rigtigt heldig med de valg, jeg har truffet de seneste år...

Om at løse det, man kan løse

2007-08-14T19:07:00.000+02:00

Kan endnu en gang konstatere, at blandingen af for lidt nattesøvn, lang transporttid, lavt blodsukker og afsked med kæreste er den perfekte opskrift på helt afsindigt nedtrykt sindstilstand...

Nuvel. Jeg må fikse det, som fikses kan - så nu stikker jeg ned efter en burger og nogle fritter, og så tror jeg, jeg går tidligt i seng.

Med lidt held er verden i morgen atter et dejligt sted at være.

Lommen - ikke meget her i verden, som afslapning ikke kan løse

Bitre mand!

2007-08-14T09:58:00.001+02:00

Jeg er sikker på, det var en meget morgenbitter (og morgengrim!) mand, der opfandt afsked mellem elskende...

... og på, at det var samme mand, der sørgede for her til morgen at lade P3 spille Soul Asylum "Runaway train", som alle teenagetøser sad og tudede dybfølt og overvældende ægte over i 1990'erne.

Well. Æv-bæv.
Skuldrene sørgede for at møde en time senere på job i dag og listede ud af sengen og lavede morgenbord (med det hele!) til mig for at give os en ordentlig afsked. *Smeltede totalt* Og der var holden i hånd og kiggen dybt i øjne og alt det, der gør, at man hvert øjeblik venter at ane tågede, drømmeagtige kanter i udkanten af billedet... ;-)

Så desværre, bitre mand: Jeg har haft en glimrende morgen og smiler over hele fem-øren! Osse selv om turen nu går hjemad til det dérsens Hverdagen.

Lommen - ovenpå

Jeg har været i kirke...

2007-08-13T16:37:00.000+02:00

Jeg behøver ikke en religion for at kunne finde fred og trøst samt bud på god moral.

Jeg er ganske vist ret sikker på, at Jesus var et meget klogt menneske, som gjorde vanvittigt stort indtryk på og blev forbillede for en masse mennesker overalt i verden. Med god grund. Men det dér med at han var Guds søn, og at han gik på vandet og blah, blah, blah... Nogen må styre deres brandert, altså! Der må være en grænse!

Kort sagt er jeg ikke noget religiøst menneske. Holder kun jul for hyggens skyld og har svært ved at huske, hvorfor vi har noget, der hedder pinse...

Alligevel befandt jeg mig pludselig tidligere på dagen i en meget smuk, gammel kirke fra 1500-tallet. Har længe haft lyst at gå derind. For der er nu noget med stemningen i kirker.

Der var ganske eftermiddagstyst og svalt inde i den. Jeg havde mange tanker i hovedet, da jeg åbnede den store tunge dør. Men aldrig så snart havde stilheden derinde omsluttet mig, før jeg følte roen sænke sig. Ingen lyd fra gaden lige udenfor trængte ind. Det eneste, der bevægede sig derinde, var flammerne på de stearinlys, kirkegængere før mig havde tændt. For Gud, for deres nære, for... you name it.

Jeg tændte ét og sendte tanker til både min bror, der for nyligt rejste om på den anden side af jordkloden, Skuldrenes bror, som snart gør det samme, mine forældre og så mig og Skuldrene, som jeg tror og håber på klarer skærene. Trods konflikter går det bedre og bedre. Vi er hurtigere til at løse dem. Sammen. Og der er slet ikke så mange som før.

Sad lidt dér på kirkebænken og nød stilheden og sank ind i mig selv.

Følte mig sært lettet, da jeg trådte ud i nutiden igen, og ikke længere så rodet i hovedet. Og egentlig tror jeg, dét ville være okay med ham Gud - at jeg måske ikke har så vildt meget at bruge ham til, men at jeg synes, hans fans har bygget nogle pokkers seje oaser for alle med uro i hovedet.

Som Woody Allen engang sagde:
"To you I'm an Atheist, to God I'm just the loyal opposition".

Lommen - fandens loyal

Om at se verden i det rette perspektiv

2007-08-13T11:57:00.001+02:00

Jeg har en veninde, som er utroligt god til at tage bestik af situationer - osse når de er blevet knudrede og følelsesmæssige. Jeg beundrer hende meget for, at hun det meste af tiden lader til at kunne se sagerne i det rette perspektiv.

Når jeg sidder og er vred og såret og irriteret og siger: "Jamen, hvis han/hun mener at... hvorfor siger han/hun så ikke bare at...?", så har selvsamme veninde tit mindet mig om at...

... det er, fordi mennesker er forskellige og dermed udtrykker sig forskelligt, og at jeg derfor pudsigt nok ikke kan forvente, at ting bliver sagt, som jeg selv ville sige dem (men at ting bliver sagt på en anden måde, end jeg ville ha' gjort, gør ikke modpartens forklaring mindre brugbar, dybfølt eller oprigtig)

... at man skal lytte med det velvillige øre, ikke med sin egen værste frygt malet ud over indersiden af kraniet som et filter, der kan forvrænge selv modpartens allerbedste intention

... at det bedst tænkelige ofte ikke er nær så langt væk, som man forestiller sig

... at de færreste mennesker er onde af natur, men bare mennesker (som begår fejl nu og da)

... at man må respektere, at for nogle tager det lidt tid at bearbejde, hvis de er blevet vrede eller sårede (men de skal nok komme, når de er klar, og at det ikke nytter noget at presse på)

Og i dag tænker jeg så på hende veninden igen. Jeg synes sgu, de er svære, de dér punkter. Rigtigt svære. Men... jeg véd det jo godt. Det meste af tiden.

Lommen - bare ikke altid så nemt

Ska' jeg ta' med ham ud at spise? En principsag

2007-08-11T15:51:00.000+02:00

Well. Scenariet er som følger:

I det lokalsamfund, hvor min kæreste bor, ligger en rigtigt god restaurant. Åbnet inden for de sidste par år - og blevet et stort tilløbsstykke. Skuldrene og jeg var osse dernede for et stykke tid siden - og ganske som han havde sagt: Det var rigtigt god mad og drikke - og endda til en fornuftig pris. Dét var jeg skam enig i.

Nu har han igen inviteret mig derned. Og jeg æææælsker jo at tage ud at spise. Og da især med ham.

MEN:

Siden sidst er det kommet ud, at det pågældende spisesteds "tjenere" er ufaglærte og derfor går til spotløn, og fagforeningen er derfor faret i flæsket på etablissementet. De unge medarbejdere var ganske vist godt tilfredse med deres lønforhold, men det var de uddannede tjenere, der blev valgt fra, naturligvis ikke: De hverken kan eller vil konkurrere lønmæssigt med uuddannet personale...

Sagen er foreløbigt endt med, at stedet har valgt at finde en anden fagforening, sådan så de kan blive ved at ha' den billige arbejdskraft rendende i stedet for at benytte sig af den uddannede (og selvfølgelig dyrere) faggruppe.

Og min overvejelse er nu:

Kan jeg virkelig tage med kæresten ned og spise dér og dermed støtte dette foretagende? Hjemme hos mig selv havde det været en smal sag at sige nej. Men her i provinsen er der ikke andre valgmuligheder.

Konklusionen bliver: Støt foretagendet eller bliv hjemme!

Lommen - æææj, principper gør altså tilværelsen så kompliceret...

Måske virker det alligevel

2007-08-11T12:35:00.001+02:00

... det dér med at læne sig mere tilbage og rent faktisk tro på, at mennesker omkring én kan tænke selv og handle uden at jeg tænker alt igennem for dem først? *Lidt flov*

Nøøøj, hvor har jeg slappet af de sidste par dage - og ikke planlagt noget som helst! Og tænk, der er sket en MASSE alligevel. Sku' vist bare fatte, at ham Skuldrene da gør ting - det gør han da. Men han sku' ha' noget (mere) plads at gøre dem på. Hoooold da kæft, godt nok nogen, der er trådt i karaktér her og taget rollen - en ny én - på sig... :-)

Det er faktisk en helt overvældende kun at tage ansvar for sig selv og tage tingene, som de kommer... Måske man kunne gøre det til en livsstil...? ;-)

Lommen - forbløffet

Organisator, diktator og ude af stand til at gi' sig hen

2007-08-09T12:42:00.001+02:00

Nå, men det var de her roller, jeg lovede jer noget om...

Da jeg havde besøg af kæresten i sidste uge, havde vi som altid nogle ualmindeligt skønne dage sammen. Men midt i museumsbesøg, grineflip, vandringer rundt i byen, dybe snakke, nusseri og dejlig mad mærkede jeg pludselig en gammel og meget velkendt fornemmelse. Faktisk så velkendt, at jeg hidtil ofte ikke har bidt mærke i den... (Nøjagtigt som Kratluskeren i øvrigt nævner her, så er det nemlig lige præcis dét, der er så farligt og snigende ved mønstre: Man er så indfanget i dem, at man ikke selv bemærker dem - selv ikke når de gang på gang forårsager, at man havner i nogle frustrerende og frugtesløse situationer.)

Følelsen var stress. En særlig tomhed i maven og kulrethed i hovedet. Begge dele skyldes normalt, at jeg er alle andre steder end i min egen krop, mine egne følelser, mine egne behov.

Men jeg blev forvirret. Hvorfor følte jeg mig stresset, når jeg nu lavede alle de ting med Skuldrene, som jeg sådan længes efter, når vi til daglig er så langt fra hinanden?
Det var ikke ham, der stressede mig. Han får mig tværtimod altid til at slappe mere af end til daglig. Med sit rolige væsen og sit praktiske overblik er han en god kur for mere flyvske personnager som jeg. Og således osse her. Jeg fandt snart ud af, at den, der stresser mig, er... mig selv. Alligevel føler jeg bestemt ikke bare, jeg kan lægge det væk.

Pludselig må han osse ha' mærket, at noget var galt:

"Pernille", udbrød han midt inde i luksussupermarkedet, "lad os da bare klare alle indkøbene her. Så meget sparer vi heller ikke ved at gå to andre steder hen med tunge indkøbsposer. Jeg giver gerne indkøbene - og en taxa hjem."

Det var svært for mig at sige ja. Lidt for nemt. En indrømmelse af, jeg ikke kunne klare det hele selv. Økonomisk og energimæssigt. Men jeg fik en klump i halsen over den uventede - uvante - omsorg. Ikke at Skuldrene ikke er omsorgsfuld, men lige dér... Jeg ventede den ikke - den udstrakte hånd og "lad mig tage over"-stemmen. Og jeg havde ikke før det øjeblik forstået, hvor stresset jeg egentlig var. Og hvor ensom jeg følte mig - og så endda ved siden af det menneske, jeg holder allermest af.

Og så er vi endelig fremme ved hende rollen. Da jeg lidt senere sad vel hjemme iført et par gamle joggingbukser i min lænestol, varerne var stillet på plads og benene var smækket op, og jeg begyndte at fortælle Skuldrene, hvorfor jeg vist nok følte, som jeg gjorde, begyndte tårerne at pible ned ad kinderne.

Hende rollen organiserer og tager ansvar, i en grad så det er helt uhyggeligt. Hun løser alle andres vanskeligheder, så snart de opstår. Hun tager vare på. Og hun ser folks problemer, før de selv når at gøre sig den ulejlighed at erkende og ikke mindst formulere dem.

Hun har kort sagt så travlt med at styre hele verden omkring sig, fordi hun jo altid ved bedre, at hun ikke mærker noget til sig selv og sine egne behov - og hun frakender (i kraft af sin emsighed) fuldstændigt sine nære evnen til at tænke selvstændigt og tage ansvar for deres eget liv. Hun er to skridt foran med den bedste og mest hensigtsmæssige handling og løsning. Hele tiden.

Og hun stresser, gør hun - og er pisseanspændt at være i nærheden af. For hun tror jo, det er op til hende, om folk hygger sig, føler sig velkomne, passet på. Hun har ansvar for hyggen!! Ansvaret for det hele. Og det er i forvejen næsten ikke til at elske hende, for det er hun ikke helt værd, men der er da slet ingen, som vil holde lidt af hende, hvis ikke hun i det mindste udfylder sin rolle og gør alle disse ting, vel? Ikke at hun nogensinde har ladet være og bare set, hvad der så er sket....

De her adfærdsmønstre kommer jo naturligvis ikke ud af den blå luft. Den slags stammer jo et sted fra.

Og for nu at gøre den lange, sørgelige historie helt kort, så har jeg stort set hele min opvækst været mor for min psykisk ustabile mor. Min far (som har brugt meget af sit krudt på enten arbejde eller min vanskelige mor) var meget svingende i sit overskud til Lille-Pernille. Ofte var der kun plads til den dygtige, søde, sjove, selvstændige udgave af mig. Ikke hende, der blev drillet og holdt udenfor i skolen eller havde andre bekymringer. Hun havde ingen virkelige problemer og skulle lade være med at forstyrre og "skabe sig". Hun sku' være en "stor pige" i stedet for at belemre sin far. Det sagde min far selvfølgelig aldrig, men det fremgik alligevel tydeligt.

Inden for de sidste par uger er det gået op for mig, at jeg i meget, meget højt grad har taget disse to roller med mig ind i mit voksne liv.

På visse områder kan de såmænd være fine nok. Fx er det jo fint nok at kunne "tage sig sammen", som det jo hedder, i visse situationer. Og det er jo osse fint nok at kunne tage et initiativ og være den, der fører an og organiserer og får alt til at glide. I hvert fald nogle gange.

MEN DER ER SÅ MEGET, DE TO ROLLER BARE IKKE KAN, OG JEG ER SÅ UTROLIGT MEGET MERE!!

Fx er rollerne ekstremt dårlige til at give sig hen og bare slappe af og tage imod og nyde - afgive ansvar. De har det mærkeligt og uvant med at tage imod omsorg - og det dér med at lære nyt og vise usikkerhed (i modsætning til at belære andre) er heller ikke deres stærke side. Og de har faktisk svært ved at føle nogen eksistens-berettigelse ved andet end deres evne for omsorg. Sad but true.

Så... Mine damer og herrer! Det er mig en glæde at kunne præsentere mit nye personlige udviklingsprojekt...

Hvem husker ikke, hvordan jeg sidste forår med stor ildhu gik i gang med at udrydde min indre pingponger, som var bange for at lade folk komme tæt på, og derfor altid var så pisserap i replikken, at det ikke på nogen måde var til at holde ud? :-) Kors, hvor det dog hjalp på meget - og hvor har jeg ændret mig meget i min måde at møde nye mennesker på!

Nu er det tid for at lære at finde ind til, hvem Pernille er uden organisator- og morrollen!

Projekt "Pernille som afslappet & nærværende", sæt i gang!

Lommen - min egen rollemodel

Jordens trætteste dag - et underskudsindlæg

2007-08-08T17:48:00.001+02:00

Har skændtes med kæresten hele dagen og været til psykolog...

Har haft hovedpine og "tungt hoved" pga den fuldstændigt uudholdelige lummervarme...

Er mismodig og har tusinde tanker kørende i hovedet...

Er møghamrende træt af at tage de samme konflikter igen og igen og igen pga hans og mine dumme mønstre...

Er osse bare træt i al almindelighed - vågnede klokken kvalme i morges efter alt for lidt og alt for let søvn...

Det hele er egentlig bare lidt noget lort.

Lommen - somme tider giver man lige op et par timer ad gangen, ikke?

Rollespil?

2007-08-08T00:41:00.000+02:00

Som det a-menneske jeg efterhånden nærmest er blevet, er jeg altså for træt til at tænke, nu hvor jeg er tilbage på pinden igen efter et smut hos forældrene og mere specialeknokleri og syvogtyve svinkeærinder og middag hos Bedstevennen her til aften...

... [indsæt selv en mængde komprimerede undskyldninger for, hvorfor dette ikke er et "rigtigt" indlæg :-) ]...

Korte af det lange: Indlæg om roller coming up, når jeg lige har tænkt lidt mere. Indtil videre nøjes jeg med at sige, at...

Jeg pludselig er blevet mig meget bevidst, hvad det er for en rolle, jeg har haft med mig hjemmefra, og i hvor høj grad den har styret (og styrer!) mit liv. Den kan nogle ganske bestemte ting, men sætter osse nogle meget frustrerende og sørgelige begrænsninger for, hvad hende Pernille kan opnå selv og få fra andre her i tilværelsen. Lige så langsomt går det op for mig, at jeg må afdække, hvilket stof den gamle rolle er gjort af - så jeg kan lægge den væk. Eller i hvert fald kun tage den på mig, når jeg kan bruge den til noget...

Det ' sgutte nemt *dybt suk*.

Så... faktisk er jeg ret sårbar og ked af det og forvirret og i tvivl om en hel masse i disse dage, selv om der osse er meget, der går rigtigt godt for mig.

Lommen - rollen eller livet!

Elsker dig for evigt

2007-08-05T23:43:00.000+02:00

Den film har vi lige (gen)set her i vores hus efter en ellers meget munter aften med lidt grill og hva'-har-vi. Nu er jeg snarere lidt stille og tænksom.

Jeg selv havde ganske vist osse set den før. I biografen. Huskede den tydeligt, for den gjorde stort indtryk dengang. Til trods for jeg klart erindrede handlingen, sad jeg alligevel igen her til aften med dirrende underlæbe og våde øjne flere gange.

Til de, der ikke kender filmen (og som osse skal ha' lidt overraskelse til gode) ser plottet såre enkelt ud:

Et lykkeligt ungt par Cæcilie og Joachim (spillet af Sonja Richter og Nikolaj Lie Kaas) rives fra hinanden, da manden en dag påkøres i trafikken af kvinden Marie (spillet af Paprika Steen) og invalideres. Cæcilie møder Maries mand Niels (spillet af Mads Mikkelsen), som er læge på hospitalet, hvor Joachim er indlagt, og Cæcilie og Niels indleder et forhold med store konsekvenser for både dem selv og deres nære.

De store spørgsmål, der melder sig efter den film, er:

Hvad er sværest: At gå fra et menneske, man elsker - eller at blive hos én, man ikke elsker mere for ikke at såre vedkommende - og de børn, man har sammen?

Er omsorg altid kærlighed? Eller kan kærligheden osse komme til at udtryk ved at man vælger at forlade nogen?

Hvad vil det sige 'at kunne se sig selv i øjnene'? Er det bare en sutteklud, når vi altid i dilemmaer fortæller os selv, at "når bare vi vælger det, der føles rigtigt for os selv", så er det helt sikkert, at det i længden er den bedste beslutning?

Mere personligt så får den film mig til at tænke tilbage på, hvor meget min far og mor skændtes, da jeg var teenager. Jeg husker, at jeg frustreret og rådvild spurgte min far, hvorfor han og min mor ikke blev skilt. Det var vitterligt et helvede med evige skænderier fra jeg var cirka fjorten til jeg var cirka atten.
Min far svarede, at det ikke ville hjælpe noget, og at "sådan gjorde man ikke".

I dag ved jeg godt, hvorfor det ikke skete - og er i øvrigt glad for det. Jeg ved, at min far nok har haft det lidt ligesom jeg har det nu efter at ha' set denne film...

Jeg føler det, som om jeg ville dø, hvis jeg havde stiftet familie og forlod den (eller blev forladt) og kan nærmest ikke rumme tanken om, hvor megen smerte det må medføre - uanset om grunden til bruddet så er utroskab eller noget andet.

Jeg ved samtidig, at somme tider må man gøre noget drastisk - ellers dør man langsomt. Jeg véd godt, at mange skilsmisser på længere sigt virkelig redder meget for de implicerede. Smerte og rådvildhed og sorg til trods.

Men kors i helvede, hvor gør den film dog bare ondt på mig!

Lommen - og nej, den film er ikke helt, som man sku' tro efter at ha' læst dette :-)

Skal man lade være med at skrive søde sms'er?

2007-08-05T14:04:00.000+02:00

Hvis man om natten skriver til kæresten, at man elsker ham, er man så meget underlig, hvis man bliver ked af ikke at ha' hørt noget som helst fra ham hen ad eftermiddagen den følgende dag?

Jeg forventer absolut ikke et "jeg elsker dig" den modsatte vej - faktisk vil jeg meget hellere ha' et spontant ét af slagsen ved en anden lejlighed - men slet intet at høre gør mig rigtigt ked af det. :-(

Det værste er, at jeg har sagt det til ham før. Og jeg har seriøst overvejet ikke at skrive den slags (eller andre søde ting) til ham, når han ikke kan finde ud af at fortælle mig, at han blev glad eller i det mindste, at det betyder noget for ham.

Nu har jeg lige snakket med ham, og han havde en masse lamme, praktiske undskyldninger. Han havde rendt rundt, og så syntes han ikke, han ville skrive en eller anden dum forhastet besked tilbage. Men ærligt talt: Den dér perfektionisme-undskyldning... Den holder bare ikke! Hvor lang tid tager det lige at skrive: "Hej Søde. Blev vildt glad for din besked. Dejligt at vågne til den. Kys"?

Nej, vel?

Og hvis nogen nu sidder og mener, jeg er for krævende og for nærtagende, så kan jeg bare sige: Når det sker gang på gang, så bliver jeg sgu skuffet og ked af det. Det er altså ikke godt nok.

Lommen - skuffet i solskinnet